Dr. Michael Morbius (Jared Leto) er nobelprisvindende biokemiker og har fra barnsben lidt af en dødelig og invaliderende blodsygdom, som gør ham svagelig og ret sløj at se på. I forsøget på at kurere sin og andres lidelse, splejser han menneskeblod med vampyrflagermuseblod og bruger sig selv som ulovligt eksperiment – under kyndig hjælp fra sin meddoktor og semi-love interest Martine Bancroft (Adria Arjona).

Det går selvfølgelig både godt og galt. Selvom han finder sin kur, får han en forbandelse med oveni hatten. Han får nemlig et stort behov for at fortære menneskeblod og ikke den blå form for erstatningsblod, som han (også) har opfundet. Her starter karakterens kamp mellem det gode og det onde i ham selv i et kapløb med tiden.  

Sådan kan plottet i Marvels nye film, Morbius, der netop har haft premiere, ridses op.    

Man kan diskutere, hvorvidt man overhovedet kan se ’Morbius’ som en vampyrfilm, fordi Marvel-universet er skrevet så stærkt ind i karakterens DNA, men en vampyr, det er han trods alt.

Dr. Michael Morbius er i udgangspunktet skabt som en fjendekarakter i The Amazing Spider-man-tegneserierne og fungerer lidt som en forløber for en anden berømt Marvel-vampyr, ’Blade’, der er udødeliggjort * pun intended* af Wesley Snipes i ’Blade I, II’ og ’Blade Trinity’.

Alligevel mener jeg, at det giver mening at se filmen i forhold til genren, fordi den faktisk forholder sig til de konventioner, der knytter sig til denne sub-genre af horror. Og her bliver det interessant og svært for en filmskaber at lykkedes med sit projekt.

På den ene side vil man gerne skabe en film, der er helt sin egen, og som giver et nyt take på genren, men på den anden side kan man ikke ændre for meget med konventionerne, for så reagerer publikum med vrede og antipati.

En grund til, at jeg fx aldrig kom med på ’Twillight’-hysteria var, at jeg ikke kunne acceptere vampyrer, der glitrede som diamanter i sollys. (Det var der så rigeligt med andre, der kunne).

Derfor er jeg lige dele spændt og bange for at få mine forventninger skuffede, da jeg sætter mig i Cinemaxx sæder til den sene forestilling. Den sene fordi: Selvfølgelig skal man se en vampyrfilm efter mørkets frembrud.

En videnskabelig forklaring

’Morbius’ falder i den kategori af vampyrfilm, der gerne vil forklare vampyrismen med en videnskabelig og nogenlunde troværdig forklaring. Dr. Michael Morbius vælger selv aktivt at inficere sig med blod fra vampyr-flagermus, og efter to års covid-pandemi er jeg både irriteret over og totalt klar på at acceptere denne præmis.

Filmen ligner derfor mere ’Daybreakers’ fra 2009, end den ligner de mere mytologiske film, som fx ’Bram Stokers Dracula’ fra1992, som virkelig gør en dyd ud af at overholde reglerne. Derfor ser man heller ikke manglende spejlbilleder, eller ’Morbius’, der hvæser ad et kors i filmen, hvilket kan være okay troper at slippe for. 

Men én vigtig genrekonvention bliver overholdt: Vampyrismen er et aktivt valg.

Du kan godt blive bidt af en vampyr uden at samtykke, men for at blive én skal du gøre noget aktivt, selv drikke blod fra en vampyr, eller som Morbius træde ind i en grotte fyldt med blodtørstige flagermus og stjæle deres blod. Det er en faustisk pagt med djævelen. I bytte for en meget stor gave, udødeligheden, må man betale en tilsvarende stor pris.

Hos Morbius er det i form af en ukontrollérbar tørst efter blod, som sætter både hans nærmeste og hans patienter i livsfare og gør ham selv til et monster: En vampyr. Og hvilken vampyr? Det er faktisk lidt svært at blive klog på.

Overmennesket, aristokraten, forføreren – Le Vampire

Jeg sprang nærmest op af stolen, da jeg så, at det var Jared Leto – én af mine absolutte teenageidoler – der skulle portrættere Michael Morbius. I udgangspunktet en perfekt kombination af at se lige dele syg og sexet ud, og så er han på bedste vampyrfacon ikke blevet en dag ældre (om det er blod eller botox, skal jeg ikke gøre mig klog på).

Alligevel bliver de fine ingredienser og Letos talent desværre ikke rigtigt omsat til den lækre suppe, det kunne være blevet til. Og jeg tror, det er fordi skaberne af filmen ikke har sat sig ordentligt ind i, hvad vampyren er for en figur.

Vampyren er for det første et tænkende væsen. Ikke et menneske og heller ikke et dyr, men et overmenneske med særlige evner. Som menneske er Morbius allerede ekstremt klog og får allerede nobelprisen som 19-årig, og da han bliver til vampyr, kan han de fleste af de ting, som man forbinder med at være superhuman. Så langt så godt.

En vampyr har ikke nogen naturlige fjender (måske lige hvis man ser bort fra varulven, som  i ’Underworld’-filmene), så derfor bliver man nødt til at opfinde én, der selvfølgelig skal være en lige så stærk kraft som hovedkarakteren.

Ind træder Matt Smiths skurkefigur Milo, og tak gud for det. Hvis vi skulle have nøjes med Morbius’ indre kamp mellem hans eget behov for blod og hans trang til at gøre godt i verden, havde filmen været mindre ophidsende end at drikke et glas vand.

Milo er en, i mine øjne, meget mere klassisk og spændende vampyrfigur end Morbius i denne udgave. I tilgift til at være et overmenneske er han også voldsomt rig. Det er faktisk ham, der betaler Morbius ret dyre forskning, da han også lider af samme blodsygdom.

Milo overholder en ret slidt og ubekvem trope i genren, nemlig at vampyren tit er europæer, kridhvid, ciskønnet og nå ja, mand. Der findes mange legendariske undtagelser, fx karakteren Lafaette Reynolds (nu afdøde Nelsan Ellis) fra hit-serien ’True Blood’, men man kunne godt ønske forbedring her.

En måde at bearbejde vores mørke

Når jeg skriver, at Milo er mere spændende, er det ikke hans “klassiske” karakteristika, men mere fordi jeg mærker hans tørst. Jeg mærker dansen mellem det onde og det gode, og trangen til at fortære et andet menneske står stærkt i en karakter, der har været for svag til at forsvare sig hele sit liv.

Det er jo ikke en sympatisk længsel, det er toxic og voldeligt, men nu er horror-genren jo netop en måde at bearbejde vores mørke og undertrykte sider på, så det vil jeg faktisk gerne se. Og det er nok det, jeg ikke mærker i Morbius.

Jeg mangler at se hans længsel efter blodet, og den nydelse han får ud af det. Ikke engang, da hans kærlighedsobjekt Dr. Bancroft skærer sig på en dåse kattemad, mærker man en ægte kamp mellem lyst og medmenneskelighed i M.M.

Det er i øvrigt en anden genrekonvention: blodet af den du elsker gør dig ekstra vampyr-liderlig (’Twillight’-sagaen handler nærmest kun om det og om at filme smukke locations i Toscana).

Og når vi nu er ved det, kan vi lige så godt få det ud af vagten: Jeg skriver “kærlighedsobjekt” om Martine Bancroft, for det er dét, hun er skrevet ind i filmen som. Hun er lige så hjælpeløs og stereotyp damsel-in-distress, som Winona Ryders karakter Mina Harker i ’Bram stokers Dracula’fra 1992 var det. Ikke meget er sket på tre årtier.

En anden anke, jeg har til filmen, er, at Morbius virker decideret aseksuel på mig. Der er ikke meget sex i filmen, og det har sikkert noget med målgrupper og et Marvel-univers skabt i et puritansk Amerika at gøre.

Safterne og de sexy vibes får mest frit spil i en sekvens, hvor Matt Smith danser med åben skjorte, men er intet sted at finde i relationen mellem Morbius og Dr. Bancroft. Vampyren er for mig omni-seksuel, og både Gary Oldman (’Dracula’ 1992) og vores egen Claes Bang (’Dracula’, Netflix 2020) oser af seksualitet, der begærer både damsels og man-sels in distress. Hvordan man har kunnet gøre Jared Leto til noget som helst andet end et sexsymbol er over min fatteevne.

I det mindste har man holdt fast i menneskeblodets betydning: Du kan prøve med dyreblod og erstatningsprodukter, men menneskeblodet er nu bedst.

Kodesprog galore

Filmen danser ret humoristisk på kanten mellem det videnskabelige og det mytologiske vampyrstof: fx et solstrejf på Morbius’ hånd, som han først trækker sig tilbage fra og bagefter kommenterer med et:  “I’m not that kind of vampire” og et grin.

Det er også morsomt, når kriminalagent Rodriguez tager “tripple-blessed” vievand med til en afhøring af Morbius, og ret hurtigt konkluderer, at det ikke har nogen effekt. Filmen har på denne måde en ironisk distance, men også en stor bevidsthed om genrekonventionerne.

Hvis man ved, hvad man skal lede efter, kan man finde et meget elegant og sublimt kodesprog i mange vampyrfilm, hvor der henvises til tidligere film eller tv-serier. Det er min største glæde ved genren.

Bram Stokers roman’Dracula’ er en meget fremtrædende referenceramme for Morbius – både på det åbenlyse og mere skjulte plan.

Morbius bliver desværre et lidt kompliceret møde mellem to sæt kodesprog, og hvor jeg taler det ene flydende, skal jeg bruge parlør til det andet. Jeg er selvudnævnt ekspert i vampyrfilm, men er ikke Marvel-entusiast, og filmen falder mest til Marvel-siden (desværre for mig og sikkert fedt for andre).

Det hårde og det bløde D i død

Jeg opdager vampyrfiktion som ung teenager i form af ikoniske ’Buffy – The Vampire Slayer’ og hendes kamp mod mørkets kræfter. Nogenlunde samtidig opdager jeg døden. Eller snarere genopdager.

Barndommens meget laissez faire forhold til døden erstattes af suget i maven, og den uafrystelige erkendelse af, at jeg selv, og alle jeg kender og elsker, en dag skal dø rigtigt. Vampyren bliver en figur igennem, hvilken jeg kan røre uendeligheden. En løsning på det ene problem menneskeheden aldrig har kunnet løse: vores midlertidighed.

I Morbius er det ikke kun døden, men også sygdom, som der bliver taget brydetag med. Som om det ikke var slemt nok, at vi betaler for vores liv med døden, så er der mennesker, der dør urimeligt tidligt, en meget uretfærdig præmis ved menneskelivet.

Historien om de to blodsyge drenge Milo og Michael rører mig, og det giver dem en god portion sympati og grobund for at slå ret mange mennesker ihjel, før jeg begynder at synes dårligt om dem.

Og det er også det, der er problemet med Morbius som hovedkarakter og antihelt: Han er alt for meget helt og ikke særligt meget anti. Minus et par mord i starten af filmen, hvor han lige er transitioneret til sin vampyrtilstand, som man i øvrigt hurtigt tilgiver ham, fordi al overgang er svær, så er jeg faktisk aldrig i tvivl om hans godhed. Derfor bliver han aldrig farlig for mig.

Måske derfor synes jeg også, at det er langt sjovere at tilbringe tid sammen med Matt Smiths skurk. Med filmens 1 time og 44 minutter kunne der godt have været plads til, at Milo fik lokket Michael over på sin side, fik lånt ham nogle skurkesneakers og med på et blodrov, før han til sidst fandt tilbage på dydighedens smalle sti.

Jeg havde virkelig håbet på, at filmen ville lade karaktererne og kampen mellem det gode og det onde ånde rigtigt og udvikle sig. Filmen finder sin rille og tone ret tidligt og ændrer sig ikke nævneværdigt. Det kan alverdens VFX og actionsekvenser ikke gøre op med.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal se Morbius igen i kommende Marvel-film, og jeg sidder egentlig med følelsen af, at det er derfor, den blev lavet – som en perle på en meget lang og indviklet snor, i stedet for som sit eget værk, og det er rigtig ærgerligt.