Det kedeligste, jeg har gjort den seneste uge…
… er, at jeg har købt et nyt komfur. Vi har haft det samme i 20 år, og jeg har i virkeligheden plæderet for, at vi skulle have noget andet end gas – som tiderne er. Det nye er induktion, og det jo går sindssygt hurtigt. Jeg nærmest startet forfra til madlavning. Men på sigt tror jeg, vi får et bedre liv.
Den musiker, jeg har dyrket mest i mit liv…
… er nok Gillian Welsh. Det skifter meget for mig, men hende har jeg dyrket i lange perioder. Hun er sådan en folk og bluegrass-agtig musiker – og en fuldstændig fantastisk guitarist. Hendes måde at strumme på (at slå alle strengene an red.) er helt vild, fordi hun har et så stærkt swung, at det virker som et helt orkester, selvom hun spiller ret stille. Jeg drømte jeg om at få sådan en Gibson J50, som hun havde, og så skaffede min kæreste en til mig, som stadig er min yndlingsguitar, selvom det i virkeligheden en billig lægmandsguitar.
Den seneste bog jeg har læst…
… jeg har det problem, at jeg altid har gang i flere bøger på en gang. Og jeg gør dem ikke altid færdige. Lige nu har jeg gang i Solvej Balles ‘Om udregning af rumfang’ om en person, der er fanget i den 18. november. Det kan være ret klaustrofobisk at læse, og det er lidt underligt, at det faktisk er blevet en page turner for mig.
Og så har jeg gang i ‘Deutsch Stunde – 34 introduktioner til tysk kulturhistorie’. Det er et opslagsværk, jeg fik af Rune Lykkeberg og Peter Nielsen fra Information, fordi jeg forlængede et abonnement, og måske fordi de skulle af med den. Incitamentet til at lave den var vist, at vi fik en fælles kulturhistorisk referenceramme som europæere. Den er ret interessant og faktisk ikke svær at læse. Og så bliver man jo bedre til Bezzerwizzer, fordi den kommer omkring alle mulige filmskabere, musikere og forfattere.
Jeg ville ønske flere kendte til…
… et lille galleri, jeg lige har opdaget ude på Nørrebro, som hedder Udtryk, hvor de laver linoleumsprint og udstiller kunstnere. Det er også en workshop, hvor man kan komme og få vejledning i tryk. Det synes jeg folk skal tage ned og tjekke ud.
Jeg er meget opsat på det lige i øjeblikket og har lige købt en masse linoleumsgrej. Jeg tror, jeg kommer til at bruge et af mine første tryk som original merchandise, men jeg er også lidt bange for at stikke snuden frem. Lige nu elsker jeg bare at nørde det, og selvom jeg egentlig burde skrive sange, sidder bare og snitter hver aften.
Signe Svendsen
Født 1974, sangskriver og musiker.
Uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2003, bor i Espergærde med sin familie.
Debuterede i 2010 med ‘Ny Passager’. Aktuel med sit femte soloalbum ‘Hvem vil ikke elskes igen’ og på turné i marts, april og maj.
Min største last…
… er nok slik og ost. Ikke sammen, men hver for sig. Det kan jeg ikke rigtig styre. Hvis først jeg kommer i gang, kan jeg ikke stoppe.
Den filmkarakter jeg har følt størst samhørighed med…
… er Kate Winslets karakter Clementine i ‘Eternal sunshine of the spotless mind’. Jeg forbinder min fjollede ‘gribe nuet’-side af mig selv med hende. Hun overgiver sig til relationer og forelskelse, og hun farver sit hår hele tiden, og selvom jeg ikke er dén type, var der noget i hendes karakter, jeg elskede med det samme.
Inden for mit felt ser jeg op til…
… Taylor Swift. Hun er helt fantastisk til at forbinde musik, sangskrivning og benhård business. Hun er virkelig god til at tænke helheder omkring værket. Jeg har ikke noget meta-lag, når jeg selv skriver, og jeg har aldrig skabt noget konceptuelt. Det er først bagefter, jeg kan se, at der er en samlet historie. Også som kvinde i musikbranchen er hun spændende, fordi hun skider højt og flot på, hvad man skal som kvindelig artist i den liga. Hun genindspillede også sine egne sange for at få rettighederne tilbage fra sit pladeselskab. Og det er virkelig inspirerende.
Jeg blev musiker, fordi…
… jeg voksede op i sådan et miljø, hvor de voksne lavede revy nogle gange om året og helt naturligt stillede sig op på scenen, selvom de var lærere og pædagoger allesammen. Da jeg selv gjorde det første gang, kunne jeg mærke, jeg virkelig godt kunne lide det, bare ikke på skuespiller-måden, men som mig selv.
At spille musik var også forholdvis nemt for mig. Jeg har i virkeligheden altid skrevet sange, men først senere fundet ud af, at jeg ville bruge det til noget aktivt, og at jeg havde livserfaring nok.
Den første sang, jeg nogensinde skrev hed ‘Du er da ikke rigtig klog’. Jeg skrev den som 11-årig sammen med en veninde med to fingre på et klaver, og den handlede om en, jeg var vild med, som var lidt en player. Og så sagde jeg, hvad tror du selv, mand! En fornærmet, sur sang. Den var ikke så god, men kunne nok godt have været med i MGP.
Min favorit avis…
…. er nok Politiken. Jeg har ikke papiravis længere, men den er min go to på nettet. Jeg læser også Kulturmonitor og Pitchfork på nettet. Og så har jeg min mors login til Berlingeren… må man sige det?
Hvis jeg skulle bo i en anden by…
… skulle det være Aarhus eller Paris. Jeg har en romantisk østjysk drøm, men jeg får ikke min familie med på den. Men ellers skulle det være Paris, som jeg synes, er byen over alle byer. Lige nu har bor min bonusdatter der med sin kæreste, og jeg var dernede i efteråret for at besøge hende. Vi mødtes på cafe, og det der med at se hende dreje om hjørnet i noget smart tøj og se hende ryge cigaretter, som om det ikke var farligt, ramte bare sådan en uindfriet romantisk drøm.
En ting, der gør mit liv lettere…
… må være app’en Flo – den tracker min cyklus. Det er sygt smart og vigtigt som kvinde at kunne se, hvor du lige er henne.
Ellers er jeg ret glad for AUDM, hvor man kan få udlandske artikler læst op. Det synes jeg ret fedt, hvis jeg er blevet træt af podcast, som hurtigt bliver en sludder for en sladder. Så lytter jeg til artikler fra Rolling Stone Magazine eller The Atlantic, fordi det er befriende, at der har været en journalist inde over arbejdet.
Hvis jeg kunne bytte tilværelse med nogen en enkelt dag…
… ville jeg bytte med en nystartet, ung højskoleelev på lige omkring 20 år. Jeg har selv gået på højskole, og min datter på 17 sagde forleden, at hun gerne ville, og så blev jeg så blød om hjertet og mindet om, hvor vild en tid det er. Man føler sig så elsket i det der univers af læring og nye relationer. Man er så ung, og man tror, man ikke skal dø. Der er et beskyttende lag over den tid, og man har frie rammer til at finde ud af, hvem man er. Verden kan skride videre derude et sted, for man har sin egen verden dér. Da jeg sad med min datter, tænkte jeg for første gang i mit voksne liv, “gud, hvor jeg godt gad at være 19 igen.” Det var magisk, men det var også et rendyrket vendepunkt for mig, fordi det var, da jeg gik på højskole, at jeg valgte musikken skulle være min vej.
Mit livs bedste måltid…
… fik jeg i 2017 i Vietnam på en gaderestaurant, hvor jeg sad på en lille børneplastikstol og spiste rejer og skaldyr, kylling og gris med papayasalat, fishsauce, peanuts og lime. Folk sad ved siden af og spyttede og hakkede, og der var den der helt fantastisk blanding af grillet kød og benzinos fra en totakters motor i luften. Jeg var der med min kæreste og vores barn, sad med en kold øl og alt gik op i højere enhed.
Få ting er så undervurderet som…
… pomfritter. Hvorfor synes folk ikke, det er fint at spise pomfritter? Det smager virkelig godt, og du kan få det alle steder. De spiser det i Paris – og det er da fint nok til dem. Jeg rejser en del rundt i Danmark og spiller, og dér er fritter altid mit go-to måltid, og der er faktisk mange byer efterhånden, hvor jeg ved, hvor de bedste bliver lavet. Skt Gertruds i Odense – de har de bedste, franske fritter, og så er der Info-teria Gudenå Øst nord for Randers på motorvejen, de har de bedste riflede pomfritter. Og jeg ku’ blive ved. Jeg burde måske lave en guide. Sådan en pamflet, folk kunne tage med på køreturen.
