Nikkie og Laila
Foto: Kristina Pedersen

Ny podcast på Heartbeats med Nikkie og Laila: “Vi kommer til at blive lytternes weekendveninder”

Man kender nok Nikkie og Laila som de to underholdende radioværter på DR’s program ‘Spice’. Nu er pigerne klar til at kaste sig ud som podcastsværter på Heartbeats.

De to barndomsveninder, Nikkie og Laila, er klar til at sprede deres vinger ud og flyve afsted som nye podcastværter på Heartbeats.

Efter 4 år på DR med radioprogrammet ‘Spice’ drømmer de nu om at tage deres univers et spadestik dybere og nå endnu længere ud til deres lyttere med deres nye podcast.

For hvem er Nikkie og Laila egentlig bag de sjove kommentarer og hurtige bemærkninger? Det håber pigerne at gøre lytterne endnu klogere på i deres nye podcast med titlen ‘Nikkie og Laila’, der udkommer hver fredag på Heartbeats.

De drømmer særligt om at invitere lytterne ind på andre måder, end de tidligere har været vant til. Podcastformatet giver nemlig pigerne mulighed for at tage tungere emner op – alt fra hudfarve, hverdagens udfordringer til hvordan man lige slår op med en ven.

Men hvordan vil pigerne folde deres univers ud, og hvordan drømmer de om at lukke lytterne ind i deres univers? Det har vi taget en snak med dem om.

– Vi er meget spændte på at begynde vores nye podcast. Vi føler, at vi nu får en anden frihed til at sprede vores vinger ud og udfolde de emner, som vi gerne vil snakke om, fortæller Nikkie om deres nye start på Heartbeats.

Hvorfor tror I, at Heartbeats er et godt sted til at kunne gøre det?

– Jeg tror, at Heartbeats er et godt sted for os at være, fordi tøjlerne er så frie. Vi kan bruge meget mere af vores kreativitet på at forme vores univers, som vi godt kunne tænke os. Heartbeats giver os muligheden for at nå længere ud til nogle nye lyttere, siger Laila.

Foto: Kristina Pedersen

Nikkie og Laila version 2.0

Pigernes ambition er at være lytternes weekendveninder – nogle weekendveninder, der ikke kun snakker om gossip, men også behandler livets udfordringer. Pigerne understreger, at det stadig er vigtigt for dem at insistere på, at man gerne må prøve at finde et smil i livets udfordringer og se livet gennem en humoristisk linse.

– Hvad end emnerne er, kommer vi stadig til at have vores humoristiske vinkel. Vi føler, at selvom nogle ting er hårde eller tunge, så er det vigtigt, at man også kan finde noget sjovt i det. Det kan nogle gange gøre livet lidt lettere. Men altid med udgangspunkt i os selv, i vores egne observationer eller oplevelser, fortæller Nikkie.

Foto: Kristina Pedersen

– At kunne løfte tunge og svære emner ved også at finde et smil i det, er netop det, der er vores motiv. Du kan næsten snakke om hvad som helst, men det handler også om, hvordan man tænker det.

Samtidig understreger pigerne, at de stadig kommer til at snakke om tidens tendenser, kendisgossip, sjove virale klip eller mærkelige hverdagsobservationer, som man også kender de to barndomsveninder for.

To stemmer, som man kan spejle sig i

Selvom Nikkie og Lailas startede deres rejse ind i branchen ved lidt af et tilfælde, har de formået at definere deres DNA.

– Vores take på livet er, at vi siger de ting højt, som andre folk ikke gør, men som mange alligevel kan spejle sig i. Vi er også bare to kvinder, der er sjove at høre på, fortæller Laila med et grin.

Foto: Kristina Pedersen

Og lige netop at kunne være den stemme, som lytterne kan spejle sig i, er meget vigtig for pigerne. Om det er kvinde til kvinde, farve til farve, minoritet til minoritet eller bare tankegang til tankegang, så er alle velkomne, fortæller de.

– Vi er to afrikanske kvinder, så vi håber, at der kommer til at være nogle lyttere, der kan spejle sig i os og måske tænke, at man ikke er helt alene. Danmark er jo et lille land, og nogle gange er man den eneste med en anden hudfarve. Så det er vigtigt for os at vise, at man ikke er alene. Nogle gange er det bare rart at kunne lytte til nogen, der også ligner en selv, fortæller Nikkie.

Hvordan bekender man til familie eller venner?

Nikkie og Laila har mange planer for nye koncepter til deres podcast, hvor de kan komme endnu tættere på dem, der lytter med. Blandt andet en ugentlig confession, hvor de vil hjælpe lytterne med at løse dilemmaer.

– Vi ved jo alle sammen, at der er nogle ting, der kan svært at sige til en ven eller et familiemedlem. Det kan være alt fra kærligheds- til venskabsproblemer. Hvordan confesser man lige de her ting, eller hvordan får man lige sagt fra? Det er det, som vi gerne vil hjælpe lytterne med i vores nye podcast, fortæller Laila.

De har hverken berøringsangst over for de store spørgsmål, eller for de små banale hverdagsoplevelser, der også kan rumme store dilemmaer.

– Vi håber jo i bund og grund bare, at lytterne kommer til at lære os bedre at kende. Det har tidligere gået så hurtigt, så måske har mange af vores lytterne ikke fået muligheden for at lære Nikkie og Laila at kende ordentligt. Men det gør de nu.

Footer graphics