En ode til det elskede kabel der forbandt musikken til dit hoved
Radio & podcast
menu-close

Hit The Road Minijack: En ode til det elskede kabel der forbandt musikken til dit hoved

26. november 2018 |

Det ældgamle og driftsikre minijack-stik har snart slået sin sidste knude på ledningen. Bluetooth, WIFI, streaming og ikke mindst Apple er ved at udfase stikket. Så her er en ode til stikket, der forbandt din walkman med din helt egen musiksmag og igen og igen har reddet festen.

Hiphop-, wrestling og The Simpsons-ekspert, nørd og skolelærer som voksenjob.

Close-up af et klassisk RCA-kabel der kan forbinde anlæg med telefon og afspille festmusik i tilfælde af WIFI-kiks. Foto: Vincent Botta/ Unsplash

I mere end et halvt århundrede har minijack-stikket været den universelle måde at forbinde lyden fra transportable musikafspillere med dine ører – eller festens højttalere. Fra transistorradio og walkman over discman og minidisc til iPod og smartphone har hovedtelefonerne fulgt med fra stik til stik.

Men med trådløse bluetooth-forbindelser er behovet for minijack-indgange i afspillerne blevet mindre og mindre. I Apples nyeste iPhone X er indgangen helt forsvundet. Selvom der følger en omformer med til deres eget specialstik, er det ikke svært at se, hvilken vej vinden blæser for minijack: Vores allesammens minijack er på vej ud.

Egentlig blev jackstikket opfundet til telefoncentralerne allerede i 1800-tallet, så damerne ved omstillingsbordet kunne flytte kablerne og sørge for, at der blev stillet om til den rigtige abonnent. Siden har minijackstikket udviklet sig til at forbinde lyd i alt fra flytrafik til musikinstrumenter. Miniatureversionen af stikket kom frem i 1950’erne som en almindelig måde at få et stereosignal fra transistorradioen sendt til begge ører, hvis man ikke ønskede, at andre kunne lytte med.

Nu er musikken kun for mig, kun for mig

Da den japanske elektronikproducent Sony introducerede walkman’en i 1979, var det med minijack som standard. Modsat tidligere, hvor radioen altid havde en indbygget højttaler, er hovedtelefonerne nu den eneste måde at lytte med, når musikken spiller. På den måde har hovedtelefonerne altid haft både en social og en asocial kvalitet; du kan tage musikken med dig, men du har den for dig selv.

Allerede i 1981 havde guitaristen og sangskriveren fra Shu-Bi-Dua, Michael Hardinger, temmelig fremsynet, sit vel nok største solohit med nummeret ’Walk-Mand!’. Han indkapsler med vanlig hygge-ironi dilemmaet i at lytte til musik for sig selv, når man er ude i verden. Teksten lyder således:

“Jeg ville gå i den grønne skov

For jeg har hørt, det skulle være så sjovt

Så det gjorde jeg

Men vor herre bevare mig vel 

For både unger og fugle skreg

Så jeg blev nødt til at gå min vej

Så det gjorde jeg

Du kender det selv fra dig selv…

Nu har jeg købt mig en walkman!

Nu lyder skoven som New York mand

Og der er ingen, der skal forstyrre mig mer’”

Firserfly fremtidsteknologi

Som årgang 79’er er jeg født ind i den transportable musiks tidsalder. Selv før jeg kunne læse, kan jeg huske reklamerne for walkman’en med hovedtelefoner med orange puder i Anders And-bladet. I 1985 kom tv-serien ’Ludo’ på tv om en kernefamilie på sommerferie. Her tullede den mutte teenager Ole, spillet af en ung Karl Bille, rundt med H2O-kluns og de karakteristiske hovedtelefoner som fast del af påklædningen.

LYT TIL: Residensen med gæst PTA aka Peter T. Aagaard

Dengang var det mit store ønske at få netop disse hovedtelefoner, men desværre var det en uopnåelig drøm. Hjemme havde vi skuffen fuld af hovedtelefoner fra tiden, hvor min bedstefar ejede P&P-Radio inde i Århus. De havde dog allesammen gigantiske skåle til ørerne og det gammeldags, store jackstik. Det vil sige, at man skulle bruge en ’jack-til-minijack’-omformer for at kunne stikke den i noget som helst transportabelt, hvilket ikke ligefrem osede af firserfly fremtidsteknologi …

Hiphoppens hjemmerøveri gennem hovedtelefonerne

Med tiden blev musikken en større og større del af mit liv. Via en parabol på taget gjorde ’The Simpsons’, wrestling og ikke mindst ’Yo! MTV Raps’ sin entre i min verden. Hiphoppen og jeg smeltede sammen, og havde jeg ikke et kassettebånd med de nyeste, sygeste numre i walkman’en, var min dag ødelagt. Jeg følte mig som Ice-T i ’Six ’N The Mornin’’, da han bliver vækket af strømerne og må flygte uden musik:

“6 in the morning, police at my door

Fresh Adidas squeak across the bathroom floor

Out my back window I make a escape

Don’t even get a chance to grab my old school tape” 

De voldsomme, sexfikserede tekster var lige noget for en nørdet teenager. Dog var det i udpræget grad ikke noget for mine forældre, så i stedet for at blæse ’Girls Let’s Get But Naked And Fuck’ ud af højttalerne, kørte musikken i et par hørebøffer. At der var andre som mig, der gjorde hovedtelefonerne til den primære kilde for hiphopmusik, blev senere tydeligt på coveret til Ice-T’s ’Home Invasion’-album.

Her ses Ice-T i hjørnet med direkte adgang til hjernen på en dreng med hovedtelefoner på. Hans hoved fyldes med voldsfantasier, men også afrocentriske tanker. Billedet bliver på den måde et symbol for forældrenes frygt for, at Ice-T kan begå hjemmerøveri gennem børnenes ører.

Soundtracket til vådt og vindblæst vejr

Ret beset er hiphop ikke lavet til at blive spillet i en walkman, hvor man gemmer musikken i hovedtelefoner. Det er skabt til at blive blastet ud i ghettoen fra en boombox eller ud af højttalerne på en lowrider, der cruiser langsomt ned ad Crenshaw Boulevard i LA, mens Dr. Dre’s ’The Chronic’ er på anlægget.

Q-Tip fra A Tribe Called Quest udtalte om det legendariske ’Midnight Marauders’-album, at lyden er designet til at blæse ud af gigantiske subwoofere placeret bag i de jeeps, som newyorkerne yndede at rulle tungt i.

Men herhjemme var det så som så med bilerne. De fleste var heldige, hvis de kunne låne forældrenes stationcar, og der lød anlægget ofte som en clockradio. Men på gå-ben eller cykel, hvis man da virkelig levede på kanten, var hovedtelefonerne vores svar på amerikanernes bilstereo.

LYT TIL: Et orgie af tracks og tanker bag Suspekt med Emil Simonsen

Måske derfor er det symptomatisk, at noget af det allerbedste hovedtelefonsmusik også er europæiske genrer, i særdeles den elektroniske, atmosfæriske triphop, fra Massive Attack til Portishead og Tricky. Lyden minder om vandringer gennem by og skov, ofte i vådt og vindblæst vejr. Netop Tricky har også produceret den ultimative hyldest til hørebøfferne, nemlig ’Headphones’, der er at finde på Björks album ’Post’. En afrobrite fra Brixton møder en flagrende islænding, og afdæmpet musik opstår:

“My headphones

They saved my life

Your tape

It lulled me to sleep

To sleep, to sleep”

Zen og kunsten at løse knuder på et kabel

Med tiden er walkman erstattet af discman, der blev til en mp3-afspiller for foreløbigt at ende med, at vi transporterer al vor musik rundt i telefoner. Og så kom landvindingen: bluetooth. Nu var der slet ikke brug for kabler af nogen slags. Pludselig blev gadeæstetikken i et par Beats By Dre-hovedtelefoner, der koster det meste af en SU, mangedoblet. Det er også her, eventyret foreløbig slutter for minijack-stikket, da indgangen som sagt ikke findes i de nye iPhones. Med det teknologiske skridt slutter årtiers kamp mod kabler, der blev til gordiske knuder i lommen, som man skulle være spejder med adskillige duelighedstegn for at løsne.

 

Artiklens forfatter, PTA, med sine elskede hovedtelefoner. Privatfoto

Jeg har egentlig altid syntes, der var lidt zen over kunsten at løse en ordentlig gang kluddermor på kablet til et sæt hovedtelefoner. Men man må jo følge med udviklingen. Det er trods alt smart, når midtlivskrisen kradser, at mine løbehovedtelefoner nu connecter trådløst med min telefon, så Endomondo kan fortælle mig, hvor langsomt jeg snegler mig afsted på løberuten.

Trådløs connection uden forbindelse

Det vil sige, at jeg, i det Herrens år 2018, forleden befandt mig i en fejende flot B&O-forretning i Rødovre, hvor jeg skulle se på et par nye hovedtelefoner – trådløse forstås. Og de er pæne, det er de. Jeg fik også kyndig vejledning af manden, der var som snydt ud af min bedstefars gamle radioforretning. Men da jeg skulle lytte til dem, var det, som om der ikke rigtig var hul igennem.

“De skal lige connecte,” forsikrede den betroede medarbejder. “Det kan tage nogle sekunder.” Men der var ingen forbindelse.

“Jeg har ellers haft dem i USB-stikket til at lade op,” sukkede han. “Men de mangler sgu nok batteri”. En sælger af landets førende lydprodukter blev her reduceret til pauseklovn, mens vi venter på, at der skal komme strøm i apparatet. Det mindede mig om utallige privatfester, hvor højttaler og afspiller ikke har kunnet finde hinanden via WIFI, og festens vært er nødt til at finde det gode gamle kabel til minijack frem for at redde dansegulvet.

LÆS OGSÅ: 10 år med streaming: Hvordan Spotify ændrede musikbranchen

Senere nævnte jeg trådløs-problematikken for min papsøn, der som tweenager snart træder ind i rollen som superforbruger af alle de teknologiske lyksaligheder.

“Vil det sige, at der slet ikke kommer til at være en indgang til hovedtelefonerne i min næste iPhone?”, vil han vide. Jeg væver en historie sammen, der minder om den, du lige har læst, og slutter med at sige, at det jo er smart, at man kan forbinde lyd trådløst. Han nikker, velopdragen som han er, men slutter alligevel med et:

“Men det er nu mest sikkert, at man bare kan sætte stikket i!”

Hit the road minijack – eller comeback?

Således sluttede oden til minijack-stikket, der i al fald i Apples verden bliver bedt om at “hit the road” nu grundet teknologisk udvikling og selvfølgelig mersalg af nye hørebøffer til hele kloden. Og så alligevel, for i aftes, da jeg havde skrevet færdig, blinkede Zlatan Ibrahimovic til mig i reklamen for den nye Samsung Galaxy. Imens præsterede han grund #9 til at købe telefonen: Den har stadig det samme gamle minijack-stik …

Peter Aagaard

Hiphop-, wrestling og The Simpsons-ekspert, nørd og skolelærer som voksenjob.