”Skomager, bliv ved din læst”, var min første tanke, da jeg læste, at Nationalmuseet fremover vil skabe medieindhold som børne-tv og fiktionsdrama. Hvilket politikerne naturligvis straks har hilst velkomment, for når nu DR er blevet beskåret til sokkeholderne, så er det da dejligt, at andre spillere melder sig på banen og vil søge private fonde og den slags.
I går aftes så jeg flow-tv, ’Ranes Museum II’ på DR2, hvor Willerslev var ked af det, fordi vi var kommet til det afsnit, hvor han skal fyre en masse dygtige fagpersoner som et led i en massiv sparerunde. Det var derfor pudsigt at se ham ømme sig over at skulle sige farvel til så mange medarbejdere, samme dag som han havde meldt ud i medierne, at Nationalmuseet nu vil være et mediehus og lave podcast, dramaserier, børne-tv og dokumentarserier.
Det er jo altid godt at have ambitioner, men jeg håber virkelig, at Nationalmuseet i så fald vil alliere sig med nogle folk, der ved noget om formidling og medier. At man ved noget om historien er ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt for at formidle kunstnerisk eller journalistisk til nutiden.
”Vi vil gerne producere dramaserier som for eksempel ’Vikings’ i stedet for HBO. Det skal være lige så dramatisk, men i modsætning til HBO baserer vi det på historiske facts,” udtalte Rane Willerslev til Altinget.
Rane Willerslev mener altså, at Nationalmuseet kan lave en bedre ’Vikings’. Til det må jeg bare sige: Argh, det har jeg sgu svært ved at tro på. Serien om den legendariske vikingeleder Ragnar Lodbrok og hans mange sønner, som Bjørn Jernside og Ivar Benløs, der tog på togter ud i verden og røvede, men også senere blev handelsmænd og bosatte sig for at dyrke jorden i England og Irland. Serien har kørt over fem sæsoner siden 2013 med så stor succes, at de seneste to sæsoner består af tyve afsnit hver, hvilket er det dobbelte af normalen.
Men Willerslev udtaler altså, at ’Vikings’ slet ikke er historisk korrekt (men Jim Lyngvilds vikingeporno på Nationalmuseet er, hmmm…). Som inkarneret ’Vikings’-fan må jeg minde museumsdirektøren om, at serien er skabt af den amerikanske The History Channel (men kan streames på HBO i Skandinavien) og er såkaldt ’inspired by history’.
Men der er masser af historisk fakta i serien. Et lille eksempel er, at ’Vikings’ har genoplivet hele fem ellers uddøde sprog og har adskillige historikere tilknyttet produktionen. Seriens forfatter, Michael Hirst, som jeg har mødt og interviewet, har læst sagaerne utallige gange og sørger hele tiden for at putte historiske detaljer ind i ’Vikings’ og tjekke, om noget er plausibelt.
Warrior bishop, Heahmund (Jonathan Rhys Meyers). Foto: HBO Nordic
Som denne sæsons warrior bishop, Heahmund, en saksisk hellig kriger, som jeg personligt aldrig havde hørt om før. Eller vikingerne der bosætter sig på Island og må gå så grueligt meget igennem i deres kamp for en form for retsstat baseret på andet end hævn og drab. Man kan selvfølgelig godt sidde som dansker og mærke skoene stramme, fordi ’Vikings’ vikinger generelt er nordmænd, når nu en del af dem faktuelt var danskere, men er det vigtigt? Det er blandinavisk. Og i øvrigt er det kun til finalekampen i VM i håndbold, at forskellen på Danmark og Norge er sådan ægte vigtig (Mikkel Hansen ligner i øvrigt en skuespiller fra ’Vikings’).
Holdet bag ’Vikings’ optager udendørs 10 måneder om året i Irland, hvor de har bygget en 1-1 model af en vikingelandsby ved navn Kattegat. Men hov, hov, hov. Kattegat ligger jo ikke i Irland, tænker den årvågne vikingenørd måske nu. Nej, for Norge afslog i sin tid et samarbejde omkring serien, derfor bliver den optaget i området Wicklow (som man i øvrigt mener stammer fra ordet ’viking’), hvor vikingerne landede på strandene med deres skibe omkring år 795 og begyndte at plyndre klostre og rigmænd. Og så bliver der i serien klippet sneklædte bjerge og smukke norske fjeldfjorde ind, som er optaget af filmhold i Norge. Der er med andre ord masser at lære om vikingerne i ’Vikings’, som naturligvis også har fiktion og drama tilsat, men som overordnet set er et utroligt vellykket projekt med fiktionaliseret historie – midt i en sci-fi og fantasy-tid.
Så i stedet for at disse The History Channels tv-serie om ’Vikings’, der jo i øvrigt har banet vejen for kæmpe museumsudstillinger på for eksempel The British Museum og Nationalmuseet herhjemme (ad to omgange), så kunne man jo sige ”chapeau” til et ekstremt dygtigt hold af manuskriptforfattere, skuespillere og formidlere, der med faglighed, viden og fortælleevner har skabt en kæmpe succes.
I øjeblikket optages en sjette sæson af ‘Vikings’. Alle de første fem sæsoner kan streames på HBO Nordic.