I Spanien skal man have mindst 5 i snit for at bestå sin studentereksamen.
Det fik 17-årige Stroud Rohde Pearce lige akkurat ikke.
I stedet fik han – den dag han troede, at han blev student – besked om at gå året om. Men det, vidste han, ikke ville komme til at ske. Lærerne motiverede ham ikke, kun de færreste fag gav mening for den dansk-engelske unge mand, der endnu ikke viste, hvad han så skulle med sit liv, kun at det nødvendigvis ikke skulle være betinget af en studentereksamen.
At han 11 år senere som nyuddannet filmfotograf vandt en Robert for en dokumentarfilm om en dansktopgruppe, var der ikke meget der tydede på lige den dag. Men takket være en fri barndom, et sæt kærlige forældre, et talent for at lave film og en vilje til at give sig selv til faget endte Stroud Rohde Pearce netop der: På scenen som prismodtager ved Robertprisen 2022.
Tre år tidligere tog han sin afgang fra Den Danske Filmskole. Nogle uger efter afgangsfesten kom instruktør Jesper Dalgaard, der var uddannet to år før, hen til ham og sagde sådan cirka: ”Lad mig være ærlig, jeg har talt med andre fotografer før dig, men jeg har det her projekt, og jeg vil høre, om du vil være med”.
Stroud Rohde Peace sagde ja på stedet. Han kunne lide instruktøren, hans blik, de film, han havde lavet på skolen, og det var nok.
Han fik jobbet. Og lidt mere info. Sammen skulle de lave en dokumentarfilm om fans af en dansktopgruppe ved navn Kandis, som de fleste danskere nok kan placere et eller andet sted i en fælles referenceramme, men som Stroud Rohde Pearce, der levede sine første to årtier på Mallorca, kun kendte fra en fest på filmskolen, hvor nogle studerende dansede rundt iført Kandis-T-shirts.
Dokumentarisk frihed
Filmen fik en flot modtagelse, da den fik premiere i 2021 – ifølge Information gav ’Kandis for livet’ ”et gribende indblik i en fankultur, der søger frelse i dansktoppen.” Med 15.000 solgte billetter blev det den mest sete dokumentar i de danske biografer sidste år, og da de 93 minutter i begyndelsen af 2022 kom gratis til rådighed på DR TV, kom en fornyet og massiv interesse.
Med den fulgte en diskussion om, hvilke friheder man kan tillade sig at tage i en dokumentar. Var det okay at betale en flybillet til Costa del Sol for førtidspensionisten Strøm, en enspænder og Kandis-fan, der lever en stille tilværelse og savner sin mor, og var det i orden at ”fremskynde” afbrændingen af hans mors tøj, efter at han havde fortalt Jesper Dalgaard, at han hellere ville brænde det end at se andre gå i det?
Absolut, mener Stroud Rohde Pearce, der overordnet set ikke forstår kritikken af de kreative virkemidler, man gør brug af i dokumentargenren, og af de valg, man nødvendigvis må tage. Allerede når man placerer et kamera i et rum i en bestemt afstand til karakteren, har man iscenesat virkeligheden, siger han.
”Som instruktør og fotograf tager man nogle valg for at give publikum bestemte informationer om en karakter eller et sted. I den tid, hvor vi to taler sammen til det her interview, er der jo så meget andet, jeg kunne have sagt om mit liv, men man kan aldrig få det hele med. Uanset at det, jeg fortæller, er virkeligt, er det en redigeret udgave af virkeligheden,” siger Stroud Rohde Pearce.
Han er 29 år, aldrig interviewet før og har en vis uro i kroppen, som vist kan tilskrives en iver efter at få fortalt sin historie bedst muligt. Han går op i, hvordan fortællingen bliver foldet ud, hvordan livserfaringerne bliver vægtet. Man mærker, at han er vant til at fortælle historier, men at det er nyt, at det handler om ham.
Kunsten ikke at filme
Mange har i ’Kandis for livet’ set et meget særligt billedsprog, blandt andre Robert-komitéen, men selv har Stroud Rohde Pearce svært ved at forklare sin metode, fordi det hele er meget intuitivt, og fordi der sker meget forskelligt rent billedmæssigt i den dokumentarfilm, der blev hans debut som filmfotograf. Der er fart på fansene på markedspladsen, der er ro på kirkegården, og der er, hvad der ligner opstillede billeder af tre gamle brødre, der sidder på række og børster tænder og spytter ud i hver deres farvede spand.
Dog kan Stroud Rohde Pearce sige om sin metode, at en vigtig del af arbejdet består i ikke at filme.
”Vi tilbragte rigtig meget tid med de medvirkende, før kameraet kom på. Blandt andet med Strøm, som jeg elsker. Ham har jeg drukket rigtigt meget kaffe og røget rigtigt mange smøger med, bare hængt ud. Det er Jespers og min tilgang, at man skal opbygge en tillid. Vi skal lære de her mennesker at kende og ikke bare dukke op med et kamera, tænde det og forvente alt muligt. Det er rigtige personer, der giver os lov at komme ind i deres liv.”
Udover det umiddelbart sympatiske havde metoden den fordel, at Stroud Rohde Pearce lærte personerne, deres energi, bevægelser og kropssprog at kende, inden han filmede, så han kunne placere kameraet ud fra den viden.
Som med de tre gamle brødre. Det billede blev en mulighed, fordi instruktør og fotograf havde været sammen med Freddy, Uffe og Per i lang tid og set deres hverdag i udestuen, hvor træningsapparaterne står, og hvor de børster tænder. Og så endte kameraet der, hvor man kunne se den tandbørstning udspille sig.
Frie børn
Stroud – Rohde – Pearce. Et navn, vi skal til at vænne os til – og lære at udtale. Men hvis man brækker det ned, er det faktisk ikke så svært. Stroud udtales på engelsk, og det er et navn, han har fra sin engelske tipoldefar, der rejste verden rundt. Rohde er fra hans danske mor Britt, og Pearce er et efternavn, han deler med sin engelske far Stuart.
Stuart Pearce voksede op på Mallorca, hvor han senere etablerede sig som professionel stillfotograf. Da Britt Rohde som 18-årig tog fra Nordsjælland til den spanske middelhavsø med en veninde, var det for at arbejde og rejse rundt i sit sabbatår, men da hun af Stuart Pearce blev hyret ind som stand-in for en model, der havde meldt afbud til en skydning, var hendes skæbne forseglet. Britt og Stuart blev forelskede, hun blev på Mallorca, de købte en gammel ruin, satte den i stand og fik tre sønner med to år mellem hver: Stroud, Tom og Jack.
Es Capdella på det vestlige Mallorca var det perfekte udgangspunkt for den deciderede fantastiske barndom, der formede de tre drenge. Omgivet af skove, bjerge, oliventræer og appelsinmarker tog de på eventyr. På skolefri dage drog de af sted om morgenen uden andet end beskeden om at være hjemme til (spansk) spisetid klokken otte. De cyklede og løb, byggede huler i træerne, hoppede over hegn og stjal appelsiner, sprang i vandet fra høje klipper og dykkede under bølgerne. Var frie. Det var, før børn havde mobiltelefoner, men forældrene stolede på deres sønner, og den tillid blev honoreret ved, at de altid kom hjem til aftalt tid. Helt beskidte.
Når de ikke var ude i naturen, elskede brødrene at se film, især den ældste af dem. Da tegnefilm blev for kedelige, fandt Stroud Rohde Pearce en metode, hvor han kunne se de film, han vidste, at hans forældre så om aftenen, efter børnene var lagt i seng. Efter sengetid stod han op igen, listede ned ad gangen på husets førstesal og lagde sig på toppen af trappen, hvorfra han kunne se fjernsynet nede i stuen. Så lå han der, helt stille, så hans forældre ikke opdagede det, og så hele film. En dag, han tydeligt husker, hvor forældrene så ’Dommedag Nu’ af Coppola, sagde faren til ham uden at vende sig om: Stroud, you can come down and watch it.
Det var en ”kæmpe ting” for ham at blive inviteret med, at få lov i en relativt ung alder at se billeder, lys og steder, hvis mage han aldrig havde set.
Dengang var Stroud Rohde Pearce stadig alt for ung til at tænke på film som en levevej. Billeder havde han dog taget masser af. Hjemmet flød med farens fotoudstyr, det var en meget stor del af barndommen for både Stroud, Tom og Jack, der var med deres forældre på skydninger både i Mallorca og i fjerne egne af verden, som familien på store rejser besøgte sammen. Indien, Sri Lanka, New Zealand, Marokko, Costa Rica.
Udover at tage billeder lærte drengene på rejserne en masse om mennesker, forskellige kulturer, måder at leve på. Oplevelser, der har formet de tre mere end noget andet. Sammenholdet i familien var stort, børnene blev taget lige så alvorligt som de voksne, og båndet mellem dem er stadig stærkt, selvom de er spredt: Forældrene er blevet på Mallorca, Tom og Jack har også base dér men sejler verden rundt på større private sejlskibe, mens Stroud Rohde Pearce snart har boet et årti i Danmark.
Et godt forslag
Efter skolen tog Stroud Rohde Pearce forskellige jobs for at tjene penge: Stilladsarbejde, bragte varer ud, rengjorde maskinrum på både i forskellige havne, en periode han opsummerer således: ”Jeg lavede lortearbejde til ingen penge og kom ingen vegne.”
Forældrene slog ikke deres søn i hovedet over det dumpede ark papir fra skolen, de var bare optaget af, at han skulle finde noget at beskæftige sig med, der gjorde ham glad. Og det fornemmede de kunne være film. Britt Rohde havde fundet et sted i Danmark, Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, hvor man i otte intensive måneder lærer alle mulige aspekter af at lave film og spurgte sin søn, om det ikke kunne være noget.
Han tænkte, at det var et forsøg værd, tog af sted, og oplevede, som 18-årig, for første gang, hvordan det var for alvor at være passioneret omkring det at gå i skole, han prøvede ikke at slippe udenom, men gav alt i de otte måneder, der kom til at udstikke kursen for hans professionelle virke og liv i Danmark.
Med udsigt til en smuk dal, omgivet af åndsfæller fra Danmark og resten af verden, lærte Stroud Rohde Pearce at føre et kamera, instruere, lave lyd og klippe. Dengang troede han, at han skulle være instruktør; være den, der lavede historien. Men da hans afgangsfilm ikke blev antaget, kom han på som fotograf på et andet projekt – et actionfyldt hævndrama om to brødre i Gellerupparken – og det gik op for ham, at han var øjnene på historien. Det var ham, der skulle tage stilling til, hvorfra der skulle filmes, hvad kameraføringen betød for historien. Hvem bor sådan? Hvad undlader vi at se? Han kom frem til, at de idéer, han havde til at lave film, var drevet af hans iver efter fysisk at komme til et bestemt sted, indfange billederne, og det kunne han som filmfotograf.
Ebeltoft var en drøm, men den endte brat.
Hopper selv
Efter opholdet vidste Stroud Rohde Peace ikke, hvordan han kunne omsætte det, han havde lært, til noget, han kunne leve af, så han tog tilbage til Mallorca og fik arbejde på en femstjernet beach club i turistbyen Magaluf. Her arbejdede han 90 timer om ugen for 1200 euro om måneden. En dag, han kom hjem fra arbejde, var hans mors kusine og dennes mand kommet på besøg. Uden han vidste det, havde de observeret ham på stranden, mens han arbejdede. Set ham servere 5 liters Grey Goose-flasker og kæmpe sushi-både til millionærer, hvad han selv kalder ”sådan virkelig klam dårlig rigmandsstil.” Kusinen, der vidste, hvor fantastisk hendes nevø havde haft det på skolen i Danmark, var ked af at se ham der. Hun sagde: ”Stroud, kom til København, du kan bo hos os.”
I København blev han genforenet med mange venner fra skolen, og de begyndte at lave film sammen. Små projekter, musikvideoer og den slags. Hans hjerne var ”besat af film,” han var sulten, tænkte ikke på andet, lavede så mange film, han kunne komme til, men turde stadig ikke tro, at noget, der var så sjovt, kunne fortsætte evigt og blive en levevej.
En gang, han var i Stockholm som fotograf på en vens film, afsluttede de hver optagedag med en dukkert ved en smuk, høj stålbro, hvorfra man kunne hoppe i vandet fra 30 meters højde. Det var farligt, og det mindede om alt, hvad Stroud Rohde Pearce elskede som barn: Vand, klipper, eventyr. Det inspirerede ham til kortfilmen ’Västerbron’ om tre drenge, der kravler op på en bro, og så sker der dramatiske ting og sager – en film, han kort efter tog tilbage til Sverige for at realisere.
Stroud Rohde Pearce var både fotograf og instruktør på filmen, han hoppede over hegn, gjorde det på den ”helt ulovlige måde”, castede børn fra gaden og endte med selv at være en form for stuntmand i scener, der var for farlige at udsætte de medvirkende for. Han placerede kameraet på en klippe ved vandet, satte det til at optage, tog skuespillernes tøj, kravlede op og hoppede fra 30 meters højde.
Filmen blev ”ret god”, kom på en lille festival i Paris – og så blev det den film, der understregede, at Stroud Rohde Pearce nok var havnet det rette sted i livet. Det var nemlig den film, der fik ham ind på Den meget anerkendte Danske Filmskole, der kun optager seks fotografer hvert andet år. Det var overvældende og rørende for Stroud Rohde Pearce at få den anerkendelse, at blive inviteret til at få fire år mere til at dygtiggøre sig inden for filmfotografi, og ifølge Morten Søborg, der siden blev hans faglærer, skete det på grund af en særlig energi i filmen, en ’jeg hopper selv, hvis det er det, det kræver.’
Da Stroud Rohde Pearce ringede til sine forældre og fortalte det, hoppede de af glæde i den anden ende.
Ved Robertprisuddelingen i februar 2022 gik Stroud Rohde Pearce ind til aftenen med et håb om, at holdet bag ’Kandis for livet’ ville vinde prisen for årets dokumentar, men han var fuldstændig sikker på, at han ikke selv ville få prisen som årets fotograf. Så sikker, at han ikke havde skrevet en tale, og så sikker, at han ikke fandt det nødvendigt at tage ”pænt tøj” på, som han alligevel ikke følte sig tilpas i. Det var store fotografer, der havde været i branchen længe, han var oppe imod, blandt andre Rasmus Videbæk for ’Margrethe den første’ og Lasse Frank for ’Skyggen i mit øje.’
Stroud Rohde Pearce sad derfor og slappede af i sædet, da skuespiller Victoria Carmen Sonne skulle uddele prisen, og ventede på at høre, hvem af de andre der skulle på scenen for at modtage den. Men det var ikke en af de andre, der blev råbt op. Det var Stroud Rohde Pearce, hvis navn hun endda kunne udtale. Hans kæreste og resten af holdet jublede af glæde, selv tog han sig til ansigtet, gav instruktør Jesper Dalgaard et kys på panden og hoppede op på scenen.
De næste minutter er lidt slørede i prisvinderens erindring, ligesom resten af aftenen, der blev fejret på en bodega, hvor statuetten stod i baren blandt flasker og godtfolk, mens Stroud Rohde Pearce fejrede sin, nu prissatte, retning i livet.
