Jeg er kæmpefan af Afdeling Q-filmene, der er baseret på bøgerne af Jussi Adler-Olsen. Jeg har set dem alle sammen, og der er endda nogle af dem, jeg har set flere gange. ’Kvinden i buret’, ’Fasandræberne’ og ’Flaskepost fra P”.
Nu har Podimo produceret en podcast i endnu et Jussi Adler-Olsen-univers. Han står på som forfatter til ’Små diskrete mord’. Det er ikke en lydbog, og det er heller ikke en klassisk samtale-podcast. Genren er radiodrama. En form for skuespil på lyd, hvor man blandt andre kan lytte til dygtige talenter som Lars Brygmann, Ditte Ylva og Cecilie Stenspil.
Lyddramaet breder sig over seks episoder, der er baseret på en novelle af Jussi Adler-Olsen. Det handler om en mand, der står i sådan en regulær livskrise, som mange mænd (og kvinder) i fyrrene gør. Krisen mødes af et skæbneændrende øjeblik hos en frisør. En kvinde vil af med en besværlig ægtemand. Der skal bare et lille diskret mord til.
”Lars Hvilling Hansen er kedelig. Så kedelig og gennemsnitlig, at hans kone Tenna forlader ham,” sådan lyder starten af episodebeskrivelsen.
Desværre er kedelig også dækkende for selve podcasten. Jeg forventede at høre et seriøst krimiudspil, men der hænger en humor i luften, der ikke virker intentionel. Replikkerne bliver til tider lidt teatralske, og det virker afbrudt for den ellers melankolske historie.
Jeg må dog alligevel indrømme, at jeg blev ved med at lytte. Det er jo trods alt brygget på krimikongens kaffe. Som i dette tilfælde er lidt lunken.