Lad mig advare dig: Det, du nu skal læse, handler ikke om corona eller apokalypsen. Alligevel er det virussen og det, der truer, der har fået mig til at tænke her ved tasterne. For der er næppe noget, der sætter beslutninger, man engang traf, tydeligere i perspektiv end omstændigheder, man ikke kan gøre noget ved. Og i denne højspændte tid, hvor intet er, som det plejer, står det knivskarpt for mig, at jeg for få måneder siden tog en klog beslutning.
Dengang var mit flotte, stabile korthus af et parforhold netop blevet blæst omkuld af den til dato hidsigste storm. Epicenteret var den velkendte cocktail af midtvejskrise, rastløshed og naboens struttende, grønne græs – en kliché så tyk, at den vel nærmest kan stå af sig selv – og jeg var den forsmåede part. Teoretisk set kunne det godt have været omvendt, for når vores korthus gennem årene har svajet, har det mindst ligeså ofte været mig, der har pustet til det. Men det var ikke omvendt, og denne gang var kortene ikke bare skredet lidt faretruende ud – de var styrtet til jorden, og hjerterdame lå med bagsiden op. Såret, rasende og uforsonlig.
Men inden vi dvæler mere ved den periode, der på én gang føles som i går og for en livstid siden, så lad mig lige spole tiden endnu længere tilbage.
I januar 2019 havde min kæreste og jeg været sammen i en sølvbryllupsalder, og Heartbeats havde i den forbindelse bedt mig skrive en klumme om alt det, jeg havde lært om den langtidsholdbare kærlighed. Klummen blev læst af mange, delt vidt og bredt, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg i kølvandet følte mig som lidt af et kærlighedsorakel. Jeg havde knækket koden til det varige forhold, og jeg delte nu gavmildt opskriften.
I klummen skrev jeg blandt andet:
“Jeg har lært, at det, man gøder, vokser. At kærlighed skal gødes med opmærksomhed, fysisk nærvær og sex. At man i perioder, hvor job, børn, eksistentielle spørgsmål og andre distraktioner fylder hele ens verden, kan komme langt fra hinanden som kærester, men at det med stålsat vilje, bevidst handling og investering i den anden kan lykkes at finde tilbage til det, man elskede. At en weekend i sommerhus uden børn, en middag med tung vinmenu eller ’okay, det er vist på tide’-sex ikke altid føles belejligt, men sandsynligvis er det hele værd.“
Jeg skrev videre:
“Jeg har lært, at et kærligt, lidenskabeligt og sundt forhold ikke er teflonbelagt på ydersiden. At man kan blive betaget, tiltrukket af, ja, sågar forelsket i andre på sin vej gennem livet, uden at det er symptom på sygdom i det forhold, man er i. At man ikke er et dårligt menneske, fordi det sker, men bare et menneske. Jeg har lært, at det kan være besværligt, men ikke uløseligt – for som sagt; det, man gøder, vokser.“
Og:
“Jeg har lært, at jalousi er en følelse, ikke en dødsdom. At den kan være ubehagelig, afgjort, men at det hjælper at sætte tingene lidt i perspektiv; huske på, at vi bare er mennesker, overveje, om man reelt har mistet noget, trække vejret – og komme videre.“
Sådan skrev jeg dengang. Kæk. Usårlig. Ovenpå.
LÆS OGSÅ:
Klip til den skæbnesvangre periode for få måneder siden: Nu lå jeg og rallede med arme, ben, ja, hele mit korpus slynget om min sårede stolthed og prøvede på at forstå, hvordan noget så kærligt og velsmurt som mit eget parforhold kunne komme under så dødbringende beskydning udefra. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke ham, min kæreste, der i parentes bemærket havde smidt sig fladt ned og nu bønfaldt mig om tilgivelse. Og jeg forstod slet ikke mit hjerte, det gjorde ondt derinde i brystet – sådan helt fysisk – men det slog præcis som før, og det sted, han havde blødgjort, da vi mødte hinanden tilbage i 1994, var stadig eftergiveligt og fuldt af håb.
What the fuck?! Her havde jeg netop opdaget, at jeg var blevet forrådt af det menneske, jeg stolede mest på, og så var den mest vitale del af mig parat til at gribe hans hånd og spadsere videre ad livets hullede grusvej.
Pludselig på bunden
Jeg kom i tanker om klummen og græmmede mig. Flov over, at jeg havde siddet der med alle svarene på det gode parforhold, bedrevidende, men samtidig pinligt uvidende om den cocktail, min kæreste havde fået blandet sig. Der stod ikke noget i den klumme, som var løgn, det var sandt det hele. Men jeg havde skrevet den på toppen – nu var jeg på bunden, og min stolthed havde andre planer med mig end at efterleve gode råd skrevet i fredstid. Tværtimod havde den kun hån til overs for tilgivelse og idéen om, at vi bare er mennesker med en til tider ret bred fejlmargin. Trække vejret – og komme videre. Vorherre bevares. Hvilken virkelighedsfjern tåbe havde dog skrevet det? Jeg var rasende. På ham. På mig selv. På verden, der bare tullede videre derudad, som om intet var hændt.
Mit hjerte derimod var villigt til at walk the talk i forhold til klummens budskaber, og heldigvis var det temmelig insisterende. Derhjemme snakkede min kæreste og jeg, til vi var tørre i munden og timerne så små, at det var omsonst at lægge sig til at sove. Sådan gik uge efter uge. Aldrig har vi været i så intenst et søvnunderskud – småbørnstiden medregnet – aldrig har vi været så dybt nede i os selv og hinanden, der, hvor det gør ondt, men også er forløsende og varsler en ny begyndelse. Det var udmattende, men nødvendigt. Af og til saboterede stoltheden den konstruktive dialog, iskold, utilnærmelig og gemen, og den fik sagt ondskabsfulde ting, som under normale omstændigheder ville være svære at trække tilbage og komme videre fra. Men jeg lod den gøre det, for dampen måtte ud, hvis ikke låget en dag skulle flyve af og smadre alt på sin vej gennem luften.
Sådan gik der en julemåned og et par måneder i det nye år. Det var forfærdeligt. Og det var livsbekræftende. Mit hjerte havde for længst taget beslutningen for mig. Vi skulle fremad, sammen, der var simpelthen for meget godt, og vi er trods alt bare mennesker. Mennesker, der træder ved siden af, fejler, lader sig forføre af drømmen om noget andet, noget mere. Mennesker, der pludselig falder tilbage ned i hullet og bliver ondskabsfulde ud af det blå. Mennesker, der fortryder og angrer. Mennesker, der tilgiver. Og kommer videre.
Det fører mig tilbage til klummen, jeg skrev dengang. Før det hele:
“Jeg har lært, at der ikke findes én formel på den lange, gode og sunde kærlighedsrelation. At der formentlig findes ligeså mange formler, som der findes gode forhold. Jeg har lært, at jeg ikke vil underlægge mig andres normer for, hvordan man er en god partner – og hvordan man ikke er. Det eneste, der betyder noget, er, at min kæreste synes, jeg er. Og omvendt.“
Jeg må – forslået og samtidig sært optimistisk – konstatere, at min egen formel stadig er den samme. Den har stået sin prøve ude i virkeligheden, og selv om det var åndssvagt hårdt, og der stadig klinkes på de indre linjer, sidder jeg her i vores fælles corona-eksil og gyser ved tanken om, hvordan livet kunne have været, hvis jeg havde ladet stoltheden stikke af med mig. Og skulle jeg skrive klummen om den langtidsholdbare kærlighed i dag, ville jeg tilføje:
Jeg har lært, at det kan være frisættende at tilgive det utilgivelige. At det kan være begyndelsen på en ny æra, en uudforsket dimension, som forkaster de gamle mønstre, kalder på nye måder og afslører sider, hverken man selv eller den anden, anede man havde. Jeg har lært, at hjertet altid har ret.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
