En lidt mindre næse, fyldige læber og store mandelformede øjne. Vi har alle sammen set ansigtet før. Det er en blanding af Kim Kardashian, Emily Ratajkowski og Hailey Bieber. Både kosmetikfirmaer og plastikkirurger promoverer produkter og metoder, der kan skabe det perfekte Instagram- ansigt. Men er det overhovedet en god idé at ligne alle andre? Og hvorfor er Instagram-ansigtet pludselig blevet det nye skønhedsideal på de sociale medier?
Forleden tog jeg mig selv i at eksperimentere med forskellige snapchat-filtre. Det er en af de beskæftigelser, jeg helst ikke vil stå ved. Det virker selvhøjtideligt, kikset og en anelse patetisk at stå der for sig selv og betragte sit ansigt fra forskellige vinkler og med forskellige filtre. Det fedeste er og vil altid være at hvile i sig selv, men selvom man har et godt forhold til sig selv og sit ansigt, har ansigtsmanipulationerne alligevel sneget sig ind her og der og allevegne i det seneste årti. Stærke, powerfulde kvinder som Nicole Kidman, Michelle Pfeiffer og Meg Ryan har alle fået ommøbleret deres ansigter og har på samme tid udvisket, hvem de er, og hvad de står for. For det er præcis det, der sker, når vi begynder med botox og fillers. Vi bliver glattet ud, og kanten forsvinder. Både den ydre og den indre.
HØR OGSÅ:
Ifølge face reading-ekspert Fattima Loreen er ansigtet vores visitkort udadtil. Det er gennem ansigtet, at vi viser, hvem vi er. En stor næse viser power, smalle læber vidner om en sanselig og seksuel person, og en spids hage fortæller om stædighed. Det er de færreste bevidste om – desværre. Det, mange af os betragter som ”uheldige karaktertræk”, er lige præcis det, der giver dig kant og personlighed. Det, der gør, at du skiller dig ud og er noget særligt.
Vi ”liker” det perfekte asigt
Så hvorfor ønsker vi at ligne hinanden? Hvorfor kommer flere og flere kvinder hen til skønhedsklinikken med et filteransigt fra Snapchat og siger: ”Det er sådan her, jeg gerne vil se ud”? Svaret skal findes i det stærkt visualiserede samfund, vi befinder os i lige nu. Vi bliver præsenteret for visuelle billeder fra det sekund, vi vågner om morgenen til det sekund, vi lukker øjnene igen om aftenen. Før i tiden skulle vi fysisk ud og møde verden for at se reklamer og andre mennesker. I dag ser vi ned i telefonen. Og det vi ser er langt fra tilfældigt.
Instagrams algoritme sørger for at vise os se billeder, der er særligt populære, og heriblandt er billeder med det såkaldte ”Instagram-ansigt”. Som skønhedskirurg Jason Diamond udtaler i The Newyorker bliver mennesket tiltrukket af nogle bestemte ansigtstræk, som eksempelvis et harmonisk ansigt. Når vi liker billeder af de symmetriske ansigter, bliver vi – på grund af Instagrams algoritmer – eksponeret for endnu flere af de samme billeder, og dermed ender vi i en selvforstærkende proces, hvor vi ser mere og mere af det samme materiale. Uden vi tænker over det, bilder vi os selv ind, at det er den eneste rigtige måde, vi kan se ud på.
Det strategisk designede ansigt
Ifølge makeupartisten Colby Smith er vi endt med et ansigt, der er defineret ved ”…an overly tan skin tone, a South Asian influence with the brows and eye shape, an African-American influence with the lips, a Caucasian influence with the nose, a cheek structure that is predominantly Native American and Middle Eastern.”
Det vil sige et ansigt, der tiltaler så mange nationaliteter, som overhovedet muligt. Og det er præcis det, der er meningen ifølge Fulvia Kryger, ejer af The Glow Institute. Hvis vi ser på en mega-influencer som Kim Kardashian eller hendes søster Kylie Jenner, så er deres ansigter strategisk designede på en måde, der appellerer til flest mulige mennesker. For når alt kommer til alt, så handler livet på de sociale medier om antal af følgere, indflydelse og magt. Jo flere følgere, des mere magt.
De kosmetiske behandlinger er ikke nogen nyhed i sig selv. Vi har kendt til de korrigerende tricks i årevis, men det, der ændrer sig lige nu, er den eksplosive vækst af behandlinger. Ifølge Sanne Lønskov, adm. direktør for N’Age, er antallet af injektionsbehandlinger steget med 60 procent indenfor de seneste to år.
”Der er ingen tvivl om, at kosmetiske behandlinger er en mega-trend,” fortæller Sanne Lønskov. Behandlinger der før lå mange overvejelser og selvransagelser bag, er nu blevet mere normale.
“Vi har kun set toppen af isbjerget af de kosmetiske behandlinger. Markedet stiger eksplosivt, og det vil blive meget mere almindeligt,” siger Sanne Lønskov. Disse tal stemmer godt overens med internationale tal fra Voxmeter, der fortæller om en årlig vækst på 22 procent for de kosmetiske behandler.
Bagsiden af botox-ansigtet
Men er alt fryd og gammen i det øjeblik, du går fra skønhedsklinikken med botox og restylane skudt ind i pande, kinder og læber? Ikke umiddelbart, mener Fattima Loreen. Det har nemlig ufatteligt store konsekvenser at lamme og udjævne sit ansigt: ”Når nogen er fyldt med botox, kan man ikke se, hvem de er. Man har svært ved at aflæse deres ansigtsudtryk, og det kan skabe en form for utryghed.”
Helt konkret fortæller Fattima Loreen, at der på et amerikansk filmset blev taget afstand til en kendt kvindelige skuespillerinde, simpelthen fordi man ikke var i stand til at aflæse, hvordan hun havde det, og det skabte en afstandstagen. De fleste får foretaget forskellige justeringer med en forhåbning om at knytte bånd og skabe en positiv feedback fra omverdenen, men meget tyder på, at det omvendte desværre kan blive realiteten. Nogle betegner det udglattede og lammede ansigt, som ‘The face of fear’ – og måske med god grund.
Alt hvad vi ser omkring os, putter vi i kasser. Vi betragter en bil og tillægger bilen en bestemt værdi. Hvis bilmærket er i stand til at brande sig selv på en attraktiv måde, tillægger vi som forbrugere en positiv værdi til bilen. På samme måde fungerer det med ‘The Instagram Face’. Vi har gang på gang set kvinder med lavt selvværd skrue op for fillers og botox, hvilket medfører en aflæsning, der er kodet til frygt, usikkerhed og dårligt selvværd. Vi kobler simpelthen ansigtet til specifikke værdier, meninger og betydninger.
En anden uheldig konsekvens ved det udglattede ansigt er ifølge Fattima Loreen, at vores evne til at udtrykke følelser forsvinder, og at vores børn ikke har samme empatiske evner, som børn af forældre uden botox. Hvis det er vanskeligt at skelne et vredt ansigt fra et tilfredst ansigt, er det ikke nemt for børn at afkode følelser. Denne antagelse bakkes op af forskning foretaget af USC og Duke University, der fortæller, at vi kopierer hinandens kropssprog og ansigtsudtryk for at forstå hinanden: ”The body gives us important added information that helps us navigate in a social world”
Hvis vi ikke er i stand til at sende tydelige signaler med vores ansigt, så er andre ikke i stand til at aflæse og forstå os, og det kan have seriøse konsekvenser.
Hvad så hvis man reelt har forelsket sig i sit eget snapchat-spejlbillede? Er det så helt no-go at få justeret lidt på højden af kindbenene eller vinklen på øjenbrynene? ”Nej,” siger Fattima Loreen. ”Man må gerne foretage forbedringer, men det skal komme fra det rigtige sted. Det skal komme fra et sted med selvværd, og du skal gøre det for dig selv og ikke for andre.”
Et manipuleret skønhedsideal
Der har altid eksisteret skønhedsidealer, og de har ændret sig afhængig af tid og sted. Problemet med den situation vi står i i dag er, at vi bliver vist et meget begrænset udvalg, og variationen i dette udvalg mildest talt er ensartet. Når vi så forsøger at finde os selv og skabe vores egen identitet, tager vi udgangspunkt i kroppen og i ansigtet. Det er det eneste, vi reelt kan forholde os til – det fysiske.
I identitetsskabelsesprocessen vil vi automatisk spejle os i andre mennesker, og hvis det udvalg består af en prototype, ja, så er vi mange, der kan føle os forkerte. Løsningen kan selvfølgelig være at få lagt lidt botox og filler ind, men inden vi gør det, skal vi måske en tur forbi en face reading. Næsen, vi havde påtænkt at gøre mindre, er måske den, der giver dig power, og det ville da være vanvittigt ærgerligt at smide sin power væk. En ting er i hvert fald sikkert for mit eget vedkommende: Jeg holder mig til snapchat-filtrene lidt endnu og nyder at kunne skabe stærke relationer gennem et ansigt fuld af følelser – både de smukke og de knap så flatterende af slagsen.