Foto: WikiCommons

Fodboldklummen: “Mest af alt er Mourinho et kæmpe stort, selvcentreret pattebarn, der skal forestille en voksen mand, og det irriterer mig”

Pennevennerne Cathrine Lundager og Søren McGuire diskuterer fodboldkultur. I dag om fankultur og José Mourinho.

Kære Cathrine

Hvert år i slutningen af november afholder butikkerne på Amagerbrogade et stort anlagt juleoptog, som kort fortalt går ud på, at det halve af Amagers forældre og vores afkom står og pissefryser på strækningen mellem Sundbyvester Plads og Holmbladsgade i halvanden time, mens diverse håndboldklubber, nissepigeorkestre, veteranambulancer og skraldebiler (ja, velkommen til 2300) ruller forbi i snegletempo i retning mod City til ungernes store begejstring. Der er pebernødder, nærvær og forfrysninger i tæerne for alle pengene, og det er egentlig hyggeligt nok. Så er julen li’som i gang herude, ikke?  

I år lå optoget så lige oven i Chelseas udebanekamp mod City, og jeg kan mærke, at jeg faktisk havde det underligt fint med udsigten til at misse en ellers ret vigtig kamp om tredjepladsen (fuckin Leicester, altså, er vi overhovedet gearet til endnu en Silly Season??). Tidligere havde jeg insisteret på at blive hjemme, eller i det mindste følge lidt med i kampen på mobilen, men i lørdags var jeg skræmmende lettet over, at jeg af logistiske og familiære årsager var forskånet for at se mit elskede hold spille (og tabe) en fodboldkamp.

Måske er det nerverne, Cathrine, jeg er sgu ikke sikker på, at de kan rumme mere spænding og flere bekymringer lige nu. Det seneste halve år har været hårdt, det ved du, med freelancetilværelsen og husprojektet og teenagebørnene, der vil have earpods og hurtigere internet og nye fodboldstøvler i tide og fuckin utide. Der har været gang i for mange kogeplader på samme tid, men nu har jeg slukket den ene af dem, jeg er tilbage i mit gamle fuldtidsjob og jeg elsker det. 

Men efterslæbet sidder stadig i kroppen på mig, roen og julefreden er kun så småt begyndt at sænke sig over sindet og robustheden, og eftersom vi trods alt endnu ikke spiller som Liverpool, må jeg som Chelsea-fan også gå til hver eneste kamp med en overhængende bekymring for, at jeg går derfra som taber. Jeg er alt for følelsesmæssigt investeret i mit hold, det er hinsides fornuft, for det ER jo bare et fodboldhold, og jeg skal være fan i mange år endnu, så det nytter jo heller ikke noget at blæse hele det blå hjerteblod af på én sæson, bare fordi Frank Lampard er tilbage, og det lugter lidt af top 4 og against all odds. Vel?

Har du som Barcelona-fan nogensinde haft perioder eller sæsoner, hvor du ville ønske, at du kunne sætte dit følelsesmæssige klub-abonnement på standby, bare i en periode? Lige tjekke lidt ud af tabel-hysteriet og alle følelserne og mindes en tid, hvor vi begge var helt og aldeles ligeglade med, hvem der vandt, hvem der tabte, og hvorfor Marcos Alonso igen-igen underpræsterede nede på venstrebacken?  Uvidenhed er en velsignelse, siger det, og det gør sig ikke mindst gældende som fodboldfan. For lige så tiltrængt en ventil, fodbolden kan være, lige så besværlig kan den også gøre tilværelsen, når alt i forvejen er lidt op ad bakke. Og det er nok der, jeg har været de seneste måneder. 

På mange måder kunne jeg ikke have valgt et dummere tidspunkt at føle denne form for afmatning på. Det lysner i øst, vi har et ungt og velspillende hold, og en sand klublegende ved roret. Vi er i gang med en genopbygning af alt det, Conte og Sarri ødelagde (glæden, mentaliteten, klubfølelsen og den der forbandede stolthed, der er fodboldens fineste valuta), om et par år vinder vi igen trofæer, siger vi Chelsea-fans til hinanden nede på Café Guldhornene, når vi tager point mod endnu et mandskab fra den nederste del af tabellen. Det skal blive værre, før det bliver bedre, og selvom vi ligger top fire og stadig har en realistisk chance for avancement i Champions League oven på en lidt for spændende og nogenlunde 2-2’er ude mod Valencia, kan det hele meget vel være røv og nøgler, inden vi når lillejuleaften. 

Så selvom min klubkærlighed er ubetinget og altid vil være det, bliver jeg sgu nok lige nødt til at tage juleoptogene sæsonen ud. 

Giver det mening?

Kærlig hilsen 

Søren

Cathrine Lundager & Søren McGuire

Kære Søren

Et af de vigtige kampøjeblikke, jeg selv har misset med både glæde og et lettelsens suk, var et mellem Liverpool og Barcelona så sent som i forårets Champions League-semifinale. Første runde blev spillet hjemme på Camp Nou, Barcelona kørte den hjem på den der fabelagtige rutine, de kan: En fra Suarez, to fra Messi. Signed, sealed, delivered, hej finale. 

Dagen for returkampen på Anfield og jeg står på et fortov sammen med min cykel og min kæreste, der (muligvis for at drille, jeg ved det ikke) begynder at snakke om, hvor spændende fodbold bliver i aften. Jeg kan med urimelig tydelighed huske, at jeg tænker: ”Jeg giver dig fuckin 100 kilo, når jeg har solgt min andelslejlighed, hvis Barca ikke går videre på den her.” Så sikker var jeg. Gudskelov sagde jeg det aldrig, så jeg skylder ham ikke 100.000, men det var ikke fordi, jeg ikke var sikker. Jeg var sikker. Om aftenen omkring minut 50, er jeg i gang med at få mit barn til at sove igen. Da jeg kommer tilbage, er LP foran 3-0. Enough said. Jeg er bare glad for, jeg ikke så det.

Men for at svare mere præcist på dit spørgsmål, Søren; om jeg nogensinde har haft faser, hvor jeg ville ønske, jeg kunne sætte mit hjertes årskort til FCB på stand by? JA, for faen.

Altså, i det hele taget går der nok ikke en uge, hvor jeg ikke engang i mellem har lyst til at afmelde det tvungne abonnement til mit eget udsvævende følelsesliv, bare for en stund i det mindste. Men det var mere konkret i årene 2010-12, at jeg havde svært ved at være i en fodboldkamp. Det var da Mourinho var træner for Real Madrid, og stemningen var OND og udspændt og Barcelona og Los Blancos mødte hinanden i et væk: Champions League, Konge Cuppen og Ligaen selvfølgelig. 

Jeg synes, det var tortur at se de kampe. Ubærligt. Jeg kunne ikke holde ud at se dem, og ikke holde ud ikke at se dem. Det endte forholdsvis tit i håndgemæng på banen, et udslag af, hvordan vi alle sammen havde det, tror jeg; hver eneste gang følte jeg, at alt var på spil, på et bræt, at det var liv og død og stolthed og ydmygelse, at det blev afgjort, om verden var et godt sted eller et dårligt sted at være til. En del af det havde noget at gøre med, at hvis vi tabte, skulle du se på Mourinhos patetisk hoverende skodfjæs i presserummet efterfølgende. 

Jer Chelsea-typer har tilsyneladende alle sammen svært ved at komme jer over Mourinho. Jeg kan aldrig helt finde ud af, om det er hadet eller kærligheden, I har svært ved at slippe, men I har et underligt, følelsesmæssigt uafklaret forhold til ham, så vidt jeg kan se, Søren. 

Nu er han så kommet til Tottenham og om jeg begriber, at han kan blive ved med at poppe op i en ny Premier League-klub, der er desperat nok til at prøve resultat-lykken. Kakerlak, der ikke vil dø, mosefund, en større lejesvend end ham den store fissekarl fra ‘Game of Thrones’… er forskellige, lede nøgleord, som dukker op i hovedet på mig, når jeg tænker på Mourinho. 

Jeg synes, han træner en ringe og gammeldags form for fodbold, Søren, det var heller ikke imponerende forleden mod Olympiakos, selvom Spurs endte med at vinde. Men mest af alt er Mourinho et kæmpe stort, selvcentreret pattebarn, der skal forestille en voksen mand, og det irriterer mig. ’Pattebarnet’ er en manipulationsstrategi for ham, en måde aldrig at tage ansvar for noget, når lortet rammer fanen, selvom det altid i første omgang er ham, der har kastet det derop. Så sidder han der bagefter med et uskyldigt udtryk og et Jesus-kompleks og forsøger at holde os alle sammen for nar. ”It’s not about me,” siger han efter CL-kampen forleden og tager rollen på sig som den nye og ydmyge Mourinho, der har gået rygter om. Come on, det handler altid om dig.

Love og kram

Cath

PS: Jeg er SÅ glad for, at dine kogeplader er mere i balance, og jeg modtager gerne voksen-tips til, hvordan du tjener gode penge – så teenagere kan få hurtigt internet – på noget, du rent faktisk holder grænseløst af i denne her verden.

Footer graphics