Det kan godt være, at Dronningen valgte at abdicere med sin nytårstale, men der er nu alligevel én anden ting i den tale, som har været svær at glemme i de efterfølgende dage: At Margrethe tilsyneladende elsker en blank mur.
“At betragte en velbygget mur, at se på en blank og smukt malet væg, at beundre et møbel, hvor træet er behandlet med omsorg og indsigt, det fylder mig med glæde hver gang,” sagde hun.
Det er muligvis ikke usandt, men det er muligvis også noget, Statsministeriet gerne har villet have med i nytårstalen. En tale, der som bekendt skrives i Statsministeriet og efterfølgende sendes til Dronningen, hvorefter hun så kan redigere hist og her. Besyngelsen af godt håndværk virkede i hvert fald pænt søgt.
Statsministeren elsker jo de danske håndværkere, det ved vi. Hun påpeger det igen og igen. Og i hendes egen nytårstale, hvor hun påfaldende nok også talte om erhvervuddannelserne, lød det hentydende: “Det er, som om vi har glemt værdien af godt håndværk.” Hver gang hun får lejlighed for det siger hun noget med en smed, en tømrer eller en murer.
Det er dem, må vi forstå, der holder sammen på Danmark og velfærdssamfundet. Dem skal vi huske at hylde. Og det var blandt andet også dem, som Statsministerens partisoldat, Kaare Dybvad Bek, gjorde sig til forkæmper for i sin bog ‘Arbejdets land’, hvor han kritiserede samfundets gratister for at nasse på almindelige, pligtopfyldende borgere. Danskernes arbejdslyst er virkelig blevet en politisk kampplads.
Men den der politiske hyldest af håndværkerne og den sunde arbejdsmoral er mildest talt ved at blive trættende. Især når man tænker på, at hver femte dansker arbejder sort, og at det især er håndværkerne, der fusker. Ifølge en undersøgelse fra Rockwoolfonden i 2022 udgør det samlede sorte arbejde 74 milliarder kroner. Mindst. Om året. Prøv selv at omregne det til pædagoger…
Hvis man endelig vil tale om, at velfærdsstaten mangler penge, er det måske værd at se på alle de anslåede milliarder, statskassen går glip af på grund af sort arbejde.
Og hvis man endelig vil tale om en dårlig arbejdsmoral, er det måske værd at skifte fokus fra en enkelt øboer og de pressede småbørnsfamilier drøm om at arbejde mindre til alle de håndværkere, som rent faktisk snyder systemet med åbne øjne. Det virker fuldstændig fordrejet, og det svarer lidt til at akutbehandle en neglerod, selvom patienten ligger med åbent benbrud.
Min gode ven er tømrer oppe i Vendsyssel, og han fortalte mig for nylig, at mange i hans branche er stolte af at fuske. De sætter en ære i at tjene sorte penge, og han er selv blevet opfordret af de ældre kollegaer til at komme i gang ud fra den tankegang, at det er, sådan man for alvor lærer noget om faget.
I samme boldgade: Da jeg i sommer fik et nyt køkken, forsøgte alle de håndværkere, jeg var i kontakt med, at lave arbejdet uden regning – fra maleren til tømreren og VVS’eren – hvilket jo passer ret skidt i en den politiske fortælling om hæderligt håndværk.
Nu er det ikke, fordi jeg har tænkt mig at hænge nogen ud eller kritisere en opportunistisk tømrer for at ville tjene lidt nemme penge. At vi har hårdtarbejdende og vigtige håndværkere er selvfølgelig latterligt at bestride.
Men den patosindsmurte hæder af håndværkere og arbejdsmoral klinger så forbandet hult, når det i virkeligheden dækker over, hvor blakket den ofte er. Og dét er formentlig et langt større problem for vores samfund, end at nogen af os ville ønske at gå lidt ned i tid.
