Skuespiller Angela Bundalovic fra ‘Copenhagen Cowboy’: “Jeg er altid nervøs, når jeg går på arbejde”

At være en skuespiller som mig…

“… er uforudsigeligt. Men jeg kan godt lide, at jeg heller ikke ved, hvad der sker, når jeg så går ind i en proces. Jeg træder ind i nogle verdener, og jeg ved ikke, hvilken indflydelse de kan få på mig.

For mig er det en god rejse ind i noget andet – og ikke at være i sig selv et stykke tid, og se livet igennem nogle andres øjne.

De seneste par år har jeg været medspiller i nogle kunstneres dristige og fantasifulde projekter. Den slags arbejde elsker jeg at tage del i, hvor der bliver taget chancer, og man gør tingene på sin egen måde.”

Når jeg arbejder, er jeg altid…

“… nervøs. Jeg elsker at gå på, men jeg er så nervøs. Mine knæ ryster, og så lige så snart, jeg optræder, er nerverne væk.

Jeg tror, det er, fordi jeg er meget sårbar på en scene. Den sårbarhed, vi alle nok går rundt med, puttes helt på spidsen og intensiveres med 1000 procent.

I forbindelse med at komme ind i rollen som Miu lavede jeg meditation. Jeg lavede full drop, hvor jeg lå på ryggen, skannede kroppen, lod knoglerne, kødet og vævet smelte, og mærkede hvor jeg havde spændinger for at give helt slip. Nogle gange faldt jeg i søvn, og andre gange røg jeg i en drømmetilstand, som mindede meget om min tilstand som Miu.”

Den bedste beslutning i mit arbejdsliv…

“… var at søge ind på Dans og Koreografi på Scenekunstskolen. Da jeg kom ind, troede jeg ikke, det var rigtigt. Det var et skud for mig, fordi jeg faktisk var startet på arkæologi på universitetet. Det der med at blive set og få et ja fra nogle dansere, nogle erfarne dansere, som underviste på skolen, og som jeg beundrede, det var et stort øjeblik for mig.

Og så er det at arbejde med og fra kroppen og fysikken en vigtig ting for mig.”

Den superhelt, jeg har følt størst samhørighed med nogensinde…

“… jeg følger ikke særligt meget med i superhelte. Så jeg vælger Peter Pan. Han er lidt af en helt i mine øjne. Det er nok, fordi jeg har haft det rigtig svært med at blive voksen. Nu hvor jeg bliver lidt ældre, kan jeg mærke, at jeg er god til at blive voksen ansvarsmæssigt, men emotionelt synes jeg, det er svært. Mine følelser er stadig meget barnlige. Jeg tror nogle gange, at mit temperament kan være meget barnligt og ret irrationelt. De gode ved det barnlige er til gengæld den store nysgerrighed, sanselighed og impulsivitet.” 

Den person, der har betydet mest for mig som skuespiller…

“… jeg har lidt lyst til at svare min friskole. Den var meget kreativ og social, og vi havde meget teater og musik. Oprindeligt havde skolen faktisk ikke stole, men bare nogle mælkekasser og ølkasser, og alle klasser var blandet. Hvis ikke jeg havde gået på den skole, så tror jeg ikke, at jeg havde været den, jeg er nu.”

Sidste gang jeg græd…

“… var i lørdags. Det var til Billie Holiday, ‘My Man’. Jeg var lige kommet hjem fra Stockholm og var i mit køkken, og så satte jeg den på og begyndte bare at græde. Jeg læste hendes biografi som teenager, og jeg har altid været fascineret af hende. Når Billie synger noget, så mener hun det virkelig.

Jeg synes, gråden er rigtig god, fordi jeg føler, at noget virkelig kommer ud af mig, og at jeg får renset min sjæl og min måde at se noget på. Det er som om, at jeg vågner op bagefter.”

Min største drøm…

“… er at være lykkelig med børn og partner en dag. Jeg tror på lykken. For mig kommer den med det at elske passioneret. At elske naturen, mennesker og det man foretager sig. Men den har jo forskellige betydninger hos os alle, heldigvis, for den er ikke én fast ting.”

Det knuser mit hjerte…

 “… så meget ødelæggelse i verden.”

Hvis mit 100-årige jeg skrev et brev til mig, ville der stå…

“… giv slip. Især at give slip på mine bebrejdelser og ikke at undertrykke noget.”