I visse kredse er der nogle, der har givet mig kælenavnet HP. Det står for hundrede procent, og historien er, at jeg engang i mine kåde tyvere sad og bralrede om, hvor godt jeg syntes alting gik i mit liv, og halvt for sjov halvt i alvor fik sagt, at mit liv havde en succesrate på hundrede procent. Rimelig kålhøgent, men altså meget sigende for den selvtillid, som kom og gik som orkaner dengang. Det var det samme år, hvor jeg skulle spille på Roskilde Festival med mit band, og sådan noget kan godt stige en til hovedet. Men nu er det ikke, fordi det skal handle om det. Faktisk skal det handle om den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis, ham med ‘American Psycho’, som netop har været i Danmark, fordi han har en ny bog på markedet.
I et fremragende interview i ‘Deadline‘, som handlede om de verserende generationskløfter, sagde Bret Easton Ellis noget ret interessant om sin egen ungdom, nemlig at han voksede op i en voksen verden. Forstået på den måde, at verden ikke var indrettet til børn, men til de voksne, og børnene var ligesom bare med.
“Jeg blev aldrig spurgt, hvad jeg ville. Der var ikke 20 Disney-film hver uge. Der var ikke tv-kanaler, der var dedikeret til at vise animationsfilm og børneprogrammer døgnet rundt.” Hans pointe var, at det slet ikke var skadeligt, men omvendt ret fedt.
Klip til i dag, hvor man som forældre hengiver sig totalt til sine børn og hopper på tungen for, at de skal blive ernæret ordentligt, udvikle sig motorisk korrekt, være søde ved andre og vaccineres, spise vitaminpiller, whatever, listen er uendelig, og det ved jeg, fordi jeg selv har to små børn, og de har det oprigtigt som blommen i et æg. I bund og grund er det selvfølgelig meget godt.
Konsekvensen kan dog gå hen at blive, at vi sætter nogle mennesker i verden, som ikke gider at blive voksne. For ja, hvorfor skulle de egentlig? Bret Easton Ellis sagde til gengæld i interviewet med ‘Deadline’, at ham og hans venner aspirerede efter voksenlivet. De ville ud af pubertetens begrænsninger og glædede sig til at få adgang til en verden fuld af penge, karriere og sex.
Og i dag står vi måske i den omvendte verden. Vi har skabt et samfund, hvor voksenlivet ikke har noget særligt at byde på længere. Det siges populært, at 30’erne er de nye 20’ere, men bevægelsen vil nok fortsætte. Om ikke så længe er 40’erne de nye 30’ere, og så kan man jo selv lave matematikken derfra. Det dystopiske scenarie er, at vi får et samfund, hvor ingen rigtig er voksne, hvilket i den her sammenhæng vil sige ansvarlige for andet end sig selv, egne behov og egne følelser, hvilket i Bret Easton Ellis’ øjne til gengæld er skadeligt.
Man ser tegn på det, når flere og flere helt unge mennesker aktivt fravælger at få børn og lader sig sterilisere, fordi de elsker deres frie liv for meget til at bevæge sig videre. Hele Generation Z’s moralske opgør med patriarkatet og kapitalismen og deres kamp for følelsernes berettigelse i samfundet taler ind i samme bevægelse. Og på sin vis har det jo altid været sådan, at generationer har kigget på de ældre og tænkt, dét der gider vi ikke. Måske er Bret Easton Ellis’ egen Generation X netop undtagelsen i mønstret, fordi mennesker altid vil føle, at de peakede i deres ungdom. At livet var en succes på hundrede procent. Men der er nu noget nedslående over, at voksenlivet er ved at få et så dårligt ry, at de yngre generationer på nogle fronter helst vil undgå det. Jeg kommer ikke til at gentage min egen flabethed, men jeg kan her som en rimelig voksen person konstatere, at voksenlivet i al beskedenhed sagtens kan være en slags succes. Ikke kun på grund af penge, karriere og sex, men fordi der med tiden flytter en vis ro ind i sindet. Eller som Bret Easton Ellis formulerer det: “Jeg er gammel, så jeg er ligeglad.”
/Thomas Balslev
Fortællinger om cykelløb
Der var engang en mand, som hed Jørgen Leth, som skrev rigtig meget om cykelsport. Sådan kommer man nok engang til at sige ude i fremtiden, og grunden til, at jeg nu skriver det her, er, at han netop har udgivet en ny bog om cykling med titlen ‘Der var engang en mand som hed Fausto Coppi’. Mere on brand kan det vel næppe blive for Jørgen Leth.
I grunden interesserer cykelsport mig slet ikke, men det er sært nok altid en fornøjelse at læse om alligevel. Denne bog samler Leths tekster gennem 80 år, og så er den kommet til i et parløb med forfatteren Bastian Emil Goldschmidt, der selv har skrevet bøger om cykling, blandt andet den fremragende ‘Fremad’, og i visse kredse betragtes som Jørgen Leths arvtager, når det kommer til cykelformidling på dansk. Med andre ord et rigtigt lovende og oplagt samarbejde, som på overfladen tegner rigtig godt. Bogen er i hvert fald knaldhamrende flot, og den skal nu med sikkerhed læses i min sommerferie.
/Thomas Balslev
Dagene løber som heste
Noget af det første man bliver opmærksom på, når man får børn, er, hvor hurtigt tiden går. Det er derfor, at ældre mennesker altid så forbløffet på en som barn og sagde: ”Hvor er du blevet stor?” For det er virkelig en overraskelse.
Den amerikanske dokumentarist Jay Rosenblatt har fået den gode ide, da hans datter var to år at interviewe hende hvert år på hendes fødselsdag og stille hende de samme spørgsmål, til hun blev 18 år.
Det er der kommet denne lille fine, rørende film ud af. Se den med dit barn (inden det er for sent).
/Emil Norsker
Svanesang
Det amerikanske støjrock-fænomen Swans er vel nok et af de mest kompromisløse bands, der eksisterer overhovedet. De botaniserer i tilværelsens mørkeste afkroge, og deres udtryk er på én gang hjemsøgende som et mareridt og dragende smukt som æblet i paradisets have. Bandet er synonymt med sang og sangskriver Michael Gira, der selv udgiver bandets albums på sit selskab Young God Records, og dét har han lige gjort igen. Albummet ‘The Beggar’ er ude nu, og det er Swans par excellence, dystert og monotont og alt, alt for langt til nogensinde at komme i radioen. Deres første single ‘Paradise Is Mine’ er over ni minutter lang, og den tiende sang på pladen overstiger 43 minutter. En sand buffet for dem, der går rundt i sommerheden og savner mørket.
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
For et årti siden var Rantzausgade vel top 3 over triste gader i København. Nu er det er efterhånden snart Nørrebrogenserens Nyhavn, som de To Sultne Piger skriver i deres anmeldelse af endnu en ny restaurant i gaden. Og de er svært begejstret.
20’erne er det første voksen-årti, og det er i disse sjove, vilde og skræmmende år, man danner mange ting. Josephine Villumsen vil fremover rapportere fra denne brydningstid med sine private tanker og oplevelser. Første kapitel er fra Berlin.
Østerbro er mit kvarter, og jeg har set det udvikle sig fra et klassisk middelklasse-hood til et sted med nogle af de dyreste kvadratmeter-priser i hele landet. Samtidigt er det ofte her, der bliver fremhævet i den offentlige debat, når man mener, at klimahysterikerne, speltfolket og de kolde hænder er gået for vidt. Og det selvom Østerbro altid har været den stille pige blandt brokvarterne. Men nu er bydelens fodboldklubben endelig rykket op, og det har givet et tiltrængt boost.
