Det er ualmindeligt koldt og vinter-agtigt på Nørrebro denne tirsdag eftermiddag. Men indenfor i Kristuskirken har crossyoga-underviser Rie Frilund Skårhøj tændt de store messingstager med tykke stearinlys, og der er varme på varmeapparaterne. Hun deler tæpper og yogamåtter ud og beder ud lægge os i en halvcirkel foran alteret.
Så ligger vi der og kigger op mod kirkens hvælving. Der er højt til loftet, og mens hvilepulsen daler, beder Rie Frilund Skårhøj os blidt om at lægge vores bekymringer og problemer fra os for en stund. Måske forestille os, at de bliver lagt som små klodser ved siden af os på gulvet. Eller vi kan forsøge overlade dem ”til noget større. Det kunne være Gud”.
Jeg har gået til yoga on and off i 20 år. Jeg har rejst rundt med rygsæk i Indien og besøgt forskellige yogashalaer og ashrams og har efterhånden prøvet det meste indenfor genren, Astanga, hot yoga, restorativ, Bikram og yin, men jeg vender altid tilbage til favoritten Hatha. De rolige, lange, blide stræk med fokus på hofter og lænd uden stressende flows og højt tempo. Ahh.
Fordi yoga og jeg har dette lange kærlighedsforhold, har jeg gennem længere tid været nysgerrig på, hvad kristen yoga egentlig går ud på. Jeg har set begrebet nævnt rundt omkring, ofte omtalt som kirkeyoga eller crossyoga. Så nu skal det være.
Den traditionelle yoga fra Indien siges at være mange tusinde år gammel og have rødder i hinduismen. Den kom til Vesten i slut-60’erne og 70’erne med hippiernes rejser og kærlighed til Asien og Østen. I dag er yoga blevet en folkesport i Danmark. En undersøgelse af danskernes motionsvaner fra 2020 fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 16 procent af danskerne nu dyrker yoga, langt størstedelen kvinder. Dermed er yoga den sjette mest udbredte sportsgren herhjemme og foran for eksempel fodbold og Crossfit.
Amerikansk forbillede
Yoga-underviser Rie Frilund Skårhøj er ikke præst, men kristen og har haft en kristen opvækst. Hun er uddannet sociolog og fitnessinstruktør og faldt for yogaen for 8-9 år siden på en ferie, hvor hun lavede yoga efter nogle YouTube-videoer på hotellet. Ret hurtigt fik hun tanken om, hvorfor ingen havde forenet et kristent budskab i stedet for et hinduistisk med yogaen, som jo overordnet set er en serie gymnastikøvelser.
Hun kom derefter i kontakt med det amerikanske Yoga Faith-community og tog deres uddannelse som underviser i kristen yoga. I dag underviser hun i sin egen form for kristen yoga, Crossyoga, som er mere nedtonet og uden høj, kristen popmusik, som mange elsker i The US.
Alle, der har besøgt en traditionel yogatime, ved, at der knytter sig en helt særlig mytologi og et særligt sprog til yogaen. Det er sanskrit-ord som asana, namaste, savasana, pranayama, mantra, ohm og så videre. Alle disse begreber har Rie renset sine yogatimer for, og der er heller ikke et ord om rodlåse og chakra.
”Det er ikke, fordi jeg er bange for hinduisme eller sanskrit, men jeg synes, det er lidt højrøvet og sært at tale sanskrit her i Danmark. Derfor siger jeg bare tingene på dansk. Yogaen har jo ændret sig enormt meget de sidste 30 år og er blevet en almindelig træningsform. Det, jeg gør, er så at fjerne noget af det, jeg kalder yogafilosofien, og erstatte det med en forsigtig måde at tale kristendom på”, fortæller hun.
Faktisk betyder den indiske hilsen ”namaste” blot: Det guddommelige i mig, hilser det guddommelige i dig, og det kan man jo sige på mange måder og mange sprog. Der har de senere år jævnligt været debat i aviserne, hvor konservative præster har udtalt, at man som kristen ikke bør deltage i yogaundervisning, fordi den er baseret på et religiøst udgangspunkt, der ikke harmonerer med en kristen tro.
Det tænker jeg over, mens vi ligger på yogamåtterne. Vil vi mon blive kristent indoktrineret her? Men jeg ser faktisk ikke den helt store afgrundsdybe forskel på hinduismens mantraer og kristendommens bønner. Rie Frilund Skårhøj citerer en af Kristendommens mest berømte bønner højt for os, nemlig sindsrobønnen. Den er ofte forbundet med Anonyme Alkoholikere og amerikanske film, men bærer et virkeligt smukt almentmenneskeligt budskab i sig:
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.” Jeg tænker, at det er lidt ligesom, når underviseren til en traditionel yogatime beder om, at vi laver en intention for timen, og om hvad vi gerne vil tage med os.
Udånd en bøn
Der er rolig klavermusik i stedet for indisk pling-pling, og Rie Frilund Skårhøj taler om, at vi skal prøve at lægge hverdagens travlhed og usikkerhed fra os nu. At vi skal holde en pause fra at sammenligne os med andre, og så foreslår hun, at vi udånder en lille bøn. Hun beder os hvile i tanken om, at vi er vigtige hver især, og at der er en grund til, at netop vi er her på jorden.
På mig virker den slags tale meget beroligende en hektisk tirsdag eftermiddag, hvor jeg ikke har købt ind til aftensmad endnu og har et barn og en hund, der venter på mor derhjemme. Jeg befinder mig faktisk lige pludseligt i et roligt nu, mens vi gennemgår en serie afslappende hatha-yogastillinger. Der bliver læst lidt højt fra første Korintherbrev kapitel 12 i det nye testamente om åndelige gaver og kirkens fysiske rum. Det virker ret naturligt, her i kirkens rum, at tænke lidt over det.
”Til fyraftensyoga som i dag kommer folk ind fra gaden. Nogle er kristne og kommer i kirken, men mange er ikke. Så jeg taler lidt forsigtigt om Gud, og vi laver bevægelsesyoga, som man kender det fra aftenskolerne. I Folkekirken er det jo sådan, at har man noget på hjerte, behøver man ikke være præst for at dele det. Luther siger, at vi alle er præster, og det her er min måde at tale tro og bevægelse,” fortæller Rie Frilund Skårhøj bagefter.
Er det også en måde at lokke nye folk ind i kirken på?
”Det håber jeg da. At folk får en dejlig oplevelse med kirken og måske troen, og at de opdager, at troen kan være en god støtte i en hektisk og nogle gange svær hverdag”.
Du kan prøve Crossyoga hver tirsdag kl. 16.30 i Kristuskirken, Baggesensgade 7 på Nørrebro. Det koster 60 kroner, og man behøver ikke tilmelde sig.
