Foto: Christian Petersen/Getty Images

Forældre på stoffer og et bombet barndomshjem: Ira Brown er den usandsynlige OL-stjerne

Ira Brown har oplevet mere end de fleste i sit 39-årige liv. Han voksede op under trange kår i Texas, og han har brugt basketball som en billet væk fra elendigheden. I disse dage repræsenterer han Japan til OL i den nye disciplin 3×3-basket.

”Det er helt utroligt at stå her i dag”.

Efter at skuffelsen over et nederlag til Serbien har lagt sig, er det det første, basketstjernen Ira Brown siger, da Heartbeats møder ham på det store streetbasket-anlæg i OL-byen i Tokyo.

Selvom navnet klinger amerikansk, og Ira Brown er født i Texas, står der Japan på brystet af stjernespilleren. Det kommer vi tilbage til.

Ira Brown vokser op i den lille by Corsicana i Texas. Hans mor og far er begge stofmisbrugere, og familien lever under meget fattige og usikre kår. Rindende vand og elektricitet er bestemt ikke en selvfølge. I det lille 3-værelses hus bor der op mod 15 familiemedlemmer på samme tid. 

”Jeg voksede op og spillede basket på gaden. Det var noget, jeg virkelig gik op i, og som der var meget stolthed i for mig”, siger Ira Brown.

Den smule tryghed, som Ira Brown kan finde inden for husets fire vægge, bliver bogstaveligt talt sprængt i stykker, da en bombe detonerer i deres hjem. Ingen kommer til skade, men alle familiens ejendele bliver ødelagt. Det er angiveligt en rivaliserende familie, der har placeret bomben, men sagen bliver aldrig efterforsket af politiet. 

Flosklen “en fantastisk rejse” bliver ofte brugt, når en deltager ryger ud af X-factor eller The Bachelor, men i Ira Browns tilfælde er det meget rammende.

Det bliver sporten, der ender med at få ham væk fra det sønderbombede barndomshjem. På gadebanerne finder han ud af, at han har et særligt talent.  

“Jeg spillede mod voksne mænd, og det lærte mig at være fysisk og spille med passion”, fortæller Ira Brown.

Hans basket-træner åbner sit hjem op for ham, da han er 14 år, og han bliver officielt adopteret af sin nye plejefamilie som 18-årig.

Det bliver dog ikke basket, men i første omgang baseball, der bliver hans primære fokus. Ira Brown kommer på high school og bliver valgt i ottende runde af draften af det professionelle baseballhold Kansas City Royals. Hans første løn bruger han på at række ud til sine biologiske forældre og tilbyde dem at komme på afvænning. Hans mor afslår, men faren tager imod tilbuddet. I dag kalder Ira Brown sin far for sin bedste ven. Hans mor døde for fem år siden. 

Mere hjemme i Japan end i USA

Efter fem år skifter Ira Brown sportsgren. Han får aldrig rigtig succes som baseballspiller og samler i stedet basketbolden op. Det lykkes ham at få et stipendium til at spille for et universitet, men heller ikke her bryder han igennem. Han pakker sine indendørssko i rygsækken og forlader USA for at spille basket i udlandet. Først til Mexico, så Argentina, så Filippinerne og til sidst Japan, hvor han med det samme føler sig hjemme.

Ira Brown elsker renligheden, og hvor respektfulde japanerne er – en klar kontrast til sin opvækst i Texas. Han gifter sig med en japansk kvinde, sætter sig grundigt ind i kulturen, og så lærer han sproget. Selvom han i 2017 bliver skilt fra sin kone, bliver han alligevel japansk statsborger. 

Til daglig spiller Ira Brown almindelig basket i Osaka Evessa, der er en del af den bedste japanske liga. Alligevel stiller han op for sin nye nation i 3×3-basket – på den mindre bane kan han bruge sin fysik og passion. Han har aldrig forestillet sig, at han skulle ende med at stå til verdens største sportsbegivenhed. Men det gør han nu

“Det har været en fantastisk rejse. Jeg er bare beæret over at være her”, siger Ira Brown til Heartbeats.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics