Det er sjældent, at vi her hos Heartbeats laver en direkte filmanmeldelse af en biografaktuel film. Men der var noget, der slog os på redaktionen, da snakken faldt på den aktuelle ’Cocaine Bear’. For nogle anmeldere gav den 1 stjerne, mens andre gav den 4 stjerner. Samtidigt har den indtjent 32,5 millioner dollars over hele kloden, hvilket er langt over forventning. Så noget tyder på, at selvom anmelderne er uenige, så har publikum taget filmen til sig, og flokkes til biografen for at se den kokain-sultne bjørn, sprede rædsel i det amerikanske naturreservat.
Jeg tog selv ned og så filmen i Cinemax på Fisketorvet kl. 14.30 på en onsdag. Her mærkede jeg dog ikke noget til den høje indtjening. Jeg sad helt mutters alene i biografen. Det skal ingen høre noget brok for. Det var skønt at føle, hvordan en hel forestilling kun var tilrettelagt for min skyld. Og det var også den følelse, filmen efterlod mig med. En film, der var lavet kun for min skyld.
Mit umodne 33-årige selv var solidt underholdt gennem hele filmen. De akavede jokes og små-platte metareferencer gav hele filmen igennem indtrykket af, at det var en film, der ikke tog sig selv seriøst. Hvilket jeg elskede.
Selve historien er (meget) løst baseret på virkelige hændelser. En narkosmugler smider en masse kokain ud af et fly, der er ved at styrte og styrter så selv i døden. En bjørn finder kokainen og spiser det. Så langt er filmen tro mod virkeligheden. Men her stopper det så også. For i virkeligheden døde bjørnen meget hurtigt af en overdosis, mens vi i filmen ser bjørnen gå på en killing-spree og lemlæste det ene offer efter det andet.
Den behandler et dybt seriøst emne, en dræberbjørn, for himlens skyld. Noget ingen af os håber på at løbe ind i, når vi går en tur i skoven. Men filmen var stadig fyldt med billig splatter, og en CGI-bjørn der både danser efter kokain, der regner ned fra taget på en skov-pavillon, og som sniffer kokainpulver af et gennemgnasket ben.
Tilbage står jeg dog med en fornemmelse af, at jeg sagtens kan forstå både de anmeldere, der gav den en stjerne og fire stjerner. For det er selvfølgelig en dårlig film. Karaktererne er endimensionelle, og udover de to mafiahåndlangere er der dårligt tegn på nogen karakterudvikling. Det er kort sagt bare nogle tilfældige karakterer, der bliver placeret i et tosset absurdteater og så i bedste sitcomstil opfører sig præcist som forventet.
De grådige forbliver grådige, de dumme forbliver dumme, den omsorgsfulde forbliver omsorgsfuld osv. Instruktøren henfalder også til klassiske gysergreb. Man ser kvinden kigge frem bag træet, hun ser ikke andet end buske for derefter at stå med ryggen til træet og trække vejret tungt. BJØRN! Pludselig er den lige ved siden af hende. Trættende.
Men hvad så? Jeg gik jo ikke ind og forventede, at cinematografien ville blæse mig bagover, eller at der lå en Oscar-nominering og lurede til én af skuespillerne. Jeg gik derind for at blive underholdt. For at grine. Og det lykkedes den med. Flere gange endda.
Det er sikkert her, vi finder forklaringen på, hvorfor den har tjent så godt i biografen. For traileren er gået viralt på både Youtube og Twitter, hvor den er blevet set over 50 millioner gange. Og den har også opskriften på en kultklassiker. Den er tilpas fjollet, uden at blive alt for plat. En meget svær balance. Tænk bare på ‘Sharknado’-serien, som gik alt for langt i den platte retning. Her er ‘Cocaine Bear’ trods alt stadig bedre. Så mens anmelderne (og mange brugere) er splittede, er sandheden (for mit vedkommede), at kokain-bjørnen lander lidt midt imellem.
Cocaine Bear: 3 ud af 6 stjerner
