Er alle vennerne smuttet til Roskilde og Mallorca? Føler du dig omtrent ligeså alene hjemme som Macaulay Culkin i ’Home Alone’? Bare rolig. Der er masser af fede ting, du kan lave lige her i tomme København, og måske endda endnu federe end det dine venner har gang i på festivalen.
1. Jazz under åben himmel på Ofelia Plads
Er du træt af at gå glip af musikken? På Kyssetrappen ved Ofelia Plads kan du sidde i solen og vippe til sprøde jazzrytmer fra Cyril Bernhard Trio. Og her bliver du med garanti ikke omringet af stive efterskoleelever, der oplever konceptet ’shots to-go’ for første gang.
Læs mere på Jazz på pladsen.
2. Saftig burrita på Barril
Lets’ face it, dåsemad og fransk hotdog bliver aldrig rigtig godt. Så mens dine venner kaster lun makrel-i-tomat i ansigtet, kan du slå vejen forbi Barril Pasta & Wine Bar på Vesterbro. Efter du har begravet tænderne i verdens måske mest saftige burrata, skyller du munden i en iskold aperol spritz. Ja tak!
Du kan bestille dit bord på: barril.dk
3. Badebroen ved La Banchina
Lige nu løber beskidte festivalgæster om kap mod klamydiasøen eller står i kilometerlang kø til et overfyldt fællesbad. I mellemtiden tager du bare badetøjet på og cykler ud til La Banchina på Refshaleøen. Fra badebroen nyder du et glas sydtysk Riesling og hopper i det klare vand lige præcis, når du har lyst.
Læs mere på LaBachina.dk
4. Sommerdans i Fælledparken
Er det de mange fester i campområdet, der sparker til din FOMO? I Fælledparken kan du gratis komme til dansetimer i tango, salsa, dancehall og meget mere hver dag mellem 19-22. Du skal hverken være bange for mosh pit’s, plankestive nordmænd som synes du er sindssyg eksotisk eller mudder op og ned af benet. Når de andre kommer hjem med blå mærker over hele kroppen, så kan du ryste numsen som Shakira.
Se danseprogrammet på sommerdans.dk
5. Kajaktur med grøn samvittighed
Trods en heftig indsats er festivaler stadig kæmpe affaldsyndere med alt fra emballage til efterladte telte for slet ikke at tale om et ustyrligt antal cigaretskodder. Med miljøkajakken kan du gratis sejle rundt i Københavns smukke kanaler gratis, imod at du samler uvelkomment affald op på turen. Ren by, ren samvittighed og en rigtig hyggelig sejltur i solen. Også et godt bud på en første date.
Du kan booke din tur på greenkayak.org
6. Morgenbiograf i weekenden
Det er morgen. Forestil dig, at du vågner op på festivalen. Der er nu to mulige scenarier. Det ene er, at du vågner med sveden haglende af dig, imens resterne af nattens gin&tonics damper ud gennem dine efterhånden hårdt prøvede porer i ansigtet. Det andet er, at du vågner skælvende under regnen, der har forvandlet festivalspladsen til et brunt mudder-badeland, og det eneste du drømmer om er en taxa hjem. Slap helt af! Du er hjemme, og uanset vejret kan du starte morgenen i civiliserede Grand Teatret med kaffe og en film til bare 60 kr.
Læs om deres weekendtilbud på grandteatret.dk
7. Blomstertur og picnic i det grønne
Det kan godt være, at alle de andre er ude under åben himmel hele ugen på festivalen. Men i stedet for at sidde på nedtrådt græs omgivet af røg, urinstøv og lattergaspatroner, kan du nyde nogle af Københavns grønne oaser, der er dejligt mennesketomme.
Hvis du er til den helt lange gåtur, er Amager Fælled det perfekte sted for dig. Amager Fælled er også oplagt til en hyggelig picnic et skjult sted med vildnis, crémant og fingermadder. Bliver du mere glad i låget af velassorterede blomsterbede, kan du med fordel aflægge Landbohøjskolens Have på Frederiksberg et besøg.
Læs mere om haven og deres rundvisninger på Landbohoejskolen.dk
Rigtig god fornøjelse!
Illustration: Nikolaj Egestorp