Der er noget ved den rituelle handling, det på mange måder er at følge med i en programserie på flow-tv. Man kan ikke se foran eller binge. Jeg er en af dem, der glæder mig til, at det atter bliver tirsdag, så jeg kan se et nyt afsnit af ‘Danmarks næste portrætmaler’. Når jeg cykler hjem fra arbejde tirsdag eftermiddag, mærker jeg en lillebitte eufori sitre ud i kroppen, når jeg kommer i tanke om, at, uh, det er i aften, at der er to nye kendte personer, der sætter sig i den varme stol for at lade sig portrættere (ja, jeg har passeret de 30).
På allerbedste Robinson-manér er ‘Danmarks bedste portrætmaler’, når alt kommer til alt, en udskillelsesproces. Der kan kun være én vinder, og hvert program slutter med, at det svageste led bliver sorteret fra. Otte håbefulde portrætmalere begynder i program et, og gennem seks programmer bliver de først barberet ned til tre finalister og slutteligt til en enkelt vinder.
Det er en ny pittoresque location for hvert program, der danner kulisse for portrætmalerne. I program fire er det Sara Bro, tv-vært og ukronet kropspositivistisk dronning, der træder ind i Kunsthal Charlottenborg sammen med Mads Geertsen alias Onkel Reje. Mads Geertsen træder ind i lyserød kanvasdragt, matchende store plastic-briller og en buket af multifarvede aflange balloner i hånden. Sara Bro kommer ind i H2O-sokker, tårnhøje stiletter og en badekåbe. Til malernes overraskelse og begejstring tager Sara Bro sin morgenkåbe af og afslører en neongrøn bikini.
‘Danmarks bedste portrætmaler’ har vundet mit hjerte, fordi det har så mange lag i sig. For det første indskriver det sig i rækken af proces-tv. Vi får lov til at følge noget fra idé, gennem udførelsen og til det færdige resultat. Det er i sig selv virkelig tilfredsstillende at se talentfulde mennesker udfolde sig. Konkurrencen åbner med sætningen: “Værsgo og mal!”, der unægteligt trækker associationer til Den Store Bagedyst.
Mens hovedpersonerne sidder musestille i sofaen, sætter de dystende malere penselstrøg efter penselstrøg. Maling, spatler, kridt, kul og pensler er i spil, mens malerne kniber det ene øje i, holder penslen vandret frem for sig i strakt arm for at tage mål af portrætpersonen. Deltagernes koncentration er forbilledlig, deres evne til som et menneskeligt fotografiapparat at kigge på et menneske og lynhurtigt lade det vandre fra øjnene og ud gennem hænderne. Det er jo faktisk vanvittigt. Hvad der først ligner helt tilfældige pletter, tager gradvist form. Forskelligfarvede firkanter bliver pludselig sat sammen til en formfuldendt Onkel Reje.
Men programmet bidrager også med følelsen af, at man deltager i en next level billedkunsttime. Det sker, for eksempel når den næsten 80-årige dommer Bente Scavenius, der udover at mestre den perfekte bobbede frisure, har et vidunderligt ordforråd og pludselig siger: “Det er et vanitas-symbol, altså forfængelighed.” Med et lærer jeg noget nyt. De af og til lange taler om symbolik og penselteknik kan godt blive lidt langhårede, bevares, men jeg kan simpelthen ikke blive træt af at høre Bente Scavenius tale med perfekt afstemt diktion. Det er, som om hun sender live fra Krøniken
Skønne sætninger som: “Han er jo bare virkelig dygtig til hud,” sniger sig i det hele taget med jævne mellemrum ind i programmet. Tilsæt så et drys øråds-stemning, og så er det jo alvorligt talt helt perfekt. Eller som programmets vært, Ane Cortzen, kalder farvel-seancen i slutningen af hvert program: “Den lidt mere træls del af den her konkurrence.”
I slutningen af hvert program bliver der selvsagt ikke kun kåret en taber. Det bedste portræt bliver også kåret, men det er både dommernes favoritter og de portrætteredes favoritter, der kommer på podiet. Og det er faktisk sjældent, at de er enige. Således er det sket, at den, som dommerne har sendt ud af programmet, er kommet hjem og hænge i den portrætteredes stue. Der er noget fedt ved at se diskrepansen mellem eksperternes faglige vurderinger og de almindelige dødeliges smag.
Mod slutningen bliver det afslappende klaverspil, der har dannet lydunderlaget for hele programmet, afløst af hektiske violiner. Tiden er ved at rinde ud. Og det er 110 procent den bedste del af programmet, når portrætpersonerne rejser sig op efter at have siddet stille i fire timer. Staffelierne står på linje, og nu skal malerierne afsløres. For første gang skal portrætpersonerne se, hvad de har siddet model til, og af og til er reaktionerne virkelig priceless. Portrætlighed, altså hvor meget maleriet rent faktisk ligner portrætpersonen, – et ord man lærer at kende som fast seer af programmet – kan nogle gange være ramt på et helt vanvittigt niveau. Andre gange tænker man, gisp, godt det ikke er mig, der skal kommentere resultatet.
Sådan en situation opstod givetvis, da Mads Geertsen skulle se sit portræt. Der var ikke noget ‘wauw’ eller ‘hold da op’, der forlod hans mund. Der var stilhed, indtil han efter nogle lange sekunder sagde: “Jeg identificerer mig ikke så meget med farverne. De har noget lidt troldet over sig begge malerier, som jeg blev lidt overrasket over.” Han valgte et billede. Om det kommer op at hænge på hans væg, må vi overlade til fantasien.
Danmarks bedste portrætmaler kan ses hver tirsdag på DR1 eller på DRTV.
