For et par dage siden prøvede jeg at lave en aftale med tre venner. Det var næste umuligt. Den ene kunne ikke mandag, den anden kunne ikke tirsdag, jeg kunne ikke onsdag, og sådan gik det frem og tilbage i, hvad der føltes som timer, indtil vi endte med at konkludere, at vi er helt inde i oktober, før vi kan ses. Sådan er det tit, når jeg skal lave aftaler. Selv hvis det bare er med én person. Jeg er efterhånden ved at være træt af minutiøst at skulle skemalægge mit liv. Hvad er det, alle har så travlt med hele tiden? Og har de egentlig travlt? Er folk bange for at skulle tilbringe en aften i eget selskab? Er det sejhedsdefinerende at have mange prikker i kalenderen? Er jeg bare bitter?
Jeg kan svare på det sidste. Jeg er bitter. Jeg savner at kunne ringe til en ven/veninde og spørge, om vi kan drikke en øl. Jeg savner, at jeg bare en gang i mellem kan lave noget spontant med mine venner. Men jeg er selv medskyldig. Jeg har én veninde, som kun har spontane aftaler. Uanset, hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lave en aftale med hende.
Til gengæld kan hun godt ringe en lørdag morgen og spørge, om vi skal spise morgenmad sammen. Jeg kan som regel ikke. Hvorfor? Fordi jeg har aftaler, så jeg kan afrapportere min weekend, når jeg møder mandag morgen. Misforstå mig ikke. Jeg vil gerne have aftaler. Jeg elsker at se mine venner, jeg elsker at lave spændende, sjove, hyggelige ting, men nogle gange virker det også som om, folk forventer, at man bruger al sin fritid på seje ting, ellers er man lidt sørgelig. Og det er bare ikke altid, at livet er spændende, men det er vel også okay? Eller hvad?
Det virker som om, vi er så bange for at kede os eller være alene, at vi propper vores kalender med alt muligt Ikea-skrammel, så der i hvert fald ikke er nogen, der kan komme og sige, vi er kedelige. Det er bare en teori, og folk må selvfølgelig gøre som de har lyst. Dem med børn, eller dem, som arbejder 50 timer om ugen er selvfølgeligt undskyldt, men nu er de fleste af mine venner så bare studerende, uden børn. Måske savner jeg også bare tiden, hvor alting var lidt nemmere. Og hvor der var mindre at se til.
