Pompette
Foto: VisitCopenhagen

Vesterbro og Christianshavn går fri: Men nattelivet på Nørrebro skal begrænses

Ny revideret plan for Københavns restaurations- og natteliv viser, at kommunen stadig vil begrænse alkoholbevillinger til barer og natklubbers visse steder i byen.

De omstridte planer for restaurations- og nattelivet i København blev tidligere på året mødt med så heftig kritik, at de blev skrottet.

Planerne om at inddele byen i zoner og begrænse alhoholbevillinger i nattetimerne markant i store områder af Vesterbro, Christianshavn, Nørrebro og Indre By fik især kritik fra både brancheorganisationer og politikere.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard kaldte det blandt andet en de facto aflivning af nattelivet i Berlingske.

Nu foreligger en revideret plan fra kommunen, som blandt andet viser, at Vesterbro og Christianshavn ikke længere indlemmes i en restriktiv zone med hensyn til nye alkoholbevillinger i nattetimerne.

Barer og diskoteker i Middelalderbyen i Indre By og på enkelte gader på Nørrebro kan dog stadig se frem til begrænsninger.

Det sker med et argument om, at det er områder med mange ordens- og ædruelighedsmæssige hændelser, og samtidig områder, hvor mange beboere oplever gener fra nattelivet.

Konkret lægges der op til et stop for nye nattilladelser i tidsrummet fra kl. 24.00 til kl. 05.00 i Middelalderbyen. Det er i tråd med den praksis, som kommunen allerede indførte i 2018 for bestemte typer alkoholbevillinger i udvalgte områder.

På Nørrebro drejer det sig om Blågårdsgade, Fælledvej, Ravnsborggade og dele af Nørrebrogade, hvor man indfører et stop for nye tilladelser mellem søndag og torsdag – fredag og lørdag efter kl. 02.00.

I kommunens forrige plan ville man som klart udgangspunkt ikke give nye tilladelser mellem kl. 24.00 og 05.00 i den røde zone, hvilket også skulle gælde ved overtagelser og fornyelser. Det er nu ændret.

Planerne om en gul og en grøn zone med forskellige ambitioner for nattelivet er også helt droppet i udkastet. Det samme er ønsket om alhoholfri/opholdsfri zoner, mens planerne om at hellige Metropolzonen, Kødbyen og Nyhavn stadig er på tapetet.

Alkoholsalg i kiosker rammes

Det er en del af Københavns Kommunes erklærede vision af ændre nattelivet fra at være drukbåret til at være kulturbåret. Og det risikerer at ramme detailhandlen ifølge den nye nattelivsplan.

Et flertal i Kultur og Fritidsudvalget godkendte i sidste uge forslaget om at begrænse kiosker og butikkers salg af alkohol. Planen er, at det skal gælde efter et bestemt tidspunkt i de hårdest plagede nattelivsområder, hvor mange beboere plages af ‘festen på gaden’.

Kun Karina Bergman fra Det Konservative Folkeparti stemte imod forslaget med følgende bemærkning:

“Det Konservative Folkeparti støtter liberalisering af lukkeloven og vil ikke detailstyre hvilke supermarkeder og kiosker, der må sælge hvad og hvornår. Det skal være ens for alle i detailhandlen i kommunen.”

I dag, 31. maj, skal udkastes behandles i Teknik- og Miljøudvalget. Herefter bliver det sendt i høring, og går alt, som det skal, vil de nye nattelivsplaner blive endeligt godkendt i august og september i år.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics