Ligestilling
Foto: JumpStory

Ny forskning: Unge, arbejdsløse mænd føler sig mest truede af kvinder

Ny svensk forskning peger på, at især arbejdsløshed får unge mænd til at føle sig truede af kvinder og pigers forbedrede rettigheder.

Ny forskning fra et af ligestillingskampens mest aktive lande, Sverige, viser, at ikke alle synes, at det er en vildt god idé med flere kvinder på arbejdsmarkedet, i ledelse og andre attraktive positioner i samfundet. Og det er især yngre mænd, der føler sig truede af fremgangen i kvinders rettigheder. 

I en stor undersøgelse fra Göteborg Universitet med deltagelse af 32.469 mænd fra 27 EU-lande, er det særligt de unge mænd i alderen 18-29 år, der mener, at nu er det med ligestilling, feminisme og kvinderettigheder gået for vidt.

Deltagerne blev blandt andet bedt om at tilkendegive, om de var enige i et udsagn om, at øgede rettigheder til kvinder og piger er gået for vidt, fordi det truer mænds og drenges muligheder.

“Resultaterne viste, at unge mænd i alderen 18-29 oftest var enige i undersøgelsens udsagn. Jo ældre mænd er, jo mindre er de enige i udsagnet. Nogle kvinder er også enige i udsagnet, men meget færre end mænd i alle aldre. Disse resultater modsiger tidligere research, som viste, at de ældre generationer er mest konservative og imod at fremme kvinders rettigheder,” udtaler Gefjon Off, studiets ledende forsker og ph.d. fra Göteborgs Universitet i en pressemeddelelse

Især arbejdsløshed ser ud til at påvirke, hvad mændene i undersøgelsen mener om kvinders ligestiling og rettigheder. Slovakiet, hvor de har stor arbejdsløshed, er det land, hvor flest unge mænd er imod kvinders rettigheder, mens unge mænd i Norditalien, hvor man oplever faldende arbejdsløshed, er mindre modstandere af kvinders fremskridt.

Også i Sverige kan forskerne se, at det især er i regioner med stor arbejdsløshed, at unge mænd føler sig truede af kvinders fremskridt, hvilket forskerne mener skal tilskrives, at unge mænd og kvinder kæmper om de samme jobs på arbejdsmarkedet og endnu ikke er etablerede i deres karrierer.

Find mere om
Footer graphics