Når pålægschokoladen er fake news, er det godt, vi har Bernies merchandise!

Forleden kom jeg hjem med en pakke pålægschokolade. Det gør jeg tit, men den her gang havde jeg valgt en discountversion fra Extra, og det er alligevel lidt odiøst. Normalt køber jeg nemlig min pålægschokolade i Irma, da den er bedst. Irmas den mørke. Men da min gravide kæreste, som for tiden er en stor pålægschokolade-spiser, så, hvad jeg havde købt, faldt der brænde ned. Det var noget med, hvad fanden jeg havde gang i, og at vi ikke er en discount-familie. Optrinnet foranledigede en lille, men ret opsigtsvækkende, what the fuck-opdagelse, idet jeg fandt ud af, at den billige pålægschokolade var identisk med Irmas, som er betydeligt dyrere. Kun emballagen adskilte pakkerne fra hinanden, producenten var den samme, nemlig Carletti. Jeg følte mig naturligvis taget ved næsen af dette fuskeri, som i årevis har kostet mig svimlende beløb, fordi jeg har købt Irmas produkt i den tro, at her var der tale om dekadence – ikke discount. Men efter denne demaskering af byens absolut dyreste supermarked vil jeg aldrig igen begå samme fejl. Nu vil jeg omhyggeligt flytte indholdet fra Extra-pakken over i Irma-pakken for at hacke systemet. Betragt det bare som en opfordring.

Den amerikanske politiker Bernie Sanders har bogstavligt talt viet sit liv til at gøre USA til et mere tolerant land. I skrivende stund er han 79 år gammel, og intet tyder på, at han vil takke af og nyde en idyllisk alderdom på en sydstatsranch lige foreløbigt – og heldigvis for det. Alle elsker allerede Bernie, men den seneste uge har han bevist, hvorfor han fortjener en topplacering på listen over politiske all-stars. For ikke blot er hans politik den absolut mest sympatiske, du finder i hele USA; i min optik er han også en af de største social medie-legender i landets historie. Hvor min mormor på 84 år ikke engang kan skrive en SMS uden assistance, udnytter Bernie Sanders sin status som globalt meme-fænomen til at sælge merchandise på Instagram, hvoraf overskuddet går til velgørenhed i hans hjemstat, Vermont. Det er en genistreg så overlegen, at selv hans værste fjender må bøje sig i støvet. Selv prøvede jeg i øvrigt at få fingre i en af de eftertragtede t-shirts, men forgæves; al merchandise var for længst udsolgt.

Jeg har tænkt en del over den der nye samtykke-app. For en gammel feminist som mig kan det være svært at orientere sig i den ophedede samtykke-debat – jeg mener, hvor svært er det at vide, om nogen vil have sex med dig eller ej? Er man i tvivl, kan man vel bare spørge? Der er jo et helt sprog for sex, som er lækkert og frækt, som man bare kan kaste sig ud i. Alt med sex handler vel i øvrigt om at finde ud af, hvad man har lyst til og finde ud af det sammen. Men nu har vi så en samtykke-lov, hurra, så også de tonedøve kan lære, at man ikke må bolle med folk, der ikke vil. Og så er der kommet en samtykke-app, iConsent, som en slags modsvar, hvor man ligesom med MobilePay kan sende en anmodning om samtykke inden sex. Samtykket gælder for et samleje og gælder kun i 24 timer, står der (fordi ingen nogensinde har haft lyst og så siden mistet lyst???). Jeg prøver at forestille mig, hvordan en flirt, der trækker op til sex, ender i, at mobilerne kommer frem, og en beder den anden om et swipe samtykke. Det kan ikke andet end blive komisk. Men sådan var der sikkert også mange, der havde det første gang, de skulle stoppe op midt i hankypanky-hurlumhej for at tage et kondom på. Menneskedyret er primitivt og brutalt, så måske er løsningen digital?

Nye bekendtskaber kan komme de særeste steder fra, og som vi alle ved, så leger lige børn bedst, mens skæve børn leger sjovest. Under stormen på Capitol Hill for nylig dukkede to kendte ansigter op i mængden. Ikke sådan mega-kendte ansigter i Bruce Springsteen-ligaen, men mere sådan indie-feinschmecker-kendte. Derfor var det også ekstra kontroversielt, at de ret så alternative musikere, John Maus og Ariel Pink, stod smilende i forsamlingen og tog selfies midt i al postyret, da den slags typer som bekendt sjældent har republikanske tilbøjeligheder.

Der gik dog heller ikke lang tid, inden de begge to både var blevet ret så upopulære blandt fans og pladeselskaber – og selvfølgelig en del mindre hemmelige, end de hidtil havde været. Især Ariel Pink (Ariel Marcus Rosenberg) har fået en ny fan, og inden vi igen begynder på den lange snak om, hvorvidt man kan adskille kunstner og menneske, så lad mig lige slå fast, at det at støtte Trump hverken gør en til nazist eller pædofil, men måske allerhøjest til en provokatør. Og det er Ariel Pink, som alle gode rockstjerner alle dage har været det. Lyt bare til numre som ‘Baby’, ‘Lipstick’ eller ‘Bright Lit Blue Skies’ (som skal høres højt!!!) herunder.