Præst Helene Neumann svarer på livets store spørgsmål: “En stor misforståelse er, hvordan folk møder et menneske i sorg”

De fleste af os kender det med ikke rigtig at kunne finde ordene. Måske især når vi står overfor et menneske i dyb sorg, eller en, der er meget syg af kræft. Hvad skal vi sige? Gør vi personen ked af det, hvis vi siger noget? Måske skulle vi bare lade være? 

Vi mangler ofte et sprog for det, der gør det vanskeligt at være et menneske. Her besidder præsterne en slags overset superkraft. De har et vokabularium for lige netop alle de vanskeligheder, der gør os andre almindeligt dødelige tomme for ord. 

Præst og skuespiller Helene Neumann er en af dem, der har beskæftiget sig med livet og døden og alt derimellem i årevis. Præstegerningen handler i sig selv om at formidle eksistentielle budskaber, at agere sjælesørger og at vejlede mennesker om livets store spørgsmål. 

“Som præst kan man sagtens have en samtale med et forældrepar om formiddagen, som skal have døbt deres barn, og måske har det været vildt svært at få det barn, så deres lykke stråler og emmer ud af dem. Når de så er gået, kan man to timer senere have en bisættelses-samtale. Vi er virkelig vant til at jonglere både livets største glæder og største sorger, så man bliver meget bevidst om, at begge dele hører med til livet, og der kan jeg i hvert fald godt tænke nogle gange som præst, at det er der ikke så meget fokus på. Altså, det virker simpelthen som om, folk bliver mere og mere overraskede over det, når modgangen kommer. Det er jo også meningsløst, hvis nogen rammes af for tidlig død, eller for tidlig sygdom, men det hører med til livet og til det at være menneske,” siger Helene Neuman. 

Mange vil måske synes, at den dag, du lige beskrev, lyder vanvittig. Hvordan kan du være i det?
Jeg tror, at der er meget få, der læser teologi, som ikke har funderet over, at livet er meget modsætningsfyldt og kontrastfyldt. Derfor er man nok lidt mere vant til det landskab. Hele teologiens sprog handler om, hvad det vil sige at være menneske og at være i verden. Men psykologisk set kan sådan en dag godt være svær alligevel, fordi man skal bære glæden og smerten samtidig. 

Og nu til de helt store spørgsmål. Hvad er sorg?
Den enkleste forklaring på sorg er, at det er kærlighedens pris. Sorg er en grundfølelse, som vi alle på et eller andet tidspunkt vil opleve. Enten efter et dødsfald eller i forbindelse med noget andet. Sorg over et venskab, der er afsluttet, men man kan også føle sorg over at skulle flytte. Sorg er den reaktion, vi har, når store, voldsomme, grundlæggende eksistentielle ændringer sker i vores liv. Sorg er kompleks.

I forbindelse med et dødsfald, så er relationen jo stadigvæk lige betydningsfuld, selvom det konkrete møde ikke længere er muligt. Kærligheden er der stadig, og det er egentlig nok mit argument for, at evigheden findes.

Jeg har nu oplevet det to gange i mit liv at miste et meget betydningsfuldt menneske (Helene Neumann mistede sin mor som 16-årig, og i 2019 mistede hun sin bonusdatter Ida, red.), og begge gange må jeg bare sige, at kærligheden er fuldstændig ligeså levende.

Til maj er det 20 år siden, jeg mistede min mor, og kærligheden til hende har slet ikke ændret sig, selvom vi ikke kan mødes længere. Det er vigtigt for mig at sige, at ethvert menneske unægteligt vil opleve sorg på et eller andet tidspunkt i tilværelsen, og det gør vi, fordi vi har fået livet. Vi lever med hinanden på jorden i et fællesskab, vi kan ikke undgå at indgå i relationer, og det eneste, vi kan være sikre på, er, at vi alle sammen skal dø. Derfor kan vi ikke undgå at miste nogen, vi elsker.

Min erfaring er, at sorg er en bekræftelse på kærlighedens rigdom og dybde. For ikke særlig mange år siden talte man meget om, at man skulle igennem nogle forskellige faser af sorgen for at blive ‘helbredt’. Men sådan er det ikke. Sorgen hører med til livet, og den ændrer sig måske igennem årene, men jeg tror aldrig, den forsvinder. Det skal den heller ikke. 

Hvordan lever man med sorgen? 
Man respekterer, at den er der og giver den plads. I den forbindelse vil jeg gerne nævne, at det at være i sorg mange gange bliver forvekslet med ikke at være glad. De to ting er ikke nødvendigvis modstridende. Noget af det sværeste for folk, der rammes af stor sorg, er, at der er en skamfølelse forbundet med for eksempel at komme til at grine. Måske er det et grin over noget, den afdøde har sagt eller gjort, og det må man ikke få dårlig samvittighed over. For de grin er netop et udtryk for den kærlighed, glæde og tæthed, som den afdøde har givet os. Derfor er der god grund til også at blive ved med at fejre vedkommendes fødselsdag eller gøre noget ud af mærkedagene, for på den måde holder man fast i den, de var. Det skal selvfølgelig kun gøres, hvis folk kan rumme det, men det har i hvert fald hjulpet mig i forhold til min mor. 

En stor misforståelse er, hvordan folk møder et menneske i sorg. Det er ofte forbundet med stor blufærdighed, og det er faktisk næsten det værste, en sørgende kan opleve. Jeg vil bare komme med den anbefaling, at i stedet for at undgå, skal man stille spørgsmål og give den sørgende mulighed for at fortælle. Fortællingen om en afdød er vigtig. Et sørgende menneske er ked af det. Det er tabet, der gør ondt, ikke samtalen. Hvis man møder den sørgende med spørgsmål, så bliver den afdøde vakt lidt til live igen. Faktisk skal man også prøve at lade være med at trøste. Det vil hurtigt virke som en slags afledning eller et forsøg på at negligere sorgen, og det kan gøre det lidt umuligt for den sørgende at være sammen med folk.

Folk – også mange præster – har en tendens til meget hurtigt at komme til at sige: “Det forstår jeg godt, det må være virkelig svært.” Men det kan godt føles som en afmontering. De forstår det jo lige netop ikke. Derfor skal man virkelig vægte sine ord. Jeg er i gang med at tage en efteruddannelse i sjælesorg hos en hospice-præst gennem 35 år. Han fortalte en historie om, at han sad sammen med et ungt menneske, som var livstruende syg, havde små børn, og som havde svært ved at acceptere sin situation. På et tidspunkt siger han til hende: “Det kan jeg godt forstå.” Og så gav hun ham en lussing, for det forstod han jo fandme ikke. Det er et ret godt billede på, at man nogle gange må erkende, at der er ting, man bare ikke forstår.

Hvorfor tager folk mere eller mindre bevidst så stor afstand fra sorg? 
Jeg tror, det er den der kombination af blufærdighed, og at det er en konfrontation at sidde overfor et sørgende menneske. Det bliver et spejl, der viser, at, okay, hun har oplevet det her, det kan også ske for mig.

Hvad er kærlighed? 
Kærlighed er den kraft, der binder os til hinanden. Jeg tror som præst på, at kærligheden bliver os givet. Apostlen Paulus skriver: “I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” Med det menes der, at kærlighedens bånd omslutter vores liv og forbinder os med evigheden. Jeg elsker virkelig det billede, fordi vi bliver mindet om, at kærlighedens væsen er fuldkommenhedens bånd. Et bånd, der binder en sløjfe rundt om vores liv. Noget, der kommer udefra og omslutter os. Det er ikke noget, som vi kun selv kan eller skal frembringe. Jeg forestiller mig båndet som noget blødt, glat og smukt, men også noget stærkt.

Da jeg læste teologi, havde jeg i lang tid en distance til, om jeg skulle blive præst. Lige indtil jeg overkom min egen ærefrygt og begyndte at læse Søren Kierkegaard på kandidaten. Jeg tog et valgfag om hans værk ‘Kjerlighedens Gjerninger’, og det var der, det ramte mig, at jeg skulle være præst. Hans hovedteser er så rammende og smukke, synes jeg. Vi skal elske den anden så højt, siger Kierkegaard, at vi skal se bort fra os selv. Vi skal altså ikke tænke: “Jeg har brug for en partner, der kan give mig det og det.”

I stedet skal vi se, hvor det menneske er, og tage afsæt der. Og det, tror jeg, er en daglig udfordring for alle, der lever både i ægteskaber, i partnerskaber og i venskaber. Vi skal virkelig tage alvorligt, at gaven i kærligheden ligger i, at den anden er anderledes end os selv. Det er min opgave at forstå den anden, og ikke den andens opgave at blive sådan, som jeg ønsker. Det støder jeg på igen og igen, at folk er meget sådan ‘what’s in it for me?’, når det kommer til kærligheden, og det synspunkt tager ikke hensyn til, at kærligheden er noget, man skal bygge op. 

Hvordan passer man på kærligheden?
Vi lytter til kærligheden, har respekt for den, og nærer omsorg for den. Vi gør os umage. Det med at gøre sig umage, kan man virkelig ikke tage for let på. Det betyder faktisk noget, for kærligheden er i høj grad det, der giver livet mulighed og mening. Man må ikke blive bange, når der er modgang. Vi mennesker er uenige og forskellige. Vi er jo mennesker. Det har ikke noget at gøre med, at kærligheden ikke er der. Jeg tror, at perfekthedskulturen gør, at vi er lidt hurtige til at droppe kærligheden, hvis ikke den lige er, som vi troede.  

Hvad er dit tidligste minde om kærlighed? 
Når man er privilegeret – som jeg synes, at jeg er – og er vokset op i et meget trygt og kærlighedsfuldt hjem, så er det nok nærmere en sum af kærlige følelser og tryghed end et egentligt minde. Men jeg har en meget stærk erindring om at være til tandlægen som lille. Min mor kom selv meget sent til tandlægen, og ved det første besøg havde hun otte huller i tænderne, så hun gik ekstremt meget op i og gjorde meget ud af det, når jeg skulle til tandlægen. Jeg fik fri fra skole, måske gik vi på café bagefter, eller jeg fik en lille gave. Hun holdt altid min hånd, når jeg lå der i tandlægestolen. Den nærhed står meget klart, og når jeg ligger hos tandlægen som voksen, kan jeg stadig mærke min mors hånd. Mit tidligste kærlighedsminde, jeg har med min mand, er nok en samtale, jeg havde med ham i telefonen på et meget tidligt i stadie i vores relation. Jeg tror ikke engang, at vi var kærester på det tidspunkt, men vi snakkede om vores forskellige familierealtioner, og jeg havde en oplevelse af, at vi forstod hinanden på et dybere plan. At jeg havde mødt en sjæleven.

Hvad er meningen med livet? 
Wow, hvis jeg kendte den fuldt ud, så tror jeg måske nok, at meget i tilværelsen ville blive kedeligt. Men jeg er af den overbevisning, at Apostlen Paulus har meget ret. I sit brev til Korintherne skrev han, at vi skal erkende stykkevis: “Da jeg var barn, talte jeg som et barn og drømte som et barn. Efter jeg er blevet en mand, har jeg aflagt det barnlige.” Jeg tror først, at den fuldbårne mening kommer helt slut. Men i vores liv nu og her, tror jeg, at meningen er at elske og at blive elsket igen. I kristendommen taler man også om den gyldne regel: “Alt, hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, skal I også gøre imod dem.” Tænk, hvis alle virkelig efterlevede det. Så ville der være en højere mening i livet, tror jeg.

Hvorfor lyver vi?
Jeg tror, der er meget forskellige grunde til, hvorfor vi lyver. Men jeg tænker, at løgn dybest set er en flugt fra virkeligheden. Hvis vi forsøger at flygte fra nogle realiteter, der kan være ødelæggende for os, så bliver løgnen en form for overlevelse. Der kan være mange grunde til at lyve, men jeg tror, at det også har noget med skam og misforståede hensyn til andre at gøre. Jeg mener virkelig, at spørgsmålet om sandhed og løgn er meget aktuelt i dag, fordi sandhedsbegrebet er lidt i fare. Det bliver gradbøjet mere i dag end før i tiden. Måske fordi man havde mere tillid til autoriteterne dengang, end vi har i dag, og der var mere klarhed over, hvornår noget var rigtigt, og hvornår noget var forkert. I dag er alt muligt, og det kan blive svært at mødes. Følelser er blevet til argumentationer. Men der er nogen steder, hvor vi er nødt til at samarbejde, og hvis man holder meget fast på, at ens egen følelse er berettiget, så har man meget sværere ved at forstå den anden. Man gør sig selv til omdrejningspunktet.  Det er det samme som med kærligheden: At vi skal prøve at forstå hinanden og ikke fortabe os i vores egne følelser. 

Hvorfor skammer vi os?
Hvis vi slet ingen skam havde i forhold til vores ageren i verden, ville det være det samme som, at vi ingen samvittighed havde, og at vi dybest set var ligeglade. Det, synes jeg, er en ret vigtig overvejelse, fordi skam meget hurtigt bliver set på som noget dårligt. Men skam er både sund og usund. Skammen er tabubelagt, men mange gange også meget forståelig. Hvis man siger til et barn, at man ikke må tegne i sofaen, fordi den er helt ny, og de så gør det alligevel, så er det jo godt, at de skammer sig. De har gjort noget, de ikke måtte, og skammen bidrager til, at de ikke gør det igen. Selvfølgelig skal man også sørge for, at børnene kommer ud af den skamfølelse igen, men skammen er sund, forstået på den måde, at den regulerer os i vores relation til hinanden.

Hvad er tilgivelse? 
Det er virkelig et grundteologisk spørgsmål. Tilgivelse er en måde at nærme sig den overtrædelse, nogen har begået og komme overens med den. Mange gange bliver tilgivelsen sidestillet med, at man slår en streg over det, der er sket, og det, synes jeg egentlig, er en misforståelse.

Tilgivelsen handler om at erkende, at den her forurettelse har fundet sted, men at man har fundet en måde at forlige sig med den på. At forlige sig med noget, der er sket, er ikke det samme som, at det ikke er sket. Man kan godt tilgive et eller andet menneske i menneskets menneskelighed.

For bare 50 eller 100 år siden, opererede vi meget mere med Gud i vores hverdag. Vi kunne lægge flere ting, som vi havde svært ved at magte, i Guds hænder, end vi er vant til at gøre i dag. Det kan give nogle problemer, at vi ikke kan det på samme måde i dag. Hvis der for eksempel er sket en forbrydelse, kan man som menneske synes, at det er umådeligt stort at skulle tilgive sin gerningsmand. Her kan man i stedet bede Gud om at gøre det.

I og med vi lever mere og mere sekulariseret med mindre tro og religion, bliver der også lagt et større og større pres på vores medmennesker. De skal nærmest være vores nye Gud, vores familie, vores børn og vores ægtefælle. Hvis de fejler, falder vores verden sammen. Men alle mennesker fejler på et tidspunkt, og jeg tror faktisk, at det kan være en af grundene til, at så mange har det rigtig svært i dag. Vi bliver skuffede over de overtrædelser og krænkelser, som nogle mennesker begår. Men det har mennesket altid gjort. Ondskab hører også til livet. Og det, at vi ikke har en Gud, gør det faktum sværere at bære. 

Hvad er næstekærlighed?
I sin reneste form går næstekærlighed ud på at se det smukke i sine medmennesker. Næstekærligheden kræver meget af os, hvis vi skal forstå den ud fra Det Nye Testamente. Jesus går så langt som til at sige, at vi skal elske vores fjender. Og det, tror jeg ikke, noget menneske synes, er fedt. Men det skal man trods alt huske, når man taler om næstekærlighed, at det faktisk er så konsekvent. Det er omsorg og hensyn til vores medmennesker og at føle ansvar for vores medmenneskers velfærd, og det skal man gøre uden at skele til vedkommendes religion, nationalitet, hudfarve, arbejdsevne, indkomst, uddannelse, køn, udseende og politiske ståsted. 

Hvad er din vigtigste livslære?
Overordnet er det nok, at vi skal orientere os efter kærligheden frem for noget andet. Mit yndlingscitat i Biblen er fra Hebræerbrevet, hvor der står: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

For mig er det den vigtigste livslære, fordi vi lever i en tid, hvor alt netop er så skalerbart, målbart og kontrolleret. Men jeg vil virkelig gerne stå på mål for, at alle de vigtige ting i livet ikke er til at tage og føle på. Kærligheden og troen. Hvis vi hele tiden stiller spørgsmålstegn ved den eller skal bevise den, så er det faktisk det samme som at devaluere den. Hvis man skal leve efter det, skal man også vide, at tvivlen hører med til det at være menneskelig. Man skal ikke blive bange for tvivlen, den må gerne være der.”