Hjerteskærende: Man synker en ekstra gang, når man hører Britney Spears fortælle om sit triste liv

“Jeg vil bare have mit liv tilbage.” I sidste uge fik offentligheden for første gang Britney Spears’ egne ord for den værgeordning, hun har været underlagt siden sit offentlige sammenbrud for 13 år siden. I et desperat og ulykkeligt råb om hjælp fortalte den snart 40-årige sangerinde under en høring i retten, at hun har været udsat for tvangsmedicinering og er blevet tvunget til at tage på tour, selvom hun var ved at bryde sammen igen. Britney bestemmer ikke engang over sin egen krop og skal have sin fars tilladelse til at tage til lægen og få fjernet sin spiral og forsøge at blive gravid igen. Hendes.fars.tilladelse. “Jeg har været i chok. Jeg er traumatiseret. Men nu fortæller jeg dig sandheden. Jeg er ikke glad. Jeg kan ikke sove. Jeg er så vred, at det er sindssygt. Og jeg er deprimeret. Jeg græder hver dag,” læste Britney højt for dommeren. Og det er hjerteskærende at læse retsdokumenterne, for mens tusindvis af teenagepiger verden over i mange år drømte om at være lige så smuk, dygtig og berømt som Britney, drømmer verdensstjernen i virkeligheden om alt det, vi andre tager for givet. At kunne sætte sig ud i sin egen bil og køre ud at besøge sine venner. At kunne blive gift med den mand, hun elsker. At få et barn med ham. “Jeg lyver ikke. Jeg vil bare have mit liv tilbage. Der er gået 13 år. Og det er nok,” sagde sangerinden. Dommeren lod hende vide, at det krævede mod at stille sig frem foran hele verden med sin bøn. Og derfor synker man en ekstra gang, når man læser Britneys afsluttende kommentar til selvsamme dommer. “Jeg ville ønske, jeg kunne blive hos dig for evigt, for når jeg lægger på, vil jeg pludselig hører alle disse nej, nej, nej, nej. Jeg føler mig bundet, og jeg føler mig mobbet, og jeg føler mig udeladt og alene. Og jeg er træt af at føle mig alene.”

Man behøver ikke interessere sig synderligt for cykling for at nyde en god bog om cykling. Det synes jeg efterhånden at have erfaret en del gange – som en, der vitterligt ikke går op i cykling, men alligevel har sat pris på at læse forfattere som Jørgen Leth, Daniel Dencik og Victor Boy Lindholm folde deres personlige fascination af sporten ud i deres bøger. For nylig læste jeg så Bastian Emil Goldschmidts debut ‘Fremad’, der er en samling essays om cykelsporten og dens historie. Den er virkelig god. Og som en ikke uvæsentlig detalje er den fyldt med fede sort/hvid-billeder. Goldschmidt skriver ikke som de fleste. Han har et distingveret sprog med hang til episke billeder, der virkelig taler sportens koryfæer op. Det er sommetider ret højstemt, men det smitter, når han skriver om geniet Fausto Coppi, om hans rival Jacques Anquetil og om sprinteren Mario Cipollini, som var et historiens største fysiske pragteksemplarer. På en nærmest leksikalsk facon laver Goldschmidt også nedslag i sportens historie, og han fortæller indlevende om dramatiske etapesejrer, som jeg simpelthen blev nødt til at se på Youtube bagefter, fordi det blev så spændende beskrevet i bogen. Nu er Tour de France som bekendt i gang, og lige nu er ‘Fremad’ nok den bedste optakt, man kan give sig selv, hvis man har lyst til forstå verdens største cykelløb, og hvad der er på færde for de mennesker, som vier deres liv til sidde i en sadel og lide dag ud og dag ind.

Regeringen har lavet en ny aftale om elevfordeling på de danske gymnasier, der har som mål at bremse et parallelsamfund, hvor eleverne kun omgås andre unge mennesker med samme sociale forhold og baggrund. Den danske ungdom skal mødes på tværs af sociale og etniske skel, men det har skabt en del fortørnede reaktioner, og flere mener, at det er en frihedsberøvelse af Danmarks unge, der nu risikerer at blive splittet fra sine “ligesindede” venner. Jeg skal ærligt indrømme, at det også kradsede lidt i mine øjne og skar i min indre skabsliberalistiske frihedsgudinde, da jeg læste, at de vordende gymnasieelevers uddannelsessteder skal baseres på baggrund af etnicitet og forældrenes position. Hvorfor i alverden skal de unge belemres med det? I det frie og folkelige Danmark skal sådanne status- og identitetskategorier da slet ikke have betydning. Det er vel netop det, vi så ihærdigt prøver at bevæge os væk fra. Men skal jeg fortælle jer en knap så hemmelig hemmelighed? De har allerede stor betydning! For om vi vil det eller ej, er der indbyggede privilegier og forspring i særlige positioner, efternavne og øjenfarver. Lige nu leger vi bare en politisk farlig leg, hvor man tysses på eller kaldes krænkelsesparat, hvis man påpeger, at det danske samfund har elitære tendenser. Den nye elevfordeling kommer derfor ikke til at skabe et mindre frit samfund, hvor farve, forældre og andre forhold har betydning, men er netop et kæmpe skridt i retningen af, at det ikke skal have betydning. Jeg er fan og kan meddele, at frihedsgudinden er væltet, og nu sidder der en lille glad kommunist inden i mig.