Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Heartbeats mener: Det har simpelthen taget overhånd med fastelavnsbolle-hypen nu

Fastelavnsboller ligner efterhånden små kunstværker til 65 kroner, og vanviddet skal stoppe, mener Morgenbeats denne uge. Og så kommer vi omkring TV-prisen og en dokumentar om Pia Kjærsgaard.

Det er ganske givet et corona-symptom. Vi er (for) meget hjemme, og vi er tykke og utrygge og har brug for comfort food og selvomsorg. Enter bagværk. Sidste år faldt jeg selv noget så eftertrykkeligt i gryden med farverige fastelavnsboller og spiste mig igennem avisernes mange smagstests for at se, om jeg var enig. Til sidst tænkte jeg nærmest på fastelavnsboller i døgndrift, og det var en decideret lettelse, da sæsonen endelig sluttede.

Jeg er måske et ekstremt tilfælde, men det er problematisk dette samspil mellem landets mange nye gourmetbagere og så de pæne bloggeres Instagram-liv, at fastelavnsbollerne nu er blevet en del af årshjulet her i livstrætte januar og februar. Selvom selve fastelavnen er en stendød højtid, der blev ædt af Halloween, så vokser fastelavnsbollesæsonen for hvert år, der går, både målt på tid, mediedækning og udvalg, og bagerne lancerer nu fastelavnsbolle-nyheder via presseevents og ståhej.

Fastelavnsbollerne der mindre og mindre ligner boller, men mere små farverige kunstværker koster gerne 65 kroner. Skal det være gammelsdags, svensk semlor, i briochebolle, kardemommesnurrer eller den nye japanske variant fra Muji (altså dem der laver japansk boligudstyr normalt) med matcha og yuzu? Flødeskum, creme, remonce eller mascarponeskum? Årets storsællert må blive fastelavnsboller med saltkaramel, som forener to stærke middelklasse-tendenser i én og samme bolle.

Alle livsstilsmedier bringer lange udførlige guides, og Instagram er et zig-zag-løb mellem vinterbadning med røde kinder og fastelavnsboller på smukke tallerkener, men nu må vi altså stå sammen og sige fra overfor dette fastelavnsbolle-massehysteri! Lagkagehuset forsøgte sig tilmed med en julebolle i år, der til forveksling lignede en tidlig fastelavnsbolle, og vi ved jo allerede nu, at slutproduktet for denne kage-dille må blive en gul påskebolle, som er endnu en fastelavnsbolle i forklædning. Lad os stoppe, mens legen er god og finde tilbage til et afmålt forhold til bagværk igen, tak.

Ugens kommentar er skrevet af Ditte Giese


TV-branchens hyldest til sig selv

Dette års nominerede til Tvprisen er blevet offentliggjort, og scroller man ned over listen, kan man blive ved længe. Der er nemlig intet mindre end 200 nominerede til 23 priser. ‘Jaget vildt’, der kalder sig selv “den ultimative udgave af politi og røvere” – med kendte, er nomineret til bedste underholdning, ligesom føle-føle programmet ‘Go’ Aften Live’ kan løbe af sted med prisen for ‘Årets aktualitetsprogram’. Det er ikke en joke, selvom det unægteligt lyder sådan. Men det er jo altid godt med en anledning til en lille branchefest og nogle coronavenlige kindkys.

Foto: Tvprisen

Pia alene i verden

Oven på formandsopgøret i Dansk Folkeparti kan man med fordel se den nye dokumentar om Pia Kjærsgaard, der bare har titlen ’Pia’. Her følger man stifter og altafgørende figur i partiets sværeste periode, hvor de (stadig) balancerer på kanten af kollaps. Det er ikke, fordi de mange interviews i filmen giver meget nyt, men det er især i de stille stunder, hvor kameraet fanget Pia Kjærsgaard alene, isoleret og langt fra det centrum, hun har levet i halvt liv i, at det bliver ærligt og interessant.

Se den på TV2 Play.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sidste omgang med ‘After Life’

Der er ikke meget at grine af for øjeblikket, og det er der egentlig heller ikke på overfladen af ’After Life’, der om nogen passer genrebeskrivelsen ’Sadcom’. Den nye og sidste sæson har netop fået premiere på Netflix. Hovedrollen Tony, spillet af seriens skaber Rickey Gervais, er stadig vranten, depressiv og temmelig ubehagelig overfor sine omgivelser, og de utallige biroller med deres massive problemer får det til at virke som en alternativ og virkelig fucked up-version af Postmand Pers provinsbyssamfund.

Men det er ikke socialrealisme, det er komedie, og den er spækket med så meget varme og sjove episoder, at det kan lune på selv den koldeste corona januar aften.

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Squid Game var et velplaceret gys, der ramte plet i coronanedlukningens kedsomhed og gav Netflix et uventet hit. Men for 26-årige Omar Alshorgre gav det flashback til en virkelighed, der minder meget om det, han har oplevet som fange i et syrisk fængsel.

I dette interview med vores journalist Ditte Lynge fortæller han om rædslerne, han blev udsat for, og hvordan det lykkedes ham at komme fri.

Pussy Riot var i sin tid et formidabelt cirkelspark til Putins altomfattende kontrol med en særlig protestaktion i en kirke, der skabte dem verdensberømmelse. Aktionen har i år 10-års jubilæum, men hvad er der sket med særligt gruppens frontfigur, der nu sælger softporn på OnlyFans? Ditte Giese søgte og fik svar.

Det er på “privilegie-fabrikker og bernadotteskoler”, at fremtidens forfattere kommer fra. Her skriver de privilegerede unge mest om sig selv og mindre om kommunal sagsbehandling og ’Arne’-pension. Det mener den danske forfatter Glenn Bech, der selv kommer fra arbejderklassen, og som nu nægter at undervise på dyre kurser for kommende forfatterspirer. Kurserne favoriserer nemlig dem, der har råd, og det er en uheldig udvikling, fortæller han her Thomas Balslev.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics