Foto: Shutterstock

Klimarevolution: Ny teknologi katapulterer Danmark mod CO2-neutralitet

‘Power to X’ er det lidt science fiction-agtige navn på en ny teknologi, som i disse dage er tæt på at blive realiseret og som – hvis alting går efter planen – kan gøre Danmark CO2-neutralt i 2030.

‘Power to X’ er kort fortalt den sidste brik, som får det store energipuslespil til at gå op i en højere enhed. Idéen er, at energien fra vindmøller skal producere brint, som i sig selv kan bruges som ikke-fossilt brændstof i biler eller flyvemaskiner. Men i processen skabes der også varme, som kan bruges til at dække over halvdelen af det danske forbrug af fjernvarme.

Det er i sig selv smart, men der hvor X’et kommer ind i billedet er der, hvor der i processen bliver skabt en syntetisk råolie. Når den raffineres, skabes der såkaldt ‘nafta’ som man laver plastik af.

Så når man kombinerer plastik og flybrændstofproduktion i samme proces, kan man altså løse hele plastikproduktionens store udfording, fordi man kan tage CO2’en fra produktionen og lave den om til ny plastik.

Store selskaber som Mærsk, SAS, Ørsted og DFDS står allerede klar med investeringer, og i går blev partnerkredsen udvidet med kemikoncernen Haldor Topsøe, som også er klar til at investere trecifrede millionbeløb i teknologien.

Henrik Wenzel, som er professor og centerleder på Institut for Kemi, Bio og Miljøteknologi på Syddansk Universitet kaldte det i P1 Orientering onsdag for ‘Årets nyhed’.

“Det nytter ikke noget at tro, at vi skal lave brændstof ud af biomasse eller halm, for det har vi ikke nok af. Vi skal bruge vindkraft til at lave brint og parre det med CO2. Ellers får vi ikke en bæredygtig verden. Og det her er den sidste brik i puslespillet, der får det til at gå op,” sagde han og uddybede:

“Man kan godt bruge brint som brændstof i fly eller lastbiler, men det er ikke optimalt, fordi det simpelthen fylder for meget. Men når det reageres med CO2 får man almindeligt brændstof ud af det.”

Allerede fem år efter en fabrik bliver bygget, kan det første brændstof være klar til brug.

Senere er det meningen, at der skal skabes en ny vindmølle-ø ved Bornholm, hvorfra der skal komme billig strøm. Og der skal opfanges CO2 fra skorstene på biokraftværker.

Power to X

Power-to-X, Power2X, PtX og P2X er andre smarte navne for det samme, nemlig at kunne lave grøn strøm om til noget, der kan drive lastbiler, skibe og fly i fremtiden.

Teknologien går ud på at omdanne strøm fra vindmøller og solceller til grøn brint (hydrogen) via elektrolyse og derefter fremstille gasser og flydende brændsler ved at tilsætte brinten fx kulstof fra CO2 eller Nitrogen fra luften. Elektrolyse foregår ved at sætte strøm til vand (H2O) og derved spalte vandmolekylerne til brint (H) og ilt (O).

“Det er en relativt let proces at opfange CO2 og bruge den andre steder. Og når den så reageres med brint, får man de sædvanlige brændstoffer. På den måde lukkes kredsløbet i et CO2-neutralt netværk,” siger han.

Mange lande er også på vej med lignende projekter, og Danmark er sammen med Holland og Tyskland lige nu blandt de førende på området.

I dag er virksomheder som Shell og danske Haldor Topsøe i stand til at lave Power to X, og mange flyselskaber er interesseret i at købe det, ligesom mange pensionskasser gerne vil investere i det.

Så med det nye projekt er Danmark godt i gang med at kunne nå sit mål om en reduktion af CO2 på 70 procent i 2030 – og en fuldstændig reducering af CO2 i 2050.

Og nu har den hollandske regering også besluttet sig for at investere i dansk Power to X-teknologi med en milliard kroner.

“I Danmark har vi et rigtig godt udgangspunkt for udvikling af Power-to-X. Vi har betydelige vindressourcer, et velfungerende energisystem og stærke erhvervskompetencer. Holland har meget stor erfaring med brintproduktion. Partnerskabet er ikke kun en unik mulighed for at finansiere nogle af vores grønne ambitioner, det vil også styrke det internationale samarbejde og videndeling på området,” siger klimaminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Footer graphics