citron
Foto: Shutterstock

Der er en pilrådden kultur inde på dba.dk: Morgenbeats undrer sig

Hvad taler folk om, som du gerne vil forstå, og hvad kan du selv bidrage med, så andre lytter? Her er ugens Morgenbeats med fire samtaleemner, der kan redde din dag ved kaffeautomaten.

Høeg er (igen) hot

Kristoffer Zøllner

Der var engang, hvor Peter Høeg var den mest lysende stjerne på den danske litteraturhimmel, og alt, fra hans lysende blå øjne, bare fødder og det faktum, at han mediterede og spiste vegetarisk gjorde, at alle bare syntes, at Høeg var alletiders. Sådan havde jeg det også selv, og ‘Fortællinger om natten’ og ‘De måske egnede’ er for mig stadigvæk fremragende bøger, ligesom der er en en helt bestemt sexscene i ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’, som ingen bør snyde sig selv for. OG så var der også rigtigt mange år, hvor Peter Høeg bare var lidt bad taste, og det hele blev for new age og weird, og man tænkte på, hvad fanden ham tossen lavede ovre i Væksthuset i Nørre Snede, mens han tilsyneladende skrev romaner med venstre hånd. Men så går det der mærkelige fænomen, man kalder tiden, og pludselig er Peter Høeg igen god smag, og anmelderne kan lide ham, og selv på Louisiana er han velkommen. Og hvor er det dog dejligt, for vi kan også lide ham, og i denne video, som er en del af det digitale Louisiana Literature, taler han faktisk om alt det, og det er både godt og inspirerende.

Julen 2020 er nødvendig!

Ditte Giese

Vi plejer at bruge tiden mellem sensommer og juleaften på at beklage os over, at markedskræfterne og detailbranchen igen i år starter alt det jule-halløj for tidligt og finder på nye ting at lokke penge ud af os på. De senere år har den nye børnefamilie-højtid, Halloween, dog klinet sig ind og udskudt juleræset lidt. Men i år slog Corona Halloween ihjel, og derfor er julen allerede i fuld gang. Og det er en god ting. Vi har nemlig brug for at varme os ved noget efter et rædselsår på afstand af hinanden med kollektiv angst, sygdom, alvor og nyhedslede. Julen er derfor den varme trøje af kærlighed, tradition og omsorg, som vi har savnet. Julen har pludseligt et formål i år og er nødvendig. Personligt har jeg tænkt mig at gå Joan Collins i bedene denne jul og gå all in. Der er ikke noget bedre at bruge hjemmetiden på. Derfor bliver Julen 2020 over the top på alle planer. Vi taler julebag, julesweater, krans på døren, det største træ i byen, lyskæder, sang, julefilm, gløgg, Disney og julekoncerter. Der er kun en vej frem, folkens, og den går via hjerternes fest. Who’s with me?

Joan Collins

‘The Crown’ er tilbage

Emilie animation
Emilie Søndergaard

Det er som om, at november er måneden for dage, der paradoksalt nok er kortere end nogensinde og alligevel aldrig synes at ende. Min ekstase – da jeg fandt ud af, at sæson fire af ‘The Crown’ endelig er kommet på Netflix – vil derfor ingen ende tage. Til de, der endnu ikke har set serien, er det et dramatisk indblik i den engelske kongefamilie. Selvom serien til tider foregår i et søvndyssende tempo, har den et øje for detaljerne, der gør historiens så forbandet velfortalt og fængende, at det er svært ikke at trykke ‘Keep Watching’, når Netflix spørger. Og derfor glæder jeg mig også unægteligt meget til at se den nye sæson, hvor folkets prinsesse endelig indtager scenen.

Brugtmarkedets barylere

thomas balslev
Thomas Balslev

Hjemme hos mig handler vi ret meget brugt. Min kæreste bruger tit den geniale app Reshopper til at købe sprøde outfits til vores søn, og jeg kigger rigtig meget på motorcykler på dba.dk lige for tiden. At handle brugt er på mange måder federe end at handle nyt, men det er også lort. For der er en grim tendens til, at folk ikke fatter at holde en simpel aftale. Der hersker en forkælet arrogance og en rådden kultur blandt både købere og sælgere, der tror, at de kan ændre en aftale helt frem til det aftalte tidspunkt. Men når man har en aftale torsdag middag, har man en aftale torsdag middag. Færdig. Jeg er pisse træt af at “skubbe det til imorgen” og at være modellervoks i fremmede menneskers ugeplaner. Jeg vil gerne købe din lampe, men gider ikke at betale up front, før jeg har set din fucking lampe, fordi du siger, at nogen byder mere og kan hente allerede i dag. Og nej, jeg gider heller ikke love, at mit bord kan være i din VW Up, for jeg har ikke en Up, og jeg ved ikke, hvor meget plads der er i en Up. Slet ikke i din Up. Nå men, så må hun springe fra. Selvom hun skulle have været her for en halv time siden. Jøsses. Hvad er der blevet af normale mennesker?


Du har netop læst vores ugentlige morgenbeats. Du kan få dem som nyhedsbrev HER ❤️

Footer graphics