Ditte Giese: Hvad skal vi egentlig med aviser, som bliver dyrere og dårligere hele tiden? 

Min far har netop opsagt sit printavis-abonnement på Politiken. Det burde avisledelsen være bekymret over, da den knap 80-årige ekslæser har abonneret i hele 60 år. Men avisen er simpelthen blevet for dyr for ham. 7.556 kroner koster det nu at modtage Politikens papiravis hver dag. Avisen er netop steget igen med 700 kroner årligt uden yderligere forklaringer til de trofaste papirabonnenter.  

Men Politiken er ikke alene om at gøre en avis til et luksusprodukt. De kan sagtens være med på de høje priser hos Berlingske, hvor det nu koster 8.340 kroner om året at modtage en papiravis dagligt, og på Information lader det til, at man slet ikke kan tegne abonnement på deres papiravis i hverdagene længere, men kun til levering lørdag-søndag til 3.900 kroner årligt.   

Hos JP lader det heller ikke til, at man kan bestille en papiravis i hverdagene mere, men for knap 5.000 kroner om året, kan man få den i weekenden – heller ikke ligefrem småpenge for sølle to ugentlige papiraviser og digital adgang resten af ugen. Kristeligt Dagblad sælger stadig hverdagsprint til 5.295 kroner for et år, mens Børsen for private koster 6.199 kroner for et år. Ekstra Bladet koster 7.490 om året for papir og net, og B.T. er som bekendt overgået til at være en digital gratisavis.   

Fælles for alle aviserne er, at de alle helst vil sælge deres weekendprodukter, som er der, hvor de nye avisstrategier lægger det bedste stof, mens hverdagsaviserne bliver tyndere og tyndere. Det er en tendens, som har været i gang i årevis, men som eskalerer i disse år. Det er meget tydeligt hos Politiken, hvis man, som jeg, læser den digitalt til hverdag og får print i weekenden. Printaviserne ryger nu ulæste i genbrugs-skraldespanden, fordi de redigerede weekendsektioner er fulde af artikler, som jeg har læst online for dage, ja, nogle gange uger siden online.  

Det virker småskørt som læser, man føler sig faktisk lidt holdt for nar. Måske skulle man så hellere kalde papiravisen for et slags tidsskrift eller et Reader’s Digest? For lige nu virker det mest som et forsøg på at dræbe papiret hurtigst muligt ved at gøre det til et outdated seniorprodukt for de, der aldrig kom på nettet. Der er også noget paradoksalt ved JP Politikens Hus, som opsparer deres overskud i fonden i stedet for at investere overskud i journalistik og undgå fyringsrunder.  

Alle de gamle aviser vil gerne stjæle lidt af Weekendavisens succes (den koster 3.468 kroner årligt for en enkelt ugentlig avis, hvilket gør den til den absolut dyreste af de danske papiraviser), og det passer måske også meget godt med tempoet i de købestærke børnefamilier kun at læse avis i weekenden. Jeg er selv gammel avisjournalist og var i praktik på Ekstra Bladet, dengang man tog en frisk avis med hjem fra sene vagter på Rådhuspladsen, og jeg har arbejdet på Politiken i en menneskealder.  

Jeg elsker med andre ord papir, og jeg elsker aviser. Og jeg håber på, at det en dag igen bliver moderne at holde en avis og holde sig orienteret om verden. Jeg tror aldrig, at historiefortælling, som jo er kernen i god journalistik, vil forsvinde, og det er opløftende med nye digitale medier som Frihedsbrevet, Zetland, Føljeton og Heartbeats. Men ingen af dem er aviser, og avisernes krise er uhyggelig at iagttage med konstante fyringsrunder og nedskæringer, omlægninger, reducerede sider og sektionslukninger. Engang var det et højtlønnet og velestimeret job at være journalist, i dag tilbyder aviserne fornærmende lave takster for artikler og foto, og dansk presse er presset af fake news, clickbait, dagens indignerede (gratis) debatindlæg, og politikere, der hellere vil udtale sig på egen Facebook-kanal end til en kritisk avis.  

Samtidig har aviserne buret sig inde bag betalingsmure, som besværliggør en reel fælles offentlig samtale, fordi avisernes dyre abonnementer er forbeholdt de højestlønnede, og selvfølgelig også er noget af det, der bliver sparet væk først, når vi rammes af inflation og økonomisk krise. Det er svært at blive ved med at argumentere for, at de gamle aviser skal støttes så meget af staten, når så få efterhånden har råd til dem. Der er noget, der ikke hænger sammen med skatteydernes tvungne bidrag, og hvem der har råd til at holde avis og dermed holde sig opdateret med historier, som er tætte på sandheden og ikke bare en spændende overskrift om nogens følelsesliv eller synsninger. Og for medier uden mediestøtte, som for eksempel Heartbeats, er det konkurrenceforvridende, at selv store medier med store overskud hiver faste årlige millioner hjem fra skatteyderne.   

Lige nu virker det som om, at alle de faktorer – et aldrende avislæser-segment, nedskæringer og dermed dårligere journalistisk indhold, stigende abonnementspriser, presset fra multinationale platforme, de faldende lønninger og prestige i journalistfaget, samt det endelige farvel til papiret – spiller sammen i en slags dødsspiral for aviserne, der kæmper for deres relevans.  

Samtidig prøver alle aviserne sig med omtrent samme strategi: podcast, rabatkoder og måltidskasser, kundebutik, nyhedsbreve, oplæsning af artikler, livearrangementer, forlag, fyringsrunder og besparelser og løbende kampagne-nedslag i abonnementsprisen. Men det virker ikke, for abonnenterne siver. Der er nok en grund til, at Danske Medier har valgt at hemmeligholde forholdet mellem papirlæsere og digitale læsere, og at man ikke længere offentliggør oplagstal, men kun det mere fluffy “læsertal”.     

Og hvad kan man så gøre ved aviskrisen? Det har jeg 10 friske bud på, som kommer her, til glæde for både abonnenter og ansatte:  

1. Slip fortælleglæden fri. Som læser af en avis vil man overraskes og oplyses, og det bliver man bedst, når journalister, tegnere, grafikere og fotografer gør det, de er bedst til, ved noget om og brænder for. Det passer ikke altid ind i en vagtplan eller digital strategi, men trætheden i faget er tydelig i spalterne, og derfor gider folk ikke betale for en avis.  
2. Sæt prisen ned. Det er helt kuk, at et digitalt abonnement, hvor der ingen papir, tryk, fragt eller bud har været involveret, alligevel skal koste op til 299 kroner om måneden. Og hvorfor skulle man betale mere og mere for en papiravis, som bliver tyndere og tyndere og mere og mere outdated? 
3. Dyrk profilerne. Vi lever i en tid, hvor vi følger mennesker, ikke medier. Dyrk derfor de store personligheder i pressen, og slip dem fri i deres fortælleglæde og særkende.  
4. Bevar korrekturen. Det er helt vildt irriterende at læse en avis med stavefejl og meningsforstyrrende kommasætning. Det er noget af det, man betaler for.
5. Betal folk ordentligt for deres arbejde. Det burde være et minimumskrav, at når man modtager millioner i mediestøtte, så underbetaler man ikke sine freelancere. At være journalist er ikke en hobby, det er et job.  
6. Dyrk nyhedsjournalistikken. Der er masser af journalister, som er dygtige til at formidle nyheder, men nyhedsvagterne ender tit som en sur pligt, der går på tur på redaktionen. Ansæt folk, der elsker nyheder til at lave nyheder. Ansæt folk, der kan grave til at grave. Ansæt folk der elsker at føle og kæle for sproget til at skrive fristil. Genindfør fagspecialisterne. Alle kan og skal ikke det samme på en avis.  
7. Dyrk forskelligheden. En journalistisk redaktion bliver kun bedre med spændvidde, det er godt at fastholde folk i 60’erne og 70’erne i faget, ligesom det er godt med diversitet i etnicitet, køn, socialklasse og så videre. Forskellige journalister har adgang til forskellige kilder og historier, og det giver gode historier. Det er også vigtigt i ledelsen, man får ikke en sprudlende avis ud af at sidde 10 mennesker, der er stort set ens i ledelsen og udstikke generiske strategier.   
8. Gør det, I er bedst til. En skrivende journalist er ikke nødvendigvis gode til podcast, og en skrivende journalist kan ikke nødvendigvis indlæse. Alle journalister er ikke naturlige krimiforfattere, og ikke alle kan skrive en personlig klumme eller læse korrektur. Alle kan naturligvis lære nyt hele livet, men kun til en vis grænse.   
9. Drop hadefulde kommentarspor. Ingen lærer noget af, at Børge skriver “sorte svine” som kommentar til en artikel om migrantkrisen. Vi har nu forsøgt os med åbne debat-kommentarspor i et årti, og det virkede ikke. Luk dem eller sørg for en god tone.
10. Dyrk det visuelle. Det særlige ved papiraviser er stofligheden, duften og det store format, den herlige skærmfri pause til en kop kaffe i sengen lørdag morgen. Dyrk derfor fotografer, grafikere, tegnere og layoutere – alle dem som kan få tekst til at leve i samspil med det illustrative. Det bliver aldrig det samme på en lille mobilskærm, så der kan abonnenterne stadig fanges, ligesom med en flot papirbog.