Foto: Rita Kuhlmann

Katrine Engberg har indgået en pagt med sin søn: “Intet i verden kan forberede dig på at føde eller at få et barn”

Katrine Engberg er aktuel med kriminalromanen ’Det brændende blad’, hvor hun tager hul på et nyt univers og for første gang trækker på sin egen slægtshistorie. Vi bad hende fortælle om tre scener fra hendes liv, som har været definerende for den, hun er i dag.

1. scene: Sidste buk

“Den aften, jeg takkede af danser på Det Kongelige, var afgørende for mig. Jeg var med i en musical, ‘My Fair Lady’, som vi havde sat op to sæsoner i træk. Og det, der var sket for mig mellem den første og den anden, var, at jeg var blevet mor. Jeg stod pludselig og var 34 år og havde et lille barn derhjemme, som jeg var væk fra om aftenen og i weekenden. Når han var hjemme fra vuggestue, var jeg væk. Det kunne jeg slet ikke. Det føltes så åndssvagt og forkert, og jeg havde slet ikke lyst til det. Jeg ville tilbringe tid sammen med min søn. Det var derfor, jeg havde fået ham.

På det tidspunkt var jeg 10 år ældre end mange af mine dansekollegaer og stod bagved skuespillere, som også var yngre end mig. Da vi nåede til den sidste aften, vidste jeg bare: Jeg skal aldrig optræde mere. Pludselig tænkte jeg: “Hvad er det, jeg laver? Jeg har ramt glasloftet for lang tid siden. Jeg er for gammel til det her. Jeg har slet, slet ikke lyst til at stå her mere. Jeg er så færdig med det.” Det kunne jeg mærke helt klart.

Jeg husker tydeligt applausen. Jeg stod med min dansepartner på scenen og kiggede ud i salen, jeg havde sådan en abrikosfarvet lang kjole på, og mit hår var løst, det havde været opsneglet og hang og bølgede ned. Mens jeg stod der, følte jeg mig som en af de danseprinsesser, som jeg selv var blevet forelsket i, da min mor havde taget mig med i Det Kongelige som lille, og som var en af grundene til at jeg begyndte at danse. Jeg ville være en af de der fine, fine damer oppe på scenen, og nu var jeg det. Jeg har altid elsket Det Kongelige Teater, især Gamle Scene med loftsmalerierne og alt i guld og rødt velour. Den aften stod jeg med en følelse af, at ringen var sluttet. Her var der begyndt noget, og nu skulle det afsluttes.

Så tog jeg et buk, og det var jo en lille bitte ting for publikum, men for mig var det farvel. Jeg husker, at tårerne sprøjtede ud af mine øjne, og så gik tæppet til sidst. Forestillingen var slut for sæsonen, så der var sådan en festlig stemning blandt alle. Alle krammede. Jeg havde ikke snakket med nogen af dem om min beslutning, men for mig var det en følelse af, at nu går jeg på pension fra den her profession som jeg har været optaget af siden jeg vitterligt var fem år gammel. Men jeg anede ikke, hvad jeg så skulle lave.

Det var en voldsom og livsomvæltende scene for mig, men der var ingen ambivalens eller frustration i mig. Det var en af de nemmeste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Det eneste problem var, at jeg ikke vidste, hvad der ventede på den anden side. Det var vemodigt, men meget afklaret. Fagligt har jeg været søgende hele mit liv, jeg har altid haft en fornemmelse af at være lidt skævt på. Indtil jeg udgav min første kriminalroman. Dér vidste jeg, at jeg landede på den rette hylde. Der var jeg også 40 år. Generelt tror jeg, jeg har en tendens til at blive nogle år for længe, indtil jeg er fuldstændig sikker på, at jeg har givet det alt. Og så lukker jeg døren. Når jeg gør det, er jeg afklaret følelsesmæssigt, og sådan havde jeg det dér.

Jeg tror dybest set, at jeg er et ret ordentligt menneske. At være redelig og ordentlig er vigtige værdier for mig. Jeg kan ikke lide at sjuske – hvis jeg siger ja til noget, gør jeg det ordentligt. Jeg bliver i det, kæmper mig igennem det svære og klarer det. Man bliver heller ikke danser, hvis man ikke er disciplineret. Jeg har lært, at det skal gøre ondt for at blive bedre, og så kommer man ud på den anden side. Og det er jo på mange måder en god egenskab. Der er ret meget levedygtighed i det, og samtidig kan man godt være så stædig, at man ignorerer det, ens intuition har prøvet at fortælle en i årevis. Sådan havde jeg det med dansen. Men jeg er stolt af min egen vedholdenhed. Selvom jeg har det dobbelt med det karaktertræk – ligesom jeg synes, man skal have det, med alle sine karaktertræk. Det er jo dem, der driver os frem og får os til at overleve vores barndom, som jo for de fleste er behæftet med alle mulige udfordringer. Alle vores coping strategier, sikrer vores overlevelse i en sommetider svær tilværelse, samtidig med at de kan være uhensigtsmæssige i andre situationer. I sidste ende er min disciplin det, der er med til at gøre mig til en forfatter, som forlagene tør arbejde med, og en mor og ven, man kan regne med.”

2. scene: Arkadiens bjerge

“Da jeg var barn, rejste vi meget i Grækenland, fordi min mor arbejdede som lektor og institutleder på Institut for Nygræsk Engang sad vi i en bus på vej fra Athen til Thessaloniki i nord, bare min mor og jeg. Det tog nok otte timer, og hvad skulle jeg dog lave? Vi kører langs en bjergkæde, som er ret gold, og jeg kan huske, at solen står bag bjergene, så de fremtræder nærmest bare som silhuetter. Mens vi kører der, fortæller mig mor mig, lidt i spøg og lidt i alvor, at det er Arkadiens Bjerge. Og på den anden side af den der bjergryg er der et land, som er fuldstændig magisk, og hvor det flyder med mælk og honning. Det er simpelthen nirvana. Jeg var nok en 10-12 år gammel, så det er ikke fordi jeg købte eventyret om, at det lå lige der, men det er et øjeblik, jeg husker. Magien i det, man ikke kan se, men kun kan forestille sig.

Jeg sad lang tid bagefter, mens vi kørte der og kiggede op og fantaserede om, hvad der mon lå på den anden side af bjergene. Jeg var fuldstændig henført over de fantasier, som hun kick startede i mig.

Den scene har været med til at forme mig. Helt konkret kan jeg jo se, at jeg kedede mig, og at hun hjalp mig til at holde op ved at bruge min fantasi. Der var ikke nogen afledningen, ikke nogen adspredelse, der var ligesom kun min fantasi, og hvad kunne jeg så bruge det til? Og det er jo en fed læring. At jeg blev stimuleret af det, jeg selv forestillede mig.

Hvis jeg skulle sige en ting, som jeg god til i dag og i mit fag, så er det at finde på. Jeg har virkelig let ved at finde på ting og har en levende fantasi. Det betyder også, at jeg har nemt ved at forkaste ting, for så finder jeg bare på noget nyt.

Mon ikke, vi allesammen bliver født med en god fantasi? Min mor har været virkelig god til at anspore den i mig og lære mig værdien af den. Også ved at lade mig kede mig. Jeg kan se en meget klar tråd fra dét til at læse. Det at læse er jo at male billeder i sit hoved. Selvfølgelig bliver man tilskyndet af ordene på siderne, men man skal altså gøre det meste af arbejdet selv.

Når jeg skriver og bruger min fantasi som forfatter, er det rendyrket intuition, der driver mig frem. En af grundene til, at jeg kan huske episoden i bussen, er, at der skal en ramme til, den må godt være meget løs, men derefter er det ren og skær synapser, legesyge i virkeligheden. Der er meget lidt form på, når jeg skriver. Min impuls er bare at skrive. Rugbrødsarbejdet er så altid at tage stilling til, hvad det skal bruges til og sætte struktur på.

I ‘Det brændende blad’ er åbningsscenen blevet til på den måde. Jeg skrev den på ren og skær lyst, på et tidspunkt hvor jeg kun havde en vag fornemmelse af bogen og dens plot. Det var det første, jeg skrev, og jeg har ændret meget lidt i det siden. Det var lige præcis en lyst og fortælletrang, jeg havde bare scene så tydeligt for mig og jeg skrev den på en halv time. Tilsvarende er jeg lige nu i gang med at skrive åbningsscenen på min næste bog, og det føles kun skønt, kun sjovt, og jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal hen efterfølgende. Jeg ved bare, at det er starten.”

3. scene: Da jeg fødte min søn

“Da jeg fødte min søn og fik ham lagt op i mine arme, havde vi øjenkontakt. Han kiggede op på mig og havde helt store mørke øjne. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig men jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig øjenkontakt. Han søgte mit blik, og jeg kiggede på hans øjne og tænkte, han lignede et rumvæsen. De der øjne kom et andet sted fra, som om han lige var landet fra kosmos. I det sekund formede vi en pagt. Det var hinsides alt. Der var ingen melankoli eller følelsesfuldhed, jeg var ikke rørt. Det var ren og skær biologi. Han krævede af mig, at nu gjorde jeg ham til min livsopgave og jeg sagde “okay, jeg har dig”. Det var en klippefast aftale, der blev indgået. Det var et vildt definerende øjeblik for mig, fordi det vigtigste, jeg kommer til at foretage mig i mit liv er, at tage mig af ham.

Fødslen gik ret stærkt. Det var på Frederiksberg Hospital, og jeg havde kun haft veer ganske kort tid, da jeg kom derover. De gjorde sindssygt ondt, helt absurd, men fordi jeg var førstegangsfødende var de sådan lidt “jaja, vissevasse, tag hjem igen.” Og jeg sagde, når det gør ondt på den her måde, er han på vej, men de troede ikke på mig. Og jeg insisterede på at blive på hospitalet. Rend mig, jeg skal ikke hjem igen. Jeg kunne ikke engang gå ud til bilen. Veerne faldt tæt, og jeg var overvist om, at han var på vej.

Mit normale instinkt ville være at gøre som lægerne sagde, men dér – og det er noget af det fede, når man føder, mærker man bare biologien trumfe så hårdt. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke skulle nogen steder. Så jeg stod i venteværelset til fødeafdelingen. Og skreg. Skreg. Det var så voldsomt. De der læger må have tænkt: Du godeste, der står en skrigende kvinde, der ikke vil tage hjem.” Efter et stykke tid, sagde jeg, at de skulle tjekke mig igen, og så viste det sig jo, at jeg var i fødsel.

Der var gået cirka en time. Og der var ikke plads til os, men der var en stue, som også blev brugt til lager, og så blev jeg smidt derind. Jeg nåede ikke at få hverken det ene eller det andet, jeg var bare i gang med at føde.

Det var kort, intenst og meget smertefuldt. Selvom jeg normalt er meget følelsesfuld og har let til tårer, var jeg bare meget nøgtern lige dér. Jeg havde en fornemmelse af, at det her handler ikke om mig eller mine følelser. Det er meget større. Jeg har aldrig følt mig så forbundet til noget større end mig selv, end da jeg fødte min søn. Det var så tydeligt at det der biologiske formål vi har her på jorden, var dér. Det var det, jeg skulle.

Han blev født, jordemoderen tjekkede ham hurtigt. Han var helt perfekt, intet blod på ham. Smuk og blå, og så fik jeg ham i armene. Jeg husker det som om, der gik ganske få sekunder. Han blev svøbt ind i noget.

Og så kiggede jeg ned på det der lille, lille menneske, han var meget lille med mørkt hår. Og jeg havde jo lige været i krig, havde lige været helt ude ved grænsen af min egen formåen, og pludselig var han der. Og han søgte mit blik og låste det fast. Han var insisterende. Han var ikke vag, men helt determineret i sit blik.

Det var underligt, det der med, at følelserne først kom senere. Lige dér var det bare større. Alt ved det overrumplende. Intet i verden kan forberede dig på at føde eller at få et barn. Det transcenderer alt. Det jeg især ikke var forbereder på var at jeg ikke var følelsesladet.

Han blev født klokken halv fire om morgenen. Jeg kan huske at komme hjem og gå rundt i haven med ham i armene, og så trække vejret, og så pludselig kom det hele. Så tudede jeg resten af dagen. En fuldstændig overvældende kærlighed, som jeg kan mærke stadig.

Normalt er vi allesammen så selvoptagede. Vi har en idé om, at vores følelser og vores meninger ikke mindst er vildt vigtige. Og der er bare noget enormt frisættende ved at erkende, at vi ikke betyder en skid. Det er jo paradoksalt, når vi samtidig bruger så meget energi på definere os selv og forstå os selv, og i virkeligheden ligger en stor del af frisættelsen i at forstå vores ubetydelighed. Det var i tiende potens sådan et oplevelse at føde. Jeg sluttede fred med min egen ubetydelighed, samtidig med at påtog mig det hverv, jeg blev givet af kosmos. Der er jo et eller andet i det, der også forbereder en på at dø. Det er der også noget fint i at erkende, fordi det kun sker i glimt. Så bliver man selvoptaget igen hidser sig op over en eller anden parkeringsbøde, som om det var det vigtigste i verden.”

Footer graphics