Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Månedens podcast: Tessas livshistorie er mesterligt fortalt

Podcastserien ‘Hvem er Tessa?’ er en lydfortælling af høj kaliber, der tager publikum med på en rejse fuld af svigt, sorg og succes.

En podcast kan give associationer til to mennesker, der sidder og snakker i hver sin mikrofon. Podcast-universet kan imidlertid være meget større end det. Med jævne mellemrum kommer der audio-fortællinger, der er produceret efter alle lydkunstens regler. Sådan en fortælling er ‘Hvem er Tessa?’. 

Tessa er nummer 15, der bliver sat lup på i DR’s ‘Hvem er…’-serie. En serie, der tegner portrætter af de mennesker, der står bag tidens største musik. Hvilke dramaer og drømme er de rundet af?

I fire afsnit bliver rapperens livshistorie således foldet ud med dramaturgisk snilde. Alle de tekniske greb spiller, det samme gør manus og lydeffekter, men der er mest af alt Tessas egen sans for timing, og hendes energi, når hun fortæller om sine op- og nedture, der driver værket. 

For der er ved gud begge dele i historien om Tessa. Hun vokser op på Vestegnen, men da hendes mor bliver syg af kræft, flytter hun med sin mor til en lillebitte landsby på Fyn. Her stikker hendes stil og jargon markant ud, hun føler sig udenfor, og hun bliver mobbet af de andre børn. Hun stifter hun bekendtskab med følelsen af at være anderledes, for anderledes. 

Tessa, med det borgerlige navn Teresa Ann, var rapkæftet, hun elskede musik, hun elskede at danse, og hun havde en attitude. Men hun var træt af at bo ude på landet, træt af at skulle være voksen langt før tid, fordi hendes mor var alvorligt syg. Hun var bange for at miste, træt af at stikke ud og at have et ‘hundenavn’, som klassekammeraterne kunne bruge imod hende. Hun var træt af, at andre definerede en ‘normal’ for opførsel og udseende, som man skulle følge for at passe ind. De var fake

For den unge pige kulminerede det hele i grænsesøgende adfærd, hun blev uvenner med sine forældre, sov på venners sofaer og på toilettet på McDonald’s og brugte en masse tid på Staden og på gaden i det hele taget. Hun driftede uden en retning i livet i størstedelen af sine teenageår. 

Men pludselig fandt hun en veninde i musikken: Natasja. Natasjas tracks fik hende til at føle sig set. Der var et sted for sådan nogen som hende. På samme tid blev hun draget af rapmusik i det hele taget, og hun begyndte at terpe de mest komplicerede og lynhurtige raptekster, som hun fremførte for sig selv foran spejlet i begyndelsen. 

Som Jesper Livid, Tessas manager, mentor og store idol, siger i andet afsnit af podcastserien, så er Tessa en hvirvelvind af grin, gråd, råb og rap. Og det er lige præcis dén stemning, som podcasten oser af. Alene den måde, hun fortæller anekdoter fra sit liv, på, viser, hvorfor hun er blevet en af tidens største stemmer. Hendes flow, hendes ordvalg. 

Hun kalder sig selv for en ‘pige-Brian’, og da hun skal beskrive sin entre til rap-workshoppen Urban Girls, der bliver livsændrende for hende, siger hun: “Jeg havde lange høje støvler på, der sagde ‘klik, klak, klik, klak’, når jeg gik, og en sort pels, der var så fake, at hver gang jeg bevægede mig, så fløj hårene op i luften.” 

Det hele oser af personlighed, fordi Tessa mestrer at tale i billeder og i at levere personlige anekdoter, så man ser dem for sig. I tillæg til det tør hun fortælle om alt det grimme, alle de ting, hun har gjort gennem tiden, som måske ser mindre flatterende ud i berømmelsens glittede lys, men hun gør det med en befriende selvfølgelighed. Som når hun beskriver sin skønhedsrutine fra før, hun brød igennem lydmuren: “Du sætter dit ur til klokken 10, tager ned og tager sol, så i Matas og stjæler nogle negle.” Hun gik op i at udstråle den bedste udgave af sig selv.  

Pelle Peter Jencel er vært, og hans egen begejstring for Tessas historie skinner næsten for meget igennem. Hans storsmiler gennem sine syncs, men på den anden side pumper det bare historien med yderligere energi. Desuden bygger han elegant bro mellem Tessas historie og opblomstringen af ny dansk rap i det hele taget.  

Lydtapetet i podcasten er veludført. Det veksler mellem Jencel, der opsummerer og trækker tråde, og Tessa selv, der med sin vekslen mellem vestegnsdialekten og tunge amerikanske drips, leverer historien om sit liv. Nedenunder deres tale ligger musikken og reallydene. Vi er ægte med i S-toget, dørene åbner og lukker, og butiksklokken ringer, når hun går i Matas for at shoplifte. Der er gamle live-radioklip med Orgi-E, der siger, at hun “ringer bare,” hvis hun gerne vil lave noget sammen. Ens fantasi har alle muligheder for at lade billederne rulle.

Udover at være et forbilledligt portræt, så er podcast-serien også en indføring i hiphopkulturen. Den forklarer, hvordan rapmusik kan være outsidernes fællesskab. En arena, hvor man ikke behøver skrue ned for sig selv. Hvis man er glad for hiphop, er det umuligt ikke at gå ned ad memory lane og reminisce over den fede musikhistorie, som Tessa indskriver sig i. Der er bidder af Natasjas ‘Op med hovedet’, Nicki Minaj og tung amerikansk rap.

Vi er med Tessa, da hun underskrev sin allerførste musikkontrakt med en kuglepen, som hun gik ind og lånte på en kinesisk restaurant, det stolteste øjeblik i hendes liv, og hendes stemme bliver tyk af gråd, da hun genfortæller episoden. “Han troede på mig som menneske,” siger hun om Jesper Livid, der var ham, der gav hende kontrakten. Man skal være lavet af solid granit, hvis ikke man bliver påvirket af det. 

‘Hvem er Tessa?’ er historien om rengøringsdamen Tessa, der blev til rapperen Tessa. En klassisk ‘started from the bottom’-historie med stænk af feminitet og hårdhed. En indre G, der finder sin vej til overfladen sammen med en hang til lange negle og ditto lange øjenvipper, et råt talent og kampen for at forløse det.  

Det er tydeligt, at der har været tid og penge til produktionen. Og hvor er det lækkert at lytte til. Luk øjnene og tag med på Tessas rejse. Der er så meget nerve, gnist og gåpåmod i den, at man i al beskedenhed føler sig opildnet til at gå ud og overtage verdensherredømmet efter at have lyttet til den.   

Lyt til podcasten på DR Lyd.

LÆS OGSÅ

Find mere om
Footer graphics