Som studerende er det sjældent, jeg har råd til at gå til koncerter på spillesteder, så når jeg gør, vil jeg have det meste ud af det. Derfor ærgrer jeg mig over, at jeg de sidste to gange, jeg har været til koncert, er gået fra koncerten i dårligt humør. Det har ikke været på grund af musikken, det skyldtes en anden ting: publikums dårlige opførsel.
Senest havde jeg glædet mig til at opleve Coco O. give koncert på spillestedet Store Vega i København, og wauw for en koncert! Havde publikum dog bare opført sig så eksemplarisk under opvarmningskoncerten, som de gjorde under selve hovednavnet, var jeg svævet lykkelig hjem tværs over Enghave Plads.
Men sådan gik det ikke. I stedet trampede jeg væk i regnen lettere irritabel over, at aftenen var startet så kaotisk og larmende, som den gjorde, og at jeg var blevet frarøvet en hel opvarmningskoncert, fordi publikum omkring mig havde travlt med at snakke om ligegyldigt bævl.
Selv da vidunderlige Fine, der opvarmede for Coco O., oppe fra scenen bad lydmixeren om at skrue op for sin vokal, inden hun skulle give sit sidste nummer, havde jeg stadig absolut ingen ide om, hvordan musikken oppe fra scenen lød. I takt med at hendes ellers stærke vokal gik et par decibel op, gjorde publikums højlydte snak bare det samme.
Respektløs opførsel
Det er meget muligt, at det netop er fordi, jeg kun går til spillestedskoncerter to-tre gange om året, at jeg bliver så irritabel omkring den højlydte tendens. Det er også muligt, at det er mig, der er misofon, eller at det skyldes, jeg er skorpion i ascendant og derfor har tendens til at hænge mig i negative ting, at jeg lader det gå mig så meget på.
Ingen af delene ændrer på, at jeg synes, det er dårlig stil og respektløs opførsel at tale under koncerter, herunder altså også opvarmningskoncerter. Det er ikke kun respektløst overfor kunstneren på scenen, det er i særdeleshed også respektløst over for dit medpublikum. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg nyder at være hende den tyssende med de aggressive himmelvendte øjne.
Til sammenligning: Forestil dig, hvordan det ville være at gå i teatret eller i biografen, og personen i sædet ved siden af dig på samme måde overdøvede forestillingen eller filmen med al sit sniksnak. Ville det ikke også være dødirriterende?
Trist tendens
Distraherende snak under koncerter er på ingen måde en ny tendens. Tværtimod er det et problem, der har hærget koncerter de sidste mange år. DR-radiokanalen P6 Beat kørte i samarbejde med medlemmer fra Dansk Live kampagnen ’vær.her.nu’ fra 2018 til 2019, hvor de – uden at pege fingre! – forsøgte at tage hånd om problemet.
I forbindelse med kampagnen gjorde Aarhus-festivalen NorthSide i 2019 også et forsøg på at bringe publikums øredøvende samtaler til ophør ved at uddele hold kæft-bolsjer, der gik under det pænere navn ’noise cancellation’-boljser, under koncerterne.
Senest stillede Politikens Ibyen-redaktion forud for dette års festivalsæson også spørgsmålet om, hvorvidt det er okay at bede folk, der snakker og snakker og snakker om at holde kæft under koncerter, hvortil det korte svar var: ja da.
Når det kommer til festivalkoncerter, så læner jeg til gengæld mig op af webmagasinet Devilutions koncertskoles tommelfingerregel, der går ud på, at jo længere væk fra scenen, du er, jo mere acceptabel bliver det at snakke med din sideperson.
Hertil vil jeg gerne tilføje, og det er fuldstændig for egen regning, at hvis man befinder sig til en gratis koncert, så er det i højere grad tilladt at sludre under koncerter. Jeg er ikke hellig, det kan jeg også godt selv finde på. Det gør i øvrigt ikke snak mindre irriterende, men det må påregnes, da der er risiko for, at publikum er mindre dedikerede, fordi de ikke har betalt for oplevelsen.
Befinder man sig derimod til en koncert på et spillested og har betalt penge for at opleve en given kunstner optræde, så er svaret på, om man tysse på andre eller bede dem om at holde kæft, klart og tydeligt ja.
Hvem har ansvaret?
Til sidst drister jeg mig til at spørge, hos hvem ansvaret for den gode publikumskultur egentlig ligger. Er det publikum selv, der skal tage og blive voksne og sætte sig ind i koncertetikken, eller er det spillestedernes opgave at opfordre til en bedre publikumskultur forud for koncerterne? Der er selvfølgelig også den tredje mulighed, at ansvaret falder tilbage på musikeren på scenen og dennes ansvar for at gøre sig relevant for publikum i en sådan grad, at de stopper med at snakke.
Jeg er med på, at diverse koncertarrangører og aktører inden for musikbranchen ikke tør pege fingre ad den dårlige publikumsopførsel, fordi det kan komme til at koste dem penge. Der er til gengæld gået fem år siden vær.her.nu-kampagnen kørte, men det er ikke min oplevelse, at det på nogen måde har haft en effekt. Tværtimod føles tendensen mere allestedsværende end nogensinde.
Jeg går ikke til koncerter for at høre om en fremmed persons sexliv eller deres skod arbejdsplads. Jeg går til koncerter for musikken. Derfor vil jeg lade det her være min desperate opfordring til, at vi alle sammen med velmenende pegefingre for munden begynder at bede folk, der snakker til koncerter, om at tie stille og nyde musikken. Der er tydeligvis ikke andre, der gør det.
