I sidste uge lagde Adam Price et vidunderligt post op på Instagram, efter at han havde fået noget dårligt at spise på en SAS-flyvemaskine. Der var tale om noget, der blev solgt som bøf bouguignon, men ifølge den erfarne gourmand var der reelt tale om “smagsløse kødstykker i en brunlig væske” og “skamkogt gulerod”. På hans tekst kunne man forstå, at han havde betalt mere end 17.000 kroner for sin billet, og at han havde forventet noget andet, end hvad han fik.
“Jeg kan sgu ærligt sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende,” sluttede han.
Efter min mening er Adam Price en rigtig fin fyr, og jeg kan også godt lide bøf bourguignon, men det undrer alligevel, at manden virkelig havde forventet noget andet af sin rejse. Enhver, der har prøvet at flyve en tur – også med SAS – ved, at det ikke er maden, man skal gøre det for. Den er horribel, altid skamkogt, altid dårlig og lortedyr. I øvrigt har flyselskaberne alt for længe levet højt på fordums eksklusive branding af deres produkt – i realiteten er det en stupid rejseform, der stuver folk sammen som kvæg og giver dem hundeæde. Der er så meget bøvl, hver gang man skal flyve.
Men proportionerne er lidt underlige her. Man går jo heller ikke ind på Circle K og laver en scene over deres pølsehorn, eller hvad? Det er besynderligt privilegeret adfærd. Måske var det, fordi Adam Price havde betalt så højt et beløb for sin billet, at hans forventninger var steget til vejrs, men her må man jo indskyde, at flybilletter til Washington til 17.000 kroner nærmest er sværere at få fingre i end dem, der koster en fjerdedel (flybillet.dk er din ven). Han var selv ude om det. Lidt.
Samtidig er der noget ufrivilligt komisk ved, at en velbjerget mand som Adam Price tilsyneladende er blevet så fortørnet over SAS’ gastronomiske niveau, at han måtte udbasunere det så udførligt til sine mere end 41.000 tilskuere på platformen. Man har ikke store problemer i sit liv, når man vånder sig over den slags ligegyldigheder. Men det er også underligt malplaceret i en tid, hvor der bliver slået så hårdt og hurtigt ned på folk som Pelle Peter og Maria Jencel og Peter Hummelgaard for at være privilegieblinde. For hvad var sigtet overhovedet her? En slagtning af SAS? En service-information til alle os, der i tusindvis flyver til Washington hele tiden? Måske var han bare hangry?
Måske er han i gang med at skrive den næste sæson af ‘White Lotus’ og prøve en af sine egne scener af til manus? Uanset hvad, lykkedes det ham heldigvis at få postet på Instagram, og set med de positive briller, afstedkom det årets hidtil bedste madanmeldelse. Vi kunne kalde den ‘Adam Price på ærten’.
/Thomas Balslev
Ny miniserie på HBO: True crime og disco i Dallas
”Er du interesseret i at have en affære?” direkte og mere praktisk end lidenskabeligt spørger hovedpersonen, den hjemmegående husmor Candy (Elizabeth Olsen), den ligeledes gifte Allan Gore (Jesse Plesom) fra samme menighed en aften efter korsang i kirken.
HBO Max nye miniserie ‘Love and Death’ er baseret på den sande historie om Candace Montgomery, der havde en affære med Allan Gore, og hvordan man i 1980 fandt liget af hans 30-årige hustru, Betty Gore, i deres hjem uden for Dallas. Serien, der blandt andet har Nicole Kidman som executive producer, tematiserer menneskets natur, der balancerer mellem behovet for tryghed og tilpasning overfor begæret efter spænding og oprør. Alt sammen pakket ind i inspirerende 1970’er æstetik og lækre diskohits.
/Emilie Engbirk
De første fra Peter Sommer
Han har for længst etableret sig som en af de væsentligste og vigtigste trubadurer herhjemme, men før han helt kom hjem som soloartist, var han del af duoen Superjeg med Carsten Valentin. De nåede at udgive to rigtig glimrende albums produceret af Nikolaj Nørlund for omkring 20 år siden, og de to bliver nu genudgivet på vinyl (og streaming), hvilket er en kærkommen mulighed for at genbesøge dem. Især nummeret ’Ultralight’ viser konturerne af Peter Sommers særpræg og charme.
/Emil Norsker
Sidste bededag
På fredag bliver vi en fridag fattigere. Det er vist nok af hensyn til inflationen eller Ukraine eller noget tredje. Det er vist ikke helt klart længere. Måske ikke engang for regeringen. Men resultatet er ikke desto mindre det samme. Store bededag er snart historie, og måske er traditionen med at spise hveder det også. Det er ellers en ren dansk tradition, da andre lande ikke har Store Bededag, så vi bliver også noget særegent dansk fattigere.
Traditionen med at spise hveder kommer af, at bagerne også gerne ville holde fri og derfor bagte ekstra meget hvedebrød dagen inden. Grunden til, at vi spiser dem aftenen inden, skyldes, at folk simpelthen ikke kunne holde sig fra det, så det gik ombord på dem allerede om torsdagen. Det skriver TV2.
/Emil Norsker
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Vi nærmer os finalen, og det er klart isolationen, der er krøbet ind i sindet hos de sidste deltagere. De bliver mere og mere kuk at høre på, og vi kommer tæt på især deres toiletvaner – måske for tæt. Thomas Balslev holder os heldigvis sikkert i hånden og vurderer, hvem der har psyken (og tarmene) til at gå hele vejen.
Dineren er for alvor ved at komme til Danmark, og To Sultne Piger er taget ud til seneste skud, der ligger midt i København tæt ved Palads. Flere ting fungerede, men der var også nogle store ups’er. Se vurderingen her:
Hvordan kan det være, at nogle navne, som for længst var blevet dømt ude, kommer tilbage? Som mange andre modeluner har også navngivningen en cyklus. Det undersøger vores Emilie Engbirk nærmere i en samtale med navneforsker Birgit Eggert.
