Der er klassikere som for altid vil være en del af vores fælles musikalske arv. Blot tænk på Kim Larsens ’Værsgo’, Kliches ’Supertanker’, Sort Sols ’Glamourpuss’, CV Jørgensens ’Sjælland’ og Sebastians ’Den store flugt’. Albums, som også om 50 år vil stå som musikalske fyrtårne over det ganske danske land.
Men en sjælden gang dukker der også et nyt både blivende og blændende værk op, som får en til at spidse ekstra øre og miste pusten for en stund: Den effekt havde Claus Hemplers ’En kuffert af mursten’ på mig for fem år siden, da det så lyset i april 2019. Jeg blev blæst væk, begejstret og berørt med ét. Et stærkt billedsprog uden lige, på et metaplan, om rocklivets faldgruber, om spildte skønne kræfter, om fallerede musikere og et anstrøg om livets trædemølle eller som en dødsspiral. Et nøgternt, nøgent og direkte album som folkeviser fra en crooner-connaisseur, der søgte at bevise noget og bevidst gik efter struben på sig selv og musikmiljøet. Det var lyden af melankoli i metermål. Det var fortidens synder og fremtidens blå toner i mol.
’Navnet er Hempler
Med fornavnet Claus
Jeg trives bedst i en syndflod
Af stående applaus’
…Som et vristspark i skridtet
Og jeg må være ærlig. Da jeg for første gang hørte de første strofer af Hemplers selvudnævnte sang på en popkanal, tænkte jeg: Sikke en opblæst nar. Hørte kun de første par linjer -og missede pointen. Det var realisme og sarkasme i en skøn men velkomponeret pærevælling. Det var musikalsk selvmedicinering og selvreflektion i højeste potens – og karat. Sangen om den lavtflyvende pilot og jubelidiot på vej mod afgrunden på sit helt eget trip. Det var som af høre et ekko i det fjerne fra mestrene CV og Sebastian, men med en helt anden klangbund af ærlighed og dybde. Som en poetisk åre der flyder gennem tonerne og letter sig fra jorden med Hemplers tonalitet. Og så er der lige DET med ORD. Det kun få mestrer – men som de fleste brændende ønsker at kunne finde frem. Kunsten at synge med dybde, ro og pertentlig præcision. At kunne dvæle ved ord. Det kan Hempler. På hans første dansksproget plade.’Som et vristspark i skridtet og et whiplash i nakken’, som han selv synger om. Overrumplende og overraskende. Med klare litterære islæt og referencer til Cohen, Bergman, Eik Skaløe og Dreyer. Og mon ikke han også har lyttet til en Scott Walker plade eller to.
’Der er dage, hvor man må ud
Og lede efter ord
Uden for lands lov og ret
Din fremmed’ egn på bordet’
Vejen frem – ingen vej tilbage
Der var et hav af sange som ramte mig som en ’Kuffert fuld af mursten’ dengang for fem år siden. Syrlige drops af selviscenesat melankoli. Men ingen som ’Jeg drømmer om en sang’. En ætsende sang om ensomhed, fortvivlelse og muligt tab her i midtlivet. En sang, som enten handler om den brusende forelskelse eller den total lammelse efter et kærlighedsbrud. Her i tekstuniverset er der naturligvis altid åben fortolkning – ligesom en god tekst fra Lou Reed himself – hvor der ikke bliver givet ved døren, men hvor den står på vidt gab for publikums egne referencer og præferencer. Hovedpersonen eller Hempler forsøger på alle tænkelige måder at skrive en sang om baren, havet, rocklivet, om den usminkede sandhed. ’En sang, der er skrevet uden at tænke på dig’. Og lige der ved vi, at han netop ikke tænker på andet end netop hende. Den smertelige virkelighed – uanset hvor mange krumspring hovedpersonen forsøger at tage. En sang, som skulle stå selv, men brast i sænk uden hende.
Virvar af vildveje med vinden i håret
Jeg stod selv i en identitets- og midtlivskrise for nogle år siden. Tænkte det eneste rigtige var at tage ud og vandre. At finde nogle svar på landevejen, på stien, i skoven, i plantagen mellem revl og krat – og vigtigst: Vejen væk fra ævl og kævl. Gennem slud og slam, møddinger og en rådden stank af selvmedlidenhed. Som Gnags præcist sang om engang: ’Ja, jeg kan gå på mine fødder. Jeg er fodgænger, så er man da noget’.
Det blev på vestkysten og Vesterhavet mellem blæst og bølgeskvulp, mellem bælg og vilde bærbuske. Jeg lyttede til et hav af vandresange lige fra ’Road To Nowhere’ med Talking Heads, evigklassikeren ’Herfra hvor vi står’ med Skousen & Ingemann, Dire Straits ’Walk Of Life’ og Johnny Cash’ og U2s ’The Wanderer’. Men hørebøfferne var det meste af tiden fyldt med Hemplers toner og teksten fra ’Jeg drømmer om en sang’. Den sang kunne jeg ikke slippe. Og oplevede at den passede som fod i hose i mine vandrestøvler og i mine hørebøffer på Vesterhavets luner og det golde landskabs stædige natur:
’Jeg drømmer en sang lige så rastløs som vestenvinden over fjorden
Der rusker i de vildt fabulerende lagner hængt på tørresnoren
Der blafrer ligesom flyvske idéer, der aldrig får gang på jorden
En sang, der flakker rundt i et virvar af vildveje med vinden i håret’
Og da jeg nåede endemålet, toppen af Hanstholm. Det man på de nordligste egne selv kalder ’Verdens ende’, så kom jeg tilfældigt forbi Hanstholm Madbar, hvor der bliver spillet vinyler, og hvor børn farvelægger Bowie-plakater i stedet for Disney-karakterer – mens Vesterhavets bedste skaldyr langes over disken. Og da jeg, med en mave fyldt med alt godt fra havet, måtte ud og ryge – så stod han der, Hempler. Stemmen og ordene der havde ledt mig lige derhen, stod pludselig der i egen krop. Vi røg et par smøger og talte om børn og tidligere fælles relationer.
’Og du spørg’, hvor’n det går
Du ved, hvor’n det er
For enden er der altid
En bagage at bære
Og en dag er det altsammen
Bare noget, der måske
Engang sku’ ha’ været
Der blev, som det blev’
Jeg vendte snuden mod Mors, hvor jeg skulle hvile stængerne en stund, og han vendte tilbage til sit selskab på Madbaren. Linjerne fra sangen sad dog fast i mit hoved mellem Limfjordens skær og barndommens leg mellem farmors frugttræer i Brønderslev:
’Jeg drømmer om en sang ligesom barndommens somre uden regnvejr og torden. Hvor himlen den er klar, og hvor alt det, der førhen var galt, er i orden’
Det er nu fem år siden, at vi blev beriget med ’Kuffert fyldt af mursten’. I musikverden er det lang tid. Men for et par uger siden hørte jeg og min søn Hempler spille hele fire nye sange på Hotel Cecil på det gamle Copenhagen Jazzhouse. Én fra salen spurgte, om der snart kommer et nyt album. Claus svarede: ”Nu får vi se”. Hempler ejer roen. Og har ikke travlt. Ting kommer, når de kommer. Indtil videre må vi nyde et af nutidens blivende danske barokpop-plader. Det tåler heldigvis at blive lyttet til igen og igen.
