I en tid, hvor vi fejrer børn, moderskab og det perfekte børnefamilieliv som aldrig før, er det helt saliggørende med en tv-serie, der gør det stik modsatte. HBO’s britiske gyserkomedieserie ’The Baby’ har en mystisk, ond baby som centrum, og nogle kvindelige, ikke særligt søde hovedpersoner, som forsøger at dræbe dette uelskelige barn.
Den navnløse baby dumper bogstaveligt talt ned i armene på hovedpersonen Tasha, der er i slutningen af 30’erne, ikke har nogen børn, ikke skal have nogen børn og generelt er i krise over, at alle hendes veninder er gravide eller småbørnsmødre.
Vores umodne antiheltinde vil nemlig hellere ryge, drikke, arbejde og holde pokeraftener, og hun sprutter af vrede over vennernes baby showers og positive graviditetstests på de sociale medier.
”Hvorfor vil de være ligesom alle de andre narhoveder,” undrer hun sig. Man forstår hendes elendighed over, at alle omkring hende ændrer deres liv radikalt ved at indgå i familier, mens hun flyder rundt alene og ryger og hører høj jungle i sin bil. Hun er med andre ord til en fest, voksenlivet, hvor hun ikke taler sproget.
Det er så hos denne, ret brovtne og ikke særligt hjertevarme kvinde, at en baby dumper ned fra oven. Altså bogstaveligt talt falder ud over en klippe, sammen med en død mor, og lander uskadt i armene på Tasha, den mindst moderlige kvinde i Storbritannien. Og så starter historien – for denne baby er ret creepy og viser sig at være umulig at slippe af med.
Alle omkring Tasha og babyen dør på brutale og uforklarlige måder, og det er både surrealistisk og med en del overnaturlige overtoner. Der foregår et eller andet, som vi kun får antydet og ikke forstår. Babyen er som sådan ikke morder, men vi er ikke i tvivl om, at der er noget helt galt med barnet, når det gang på gang knytter sig til en ny kærlig og skruk kvinde, hvorefter den nye ”mor” dør.
Hvor meget Tasha end kæmper for ikke at knytte sig til sin uønskede, onde baby, så er hun heller ikke helt afstumpet, og hun kan ikke slå spædbarnet ihjel eller efterlade det, selv ikke for at redde sit eget eller andres liv. På mange måder skriver ‘The Baby’ sig ind i en ofte overset del af kulturhistorien – den som er beboet af kvinder med uønskede børn med slæb. Ikke alle børn er ønskebørn, og serien sender også en lille kærlig hilsen til ‘Rosemary’s Baby’.
’The Baby’ er befolket af en hel håndfuld spøjse kvindelige karakterer, mænd er der af en eller anden grund ikke rigtig nogen af, men der optræder et weird flippet kvindekollektiv, og alle personer er ret genderfluid-queer, ligesom der stort set ikke er nogle hvide med i serien, andre end altså den uhyggelige baby.
Noget af det sjoveste ved serien er, at den tager så meget pis på den igangværende moderkult omkring barsel, graviditet og spædbørn, hvor vi ser, hvor overgearet det hele er gennem Tashas iskolde æggeledere med et super uhyggeligt legeland, et mytisk norsk vidundersovemiddel til vågne babyer, og mødre der nærmest virker hjernevaskede. Bare det at se et barn i en bil uden autostol er jo chokerende i vore dage, men Tasha er ikke super investeret i babyens sikkerhed og fragter ham derfor rundt i en vasketøjskurv.
Der er masser af mindfucks undervejs, men jeg er især vild med antydningens kunst i serien: Vi ser aldrig babyen være rigtig ond, men vi ved, at den er det. Og det at gøre det mest uskyldige og sårbare – et lille barn – til et morderisk røvhul trykker på nogle spændende knapper – selv for en mor som mig. Jeg er fire episoder inde og skal helt sikkert se de sidste fire, så snart de bliver tilgængelige.
