Jeg er blevet seriøst træt af argumentet om, at det var en anden tid, da chefer forgreb sig på unge piger.
Må jeg ikke minde om, at det er i denne tid, da TV2 News pålagde deres kvindelige tv-værter at sige højt til seerne, hvis de havde skrevet under på støttebrevet til Sofie Linde? I samme uge, som de også sendte en udgave af ’Presselogen’ med mandelige mediechefer og en studievært, som benægtede, at der skulle have været sexisme på TV2.
Det er også vores tid, at Weekendavisen videregav kvinders fortrolige vidneudsagn om Naser Khader uden deres tilsagn. Det må også betegnes som nutid, da Politiken fremlagde Jes Dorphs sag med en stærk redigeret udgave af de forulempedes vidneudsagn, så de mest fremstod som sarte.
Det er også lige nu, at chefer fra TV2 til Politiken og BT nægter at anerkende deres ansvar og kommer med enten sløje undskyldninger eller mærkværdige bortforklaringer. Det var også nu, at Ekstra Bladet bragte overskriften ’SEX MED CHEFEN EFTER TO UGER’ umiddelbart efter dokumentaren, hvor en stærkt traumatiseret Therese Philipsen fortæller, hvordan hun blev brutalt udnyttet af to chefer på TV2, da hun kun var i starten af 20’erne.
Jeg er blevet klogere
Det er også i denne tid, at jeg ikke skrev under på støtteerklæringen til Sofie Linde, da jeg aldrig selv har oplevet seksuelle krænkelser eller kendt til dem. Jeg er så blevet utrolig meget klogere, da skeletterne er væltet ud af skabene lige siden. Bare fordi man ikke selv oplever at blive krænket, så betyder det ikke, at det ikke finder sted. I dag ville jeg være den første til at skrive under.
Sagen om DR’s pigekor, hvor ganske unge piger har været jaget vildt igennem 50 år, er så chokerende og ubehagelig, at jeg næsten ikke kan rumme det. At der bag de smukke smil og skønne stemmer, har befundet sig en dybt seksualiseret og grov tone, viser bare, hvor nemt vi føres bag lyset. Jeg har trods alt arbejdet i DR det meste af mit voksne liv, og jeg har aldrig hverken set eller hørt noget som helst.
LÆS OGSÅ:
Spot og mistænkeliggørelse
Jeg beundrer de kvinder, som vælger at stå frem med deres oplevelser. Som stiller sig op – velvidende at de vil blive udsat for alverdens spot og mistænkeliggørelse. Men så længe, at de direkte ansvarlige for krænkelserne – både dem i fortiden og dem i nutiden – ikke fatter, at det gælder om at påtage sig skylden, kommer vi ikke videre.
Jeg savner, at Anne Mette Svane fra Politiken påtager sig skylden for, at Therese Philipsen og Louise Degn skulle udsættes for mere end 40.000 menneskers internethad.
Jeg savner Martin Krasniks undskyldning for, at Khaders ofre skulle slæbes gennem sølet på forsiden af Weekendavisen. Jeg savner Michael Dyrbys erkendelse af sin egen rolle i den forkvaklede kultur på TV2, og jeg savner andet end pressemeddelelser og undvigemanøvrer fra TV2’s øverste chef, Anne Stig Engdal Christensen.
Måske de skulle lade sig inspirere af Maria Rørby Rønns utvetydige undskyldning til kvinderne fra DR’s Pigekor: ”UNDSKYLD. DET VAR IKKE JERES SKYLD. DET ER DR’S ANSVAR.”
Update: Efter klummens offentliggørelse har Anne Mette Svane fra Politiken undskyldt overfor de to kvinder i artiklen om Jes Dorph.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️