Michael williams
PR-foto

Q&A med Michael Williams: “Jeg ser mest frem til, at det her corona-shit er ovre, så jeg kan lave nogle fucking moshpits”

Den unge upcoming artist Michael Williams vil introducere danskerne til hybridgenren trap, der indtil videre primært har hørt hjemme på den amerikanske hiphopscene. En genre der ifølge artisten først og fremmest handler om vibes.

Som 16-årig begyndte Michael Williams at lave musik i en ny genre på den danske hiphopscene: Trap. Lige så snart han begynder at rappe, skinner inspirationen fra de amerikanske artister tydeligt igennem. I hybrid-hiphopgenren trap er viben ifølge Williams altafgørende. En vibe som han ikke desto mindre har formået at indkapsle i sin endnu spirende karriere.

Vi har stillet ham nogle spørgsmål om, hvordan det er at være ung spydspids for en genre, der endnu ikke er helt etableret i Danmark.

Hvad kendetegner din musik?

“Det er egentlig bare en vibe. Det er svært at forklare, men vi har formået at ramme den der trap-vibe med den musik, vi laver. Det er svært at få folk med på den i Danmark, fordi der ikke er så mange, der har gjort det før. Jeg ved ikke, hvad jeg ville lave, hvis ikke jeg skulle lave trap-musik. Så mine tekster træder måske også ud i forhold til andres. Jeg har lidt min egen måde at udtrykke mig på. Mig og mine venner har altid næsten kun set amerikanske ting. Så mange af deres ord og lingo bliver ligesom en del af vores udtryk.”

Kan du beskrive din musik med tre ord?

“Energisk, vibe, undergrund. For det er de tre ord, jeg føler er længst fra det mainstream.”

Hvor finder du inspiration til din musik?

“Jeg har altid fundet inspiration i andre artister, som jeg selv hører. Amerikansk trap og sådan noget. I øjeblikket lytter jeg meget til Benny Jams, Kesi og en amerikansk artist der hedder G$ Lil Ronnie.”

Har du fundet nye inspirationskilder under karantænen?

“Jeg har lyttet rigtig meget til reggae faktisk. Nogle gange kan det være lidt stressende at høre trap-musik hele tiden. Så jeg kan godt lide at have noget andet, jeg også kan høre. Så reggae har jeg hørt meget. Jeg har selvfølgelig hørt Bob Marley, og så har jeg egentlig bare fundet en masse underligt på YouTube. Min mor har altid hørt reggae, så jeg har bare sagt til hende, at hun skal sende mig alt muligt good shit. Det er nogle genrer, der er meget langt fra hinanden, så det gør sikkert også gavn, at det hele bliver lidt anderledes. Jeg tror ikke, der er så mange, der drager inspiration fra reggae til trap.”

Hvad er det bedste ved at være musiker?

“Det fedeste er helt klart at spille shows. Det har altid været den bedste del af det for mig. Fans der kommer og kan ens sange. Det er den fedeste følelse. Jeg er altid in the zone inden og efter et godt show – hvor man er helt hypet på det og bare har lyst til at lave mere musik. Når man har lagt tid i noget, og andre så viser, at de også fucker med det. Ligesom at blive anerkendt for det, man har lagt sin tid i.”

Hvor ser du dig selv om fem år?

“Jeg har ikke nogen specifikke mål, for jeg tænker ikke så meget på, at jeg skal nå noget. Mit mål er egentlig bare at lave et sindssygt album og lave noget fed musik. Jeg tror bare, det påvirker ens tilgang til musik, hvis man tænker, at man skal nå at spille et særligt sted eller blive megastor. Jeg tror mere, at jeg bare håber, at de ting kommer. Som at spille på Roskilde igen. Det håber jeg sker, men hvis ikke er det også ok.”

Hvad glæder du dig mest til i 2021?

“Jeg ser mest frem til, at det her corona-shit er ovre, så jeg kan lave nogle fucking moshpits. Og stå op til koncerter. For det har virkelig været deprimerende ikke at kunne spille nogle ordentlige koncerter.”

Du kan opleve Michael Williams optræde til Heartbeats’ ’Home Sessions’ fredag den 18.december.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics