Udtrykket er altafgørende, når det kommer til dit online sociale CV. Din Instagram profil er en digital avatar, der skal vedligeholdes og plejes, så din identitet passer ind i den helt rigtige æstetik. Så hvad poster du? Billeder af dig selv, andre, eller noget helt tredje? Små stemnings- eller festvideoer? Måske poster du begge dele – og måske endda helst i et karrusel-post, som rammer bredt på vibe-spekteret? Det kan også være, at du foretrækker de knapt så investerende stories. Så er den alligevel væk et døgn efter, medmindre du selvfølgelig gemmer dem i fint kuraterede højdepunkter. Eller poster du slet ikke noget?
Instagrams røde løber rulles ud på den lille skærm i min hånd. Jeg scroller igennem feedet af venner, bekendte, ukendte og kendte, som jeg har gjort det så mange gange før. Jeg liker et billede af min veninde. Hun sidder på en café ved åen, drikker kaffe og ser umiddelbar og naturlig ud. Jeg scroller videre, og jo længere jeg kommer ned i mængden af opslag, desto mere udfoldes kreativitet, indtryk og æstetik for øjnene af mig. Jeg beundrer udvalget af billeder taget med gamle analoge kameraer, bands der giver indblik i ny musik og designere, der viser deres proces, når de syr smukke nye kreationer. Unge mennesker, yngre end mig, virker, med deres gennemtænkte opslag postet i den æstetisk korrekte rækkefølge, langt mere målrettede og handlingsstærke, end jeg selv er. De ved, hvem de er. Jeg vil også fremstå sådan. Naturligt koordineret. Gennemtænkt umiddelbar.
Jeg tager hul på dagens bunke af stories. Den første i rækken er postet af en barndomsven, som jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har snakket med. Han er på campingtur med sin kæreste og viser det med et “afslappet” vi-tager-lige-opvasken-billede ind ad campingvognens dør. Jeg springer videre til den næste. En kort og uperfekt video fra en bytur. Næste. En I-dont-give-a-fuck morgenselfie. Ikke en af de polerede slags, men den slags, hvor hun har gårsdagens mascara rester under øjnene. Perfekt uperfekt. Jeg misunder manglen på æstetik og koordinering. De er naturlige og har givet slip på alt, der skal fremstå smukt og ordentligt. Jeg misunder pludselig folk, der tit går i byen, selvom jeg i virkeligheden hader at gå i byen. Ligegyldige opslag får pludselig en værdi. Pludselig ligger styrken og “coolness”-faktoren hos dem, som virker til ikke at skænke det den mindste tanke. Det afslappede liv, frem for alt det flashy, har pludselig både kulturel og æstetisk værdi, og jeg misunder det.
Jeg klikker i nederste højre hjørne af appen og ser min egen profil. Mit eget Instagram-CV. Billedstrømmen i mit navn virker rodet sammenlignet med den, der tilhører min veninde ved åen. I lyset af de perfekt uperfekte stories er min profil alt for koordineret. Jeg ser kataloget af mulige selvfremstillinger og æstetikker foran mig, og jeg får lyst til at slette det hele og starte forfra. Men sådan havde jeg det også i sidste uge, og det er som om, at jeg i takt med micro-trends og forskellige æstetiker, hele tiden skal tilpasse mig. Poste de rigtige billeder, være de rigtige steder. Jeg føler mig altid et skridt bagud.
Karrusel eller story?
Jeg har inspiration med i tasken, når det bliver tid til, at jeg selv skal lave et opslag. Jeg forsøger at kanalisere en person, hvis udtryk ligner det, jeg kunne tænke mig. Jeg bladrer igennem min kamerarulle, som er rustet og kampklar med mulige opslag. Min selvfremstilling er flydende, og jeg prøver løbende identiteter på. Små bokse og overskrifter, jeg finder hos andre, forsøger jeg at passe mig selv ned i. Online kan jeg være lige den, jeg vil, og jeg bruger Instagram som en slags neutral demokratisk legeplads, hvor alle er lige. Det er til trods for, at jeg til tider kan blive helt ængstelig ved følelsen af, at jeg skal leve op til den persona, som jeg har skabt på Instagram, når jeg går ud i verden.
Jeg scroller igennem strømmen af billeder på min lille skærm, til jeg finder noget, der afspejler den, jeg gerne vil være. For tiden er jeg inde i en det-her-er-et-anderledes-opslag-periode. Jeg poster billeder, som mine bedsteforældre griner af og giver min mor anledning til at rose mig for min kreativitet. Det gør mig anderledes og interessant. I hvert fald på Instagram-CV’et.
Jeg vælger tre billeder fra min kamerarulle. Med et karrusel-opslag behøver hvert enkelt billede ikke at være banebrydende. Ét billede af min veninde, ét af mig på en bænk med en bog i hånden, og ét af en tilfældig havestol på en tilfældig altan. Samspillet mellem de tre billeder giver mit CV tre overskrifter; social, intellektuel og æstetisk. Alligevel kommer jeg i tvivl. Farverne passer ikke sammen med resten af min Instagram, og opslaget virker måske for alment og ikke ret nytænkende. Jeg beslutter mig for bare at poste billedet af min veninde på en story. Jeg tagger hende, men gemmer det i siden af skærmen, så det ikke ødelægger æstetikken, men hun kan stadig selv dele den. Jeg gemmer ikke højdepunkter på min profil, fordi det ikke passer ind i min jeg-er-anderledes-æstetik. Så den er kun en midlertidig del af mit CV og forsvundet efter 24 timer.
Pænt polerede avatars
Hvis vi alle fint polerer os selv, før vi stiller os frem på de sociale medier, kan man antage, at det, vi ser som normalen, nok ikke er den ægte vare. Man poster tre stories med videoer fra en fest, så alle kan se, hvor sjovt og vildt et liv man har. I virkeligheden når festen ikke en aften på sofaen til sokkeholderne, og man brugte hele tiden på at vente på, at det blev socialt acceptabelt at tage hjem igen. Man poster et karrusel-opslag med billeder af fire forskellige vennegrupper, så alle kan se, at man er populær og har en stor omgangskreds. Man tagger dem, så ens følgere kan tjekke de seje venners CV’er. I virkeligheden har man ikke været i kontakt med halvdelen af dem, siden billederne blev taget. Vi samler idéer og udtryk op fra andre, bruger dem til vores perfekte avatar og viser dem frem online. Den næste person, der går ind på vores profil, kan så tænke “sådan vil jeg også være” og fint modellere sin egen avatar derefter.
På den måde kommer den ene polering af virkeligheden til at forstærke den anden, og de billeder, vi får af hinanden, bliver lige så misvisende som vores Instagram-CV’er i sig selv. Vi får en idé om, at vennens liv er meget bedre og Instagram-værdigt end vores eget uperfekte liv. Mens vi tænker på det, sidder den ven sandsynligvis hjemme med samme tanke om os. Vi skriver tre umiddelbart tilfældige emojis eller en quirky kort sætning som billedtekst til vores opslag, for lange beskrivelser er ikke på mode. I virkeligheden er de tre emojis nøje udplukket og sætningen er én af flere note-nedskrevne muligheder. Vi virker alle sammen langt mere succesfulde og æstetisk korrekte online, end vi reelt er. Vi viser vores bedste side frem, og vi tilpasser og polerer den, til den ser ud, som vi ønsker det, og til vi passer ned i den ønskede boks. Det unormale bliver normalt, og det normale unormalt.
Når vi prøver liv på
Så hvem er menneskene bag de smukt polerede instagram profiler? Er de egentlig, som de påstår? Jeg er i hvert fald ikke. Jeg bliver konstant underbevidst inspireret af det, andre lægger op og fanger mig selv i at efterligne det. Det resulterer vel også i, at andre gør det samme? Vi er hele tiden i forandring, i håb om at være i takt med vores omgangskreds og omverden. Det skaber en ond spiral, hvor vi hele tiden skubber os selv og hinanden til at jagte det, der på et givet tidspunkt er den mest seje, mest trendy version af os selv.
Når man så engang kigger på sine arkiverede billeder på Instagram, vil alle de forskellige liv, man har prøvet på, stå sort på hvidt på skærmen, som minder om, hvordan man engang var.
Vi har for første gang nogensinde muligheden for at slette en identitet fuldkommen og starte forfra. Vi kan træde ud på de sociale mediers uendelige røde løber med en ny identitet, et nyt look og nye bekendtskaber til enhver tid. Vi frygter ikke det nye og ukendte og tør udfordre os selv. De mange muligheder giver dog en stor ansvarsfølelse for at leve op til sit Instagram-CV. Alle går konstant og forsøger at leve op til den version af os selv, vi har skabt digitalt. De to skal gerne stemme nogenlunde overens, hvis man ikke vil virke som to modpoler, der mødes i én person.
Jeg lægger telefonen fra mig efter en times doom-scroll. Jeg dropper karruseller, stories og skjulte tags, og poster ikke noget alligevel.
SEIN er et webmagasin for unge, af unge, hvor vi ærligt og ufiltreret skaber vores eget generationsportræt. Læs meget mere her.
