Jeg er skrækslagen for at være helt og aldeles normal
Radio & podcast
menu-close

På jagt efter et køkken i en 'vild' farve: Jeg er skrækslagen for at være helt og aldeles normal

22. november 2018 |

Da jeg voksede op i 90'erne, var jeg sikker på, at et helt og aldeles særegent, enestående og storslået liv ventede. Et liv, der ikke lignede nogen andres. Nu er jeg mere i tvivl.

Forfatter og skribent. Debuterede med digtsamlingen 'Blå' i 2018. Skriver essays, artikler og klummer, ofte om kunst og naturvidenskab og på tværs af natur og kultur, krop og sind.

Foto: Kevin Grieve/ Unsplash

Jeg sidder med min gode veninde på en café på Nørrebro under en varmelampe, omgivet af andre mennesker, der ligner os på en prik og sikkert også laver og taler om stort set det samme som os. Min veninde, som har fast fuldtidsarbejde, en kæreste og dyrker sport mindst to gange om ugen, fortæller, at hun har besluttet at købe en ejerlejlighed på Nørrebro på 67 kvadratmeter sammen med sin kæreste. Jeg siger: Wow, vildt nok! Det vilde er, at de ikke har været kærester specielt længe, ellers er der jo absolut intet unormalt ved det.

Vi er vokset op sammen i de bekymringsløse 90’ere. Dengang der (i Vesten) var økonomisk opsving, buldrende optimisme, dengang Spice Girls sang: ”Everything is free / All you need is positivity // Colours of the world / Spice up your life!” iført farvestrålende tøj i syntetiske materialer og Buffalo-sko. Dengang klimaforandringerne endnu kun optog fagfolk, aktivister og enkelte kunstnere og forfattere.

LYT TIL: Spice Girls – det mest succesfulde powerpoppigeband nogensinde

Et køkken i vilde farver

Verden stod på vid gab, og vi fik fortalt, at vi var helt unikke og enestående individer, der kunne gøre, hvad vi ville og forme vores liv præcis, som vi havde lyst til. Det gik rent ind. Jeg var af den opfattelse, at et helt og aldeles særegent, enestående og storslået liv ventede mig. Et liv, der ikke lignede nogen andres. Et liv, der lå laaangt fra det normale. Et liv skabt af drømmestof, hvor der ikke var noget, der hed fravalg og prioriteringer, hvor man kunne gøre alt – skrive bøger, redde verden, bo i byen og på landet – samtidig.

Smask! Så blev vi voksne, og vores fuldstændig normale tilværelse med alle dens valg og fravalg rammer os midt i ansigtet.

”Så sidder man pludselig der og ser på køkkener sammen med sin kæreste og diskuterer om det skal være hvidt eller have en anden, vildere farve,” siger min veninde med store øjne. ”Og man kan kun få grimme køkkener og hvide køkkener, og jeg tænker: Er det virkelig det her, jeg skal bruge min tid og energi på? Og samtidig er jeg ved at gå i panik, for det er jo min sidste mulighed for at skille mig ud. For ikke at være præcis som alle de andre med fast job og ejerlejlighed på Nørrebro! Argh!”

Vi begynder at grine.

LÆS OGSÅ: Der er stor frihed i at fejle og falde og fejre sin fiasko

Jeg har selv været stort set samme sted, som min veninde er nu, siddet med min daværende kæreste og planlagt indkøb af lejlighed på Nørrebro, talt om økonomi, hvilke fuldtidsstillinger, jeg skulle søge, hvornår vi skulle have børn. Og jeg genkender skrækken, en næsten klaustrofobisk følelse af at være ved at gå ned ad en vej, som fører direkte ind i det normale og langt væk fra det unikke og enestående liv, som det var meningen, jeg skulle leve. Nu er min situation en anden, stadig helt normal, med nye former for skræk. Fattig freelancer, forfatter og single i en lejelejlighed i en almen boligforening i Sydhavnen.

Måske er det normale ikke så farligt

Jeg bliver ved med at insistere på Sydhavnen, i hvert fald ikke Nørrebro eller Vesterbro, og så tænker jeg alligevel: nej, nej et bofællesskab på Møn, hvor vi laver en højskole, afholder festivaler, gør en forskel for lokalsamfundet. Men det vil betyde et fravalg af byen og lang vej til mine venner. Jeg drømmer om at skrive en bog, der aldrig nogensinde bliver glemt, drømmer om at tjene flere penge, men på en kunstnerisk, bæredygtig, ikke-kapitalistisk måde, drømmer om at finde en mand, der er helt unik, og at vi får nogle helt unikke børn og køber et hus med have og en elbil og… Hov! Så er jeg der igen. Midt i det normale.

Og måske er der ikke så slemt dér, midt i det normale? Og hvad er egentlig det unikke?

Det normale og det unikke går hånd i hånd. Ethvert menneske er unikt i den forstand, at det har sin helt egen sammensætning af gener, egne tanker og drømme og på den måde danner et enestående mønster i verden. Og da dette gælder ethvert menneske, er det jo fuldstændig normalt.

LÆS OGSÅ: ’Du skulle have så meget pik’: Tak Dennis, men nej tak, send en LOL-kat næste gang

Under varmelampen blandt de andre helt almindelige og unikke mennesker på en café på Nørrebro fortæller min veninde så, at hun midt i skrækken for det helt almindelige hvide køkken i den helt almindelige 67 kvadratmeters ejerlejlighed faktisk oplever en stor glæde ved lige præcis det. Det helt normale. Det er rart. Simpelthen. Man behøver ikke opfinde sig selv på ny hele tiden, finde nye måder at skille sig ud på, bruge tid og energi på at finde en eller anden crazy lejlighed eller livsstil. Man kan bruge sin tid på at være til stede. Og der er jo også en grund til, at det normale er normalt. Mennesker har behov for nærhed med andre, behov for et hjem, for tryghed og mening.

På caféen skåler vi i helt almindelige pilsnere på flaske og håber, at banken giver min veninde lov til at låne penge til lejligheden. Og at hun alligevel finder et køkken i en anden og vildere farve end hvid. Måske creme?

Helene Johanne Christensen

Forfatter og skribent. Debuterede med digtsamlingen 'Blå' i 2018. Skriver essays, artikler og klummer, ofte om kunst og naturvidenskab og på tværs af natur og kultur, krop og sind.