Morgenbeats: Hvorfor står ungkarlen under bruseren og græder i slowmotion?

I sidste uge trak tennisstjernen Naomi Osaka sig fra den prestigefyldte Grand Slam-turnering French Open og fortalte, at hun vil tage en pause fra tennis. Det var hverken en fiasko på banen eller den ulidelige coronavirus, der gjorde udslaget, men en personlig kamp mod social angst og depression. Og det har sat ild til diskussionen om sportsstjerners tilgængelighed for verdenspressen. Allerede inden sin første kamp annoncerede Osaka, at hun – stik imod reglerne – ville boykotte pressemøderne. Og det er ikke noget, man bare gør. Osaka fik en bøde på 90.000 kroner og en skriftlig advarsel om, at hun kunne blive udelukket fra turneringen og fremtidige Grand Slams, hvis hun fortsatte samme stil. Her kunne diskussionen så være endt, indtil Osaka i et længere opslag på Twitter skrev, at hun i flere år har kæmpet med svær depression og angst – og at hun derfor ofte er at finde med høretelefoner i ørene fremfor at mingle rundt. “Det er ikke naturligt for mig at tale i store forsamlinger, og jeg får store bølger af angst, inden jeg skal tale til verdenspressen. Jeg bliver meget nervøs og finder det stressende altid at forsøge at være engageret og give de bedste svar,” skrev Osaka. Siden er det væltet ind med støtte og high fives fra kolleger i sportsverdenen som den amerikanske tennisstjerne Serena Williams. Og fra undertegnede, der har dækket sin portion af pressemøder til Formel 1 og fodbold, skal der lyde et kæmpestort TAK til Osaka. Der findes ikke noget mere intetsigende end et pressemøde, hvor hovedpersonen hellere vil deltage i svigermors strikkeklub end svare på de samme spørgsmål som “har du en god fornemmelse i maven?” Jojo, der findes da sportsudøvere med millioner, milliarder på kistebunden, som fortjener at få en lammer og et “tag dig sammen” med på vejen. Men når nogen udvikler angst og stress af at sidde der, skriger det til himlen. Og det er ikke værdigt for nogen.

Forleden sneg temperaturen sig endelig op over de magiske 20 grader, og gudskelov for det. Det har nemlig været det koldeste forår i kvindes minde. Som det simple menneske, jeg er, fragtede jeg derfor mit svedige legeme hen over Inderhavnsbroen mod et dyp og en kold Blanc. Det var selvfølgelig ikke gået nogens næse forbi, at badesæsonen er startet, så resten af København havde også fundet sig til rette på håndklæder omkring mig. Med min flommede mave og selvlysende hud, tydeligt uberørt af solens stråler, blev jeg pludselig pinlig bevidst om egen krop blandt de mange. Med andre ord: Summer has arrived, og det samme gælder de sæsonbetingede kropskomplekser. Det burde egentlig ikke overraske mig, for det er (u)sikkert som amen i kirken, at lige så snart tøjet bliver smidt, følger også lange blikke og uvelkomne kommentarer om kroppen som: “Hvor har du tabt dig?” eller “Hvorfor er dine armhulehår så lange?”. Rigtigt nok gik det heller ikke ubemærket hen, da min pænt bevoksede bikinilinje affødte en kommentar fra en fremmed beskuer på min vej op ad badestigen. Det er sådan set ligegyldigt, om det drejer sig om løs hud, et akneudbrud eller lange hår under armene. Der er ingen grund til at pointere noget, der ikke er på din egen krop. Derfor en kropskærlig reminder til alle, der ynder at smide en lille, omend velmenende, kommentar afsted om en krop, der ikke er din. Vi er mange store, små, behårede og usikre kroppe, der bare gerne vil nyde solen uden at få smidt en kommentar i nakken. Så lad os nyde solen og brokke os over det elendige og dybt uprætentiøse sangvalg fra soundboksen ved siden af i stedet.

I sidste uge kunne Herning Folkeblad fortælle, at lokalpolitiet var blevet kaldt ud til en lidt prekær opgave, efter at en 21-årig mand havde fræset rundt på et el-løbehjul og chikaneret en række kvinder ved at onanere over for dem. Det lykkedes heldigvis politiet at fange krænkeren efter en flugtseance, men under eftersættelsen havde han kørt med en imponerende hastighed på omkring 50 km/t. Noget tyder på, at han havde forberedt sig. Hvad han til gengæld ikke havde set komme var, at politiet konfiskerede hans tunede løbehjul, hvilket så fik hans 26-årige storebror til at dukke op på stationen for at hente det hjem til ejermanden. Den gik selvfølgelig ikke, og derfor råbte han “pansersvin” og gik. Det er alligevel en besynderlig lille historie, som er ret alvorlig og ret komisk på en gang. Samtidig kan man ikke lade være med at undre sig. Hvad sker der? En pueril hormonforstyrrelse, en forsømt imbecil liderbasse, var det en joke, eller måske havde han tabt et væddemål med gutterne? Størst er spørgsmålet selvfølgelig: Hvordan kunne han gøre det? Onanere med den ene hånd og styre med den anden – det er jo det rene cirkus.

Jeg er en sucker for reality og plejer at være helt opdateret på, hvad der rører sig på den danske reality-scene. Men det er faktisk først nu, at jeg har fået set TV2’s udgave af datingprogrammet ‘Bachelor’ – og må jeg lige tilføje: WOW! Dansk reality har nået nye højder, når det handler om at producere tåkrummende fjernsyn – og det kommer fra en reality-mega-fan! For efter at have set de første afsnit af programmet sidder jeg tilbage med ansigtet gemt i ærmet og med så mange spørgsmål. Hvorfor skal det eksempelvis præsenteres som en dybtfølt hemmelighed, at bacheloren Casper er tidligere rytter? Hvorfor viser han babybilleder af sig selv på en første date? Hvorfor står han under bruseren og græder i slowmotion? Er det overhovedet nok “bare” at være ‘Miss Universe’-finalist for at få et diadem, eller skal man egentlig ikke have vundet titlen? Og i så fald, hvilken BR-butik har Michaela stjålet sit fra? Øhh, er Petra Nagel okay? Hvad pokker laver hun i det rædderlige program? Det aller værste er dog fortællingen om, at ‘Bachelor’ tilbyder en solid platform for forelskelse – eller som den velartikulerede og næsten over-pædagogiske ungkarl Casper, tilkendegiver: “Programmet giver mig en helt unik chance for at finde kærligheden.” Mig bekendt kommer der sjældent et sundt forhold ud af et opstillet script, overvågning, tydelig jalousi og et ulig magtforhold, der gør herren enerådig. Nu er jeg selvfølgelig ikke ekspert på området, men hvis moderne dating er blevet en holdsport i Grækenland, der kræver håndjern og diademer, swimmingpools og hvide sportsvogne, konkurrenter som roomies og et kontrollerende produktionsselskab, melder jeg mig ud. Adios.