Lige nu fokuserer Sofie Diemer på hakkebøffer, men hun går efter riget, magten og æren

Sofie Diemer sidder i skinkerummet.

Det tager navn efter farven på væggene, der i samspil med det hvidmalede trægulv og hendes brogede sofa skaber en udtalt helhedsfornemmelse af jægerpølse.

“Jeg ville sige mortadella. Jeg ved ikke, hvad jægerpølse er,” siger hun.

Skråt bag hende står en papfigur af tre græske marmordamer uden en trevl på kroppen og krammer. Foran sig har Sofie Diemer en MacBook Pro, som hun taster hurtigt på med strittende fingre. Hun laver en del tastefejl, hun har nemlig lige fået nye negle på. Sorte.

Lejligheden, som hun sidder i, ligger på Vesterbro og består af spisekøkken, soveværelse, stue og en spisestue med et stort dybblåt spisebord i midten. Den ene væg er dedikeret til en reol, der går fra gulv til loft, den er propfyldt med bøger, og lige nu ligger der en banan på størrelse med The Rock i hendes sofa.

Her har Sofie Diemer boet i ni år; siden hun som 18-årig havde sparet penge nok op som ansat i Paradis Is og Lagkagehuset og kunne flytte hjemmefra.

Alt det her ved jeg slet ikke.

Jeg har aldrig været i Sofie Diemers hjem, men hun har beskrevet for mig, at det er sådan, tingene hænger sammen. Det er også hende selv, der kalder sin stue for skinkerummet.

Lad os lige spole tiden et par uger tilbage. Jeg så, at Sofie Diemer havde premiere på et nyt reality-koncept på DR, der hedder ‘Take over – far og mor får magten’, og som en af hendes følgere på Instagram kunne jeg konstatere, at det blot var den seneste premiere i, hvad virker som en endeløs række af kreative projekter. Indtil nu har hun lavet en teaterforstilling på Aveny-T, skrevet en bog, skrevet en tv-satireserie på DR3 og en julekalender på P4. For en 27-årig er det, vil jeg mene, mange ting. Derfor skrev jeg og spurgte, om hun ville lave et interview. For hvem er Sofie Diemer? Det ville jeg gerne vide.

Og den var hun med på. “Jeg vil rigtig gerne mødes!”, skrev hun, og så sendte jeg en email med nogle spørgsmål til hendes Hotmail.

Arbejd mindre og køb flere cowboystøvler

Men Sofie Diemer snigløb mig.

“Dine spørgsmål lægger op til, at jeg skal sige nogle kloge og indsigtsfulde ting om livet. Det ved jeg ikke, om jeg kan. Men jeg kan sende dig en flabet mail, og så må vi se, hvor langt det tager os,” skrev hun.

Det tog os ret langt. Resten af interviewet er fundet sted i et fælles Google Docs-dokument og i chatten på Instagram. Og selvom det strider mod den journalistiske sædvane, er det måske slet ikke så mærkeligt, lige præcis når det angår Sofie Diemer. Hun er et indfødt internetbarn, der er vokset op med en mobil i hånden, og selv de mest private konflikter i hendes liv har udspillet sig på nettet:

“Mit messenger-arkiv er”, som hun formulerede det i et interview med Politiken i 2019, “en kirkegård over mine forliste forhold.” Og hvis hun selv må vælge, vil hun foretrække at være personlig på skrift.

I sin første email, hvor hun svarede på, at jeg gerne vil lave et portræt af hende for at finde ud af, hvem hun var, skrev hun sådan her:

“Der er mange af disse emner, som jeg virkelig ikke skænker en tanke på daglig basis. Mest af alt prøver jeg at finde ud af, hvilken slags kost, der passer min mave bedst: Jeg kæmper meget med oppustethed, og indtil videre virker det bedst bare at spise hakkebøffer, hvilket er miv for klimaet og min samvittighed. Så tænker jeg meget over, hvad livet byder mig efter DR’s Talentholdet og den podcast, jeg arbejder på for tiden, ‘Verdens værste dj’, hvor jeg helhjertet forsøger at blive dj med hjælp fra landets største dj’s. Jeg ved intet om musik. Det er min første værtstjans, hvor jeg skal være fuldkommen mig selv, og det synes jeg er svært. Ligesom det er svært for mig at svare på disse spørgsmål, så jeg gemmer mig bag det, jeg kender, skriften.”

Derfra gik det ligesom bare slag i slag. Jeg spurgte, og hun svarede.

Hvem er Sofie Diemer?

“Jeg tænker en konge, jeg tænker, det ved jeg ikke, jeg tænker, lad mig forsøge at skrive det frem. Jeg har ikke specielt meget lyst til at snakke om, hvor mange ting jeg har lavet, og hvor meget jeg har arbejdet. Generelt synes jeg, at man skal arbejde mindre, købe cowboystøvler, tage nøgenbilleder, lave middage for sine venner og leve det lille store liv – siger jeg, men inderst inde vil jeg gerne vinde nogle priser snart.”

Who cares?, egentlig

Hvilket barn var du, da du voksede op?

“Det første jeg tænker er: Who cares?, egentlig. Men vi kan godt tage den. Jeg var et kreativt, sjovt, opfindsomt og ensomt barn. Jeg havde svært ved at forstå sociale koder, og jeg gik ikke til disco-dans, og derfor endte jeg hurtigt i mange konflikter med andre børn. Jeg drømte meget om at blive sej og være en del af kliken, og som det så evigt irriterende altid ender med, så skete det omvendte. Jeg har altid haft en ven, som jeg har været tæt knyttet til, men aldrig været en del af en vennegruppe. I 7. klasse flyttede jeg skole. Min mor havde bemærket, at mine skuldre sad helt op under ørene, og jeg var trist i blikket. Så hun havde skrevet mig op på en ny skole uden at fortælle mig det. Det var rigtig godt, også selvom jeg stadig ikke erobrede det sociale, så fik jeg et fagligt løft. Da jeg fik mine første karakterer, viste jeg dem til min gamle klasselærer fra min gamle skole. En fryd. En erobring.”

Hvornår begyndte du at skrive?

“Jeg er begyndt at skrive mange gange. Da jeg var 17, begyndte jeg at skrive digte. Når man er utålmodig af sind, er det et barmhjertigt sted at starte. Den affære blev til ‘LOL-LITA’, der blev udgivet på Gyldendal, da jeg var omkring 20. Jeg var ude og læse op umådelig mange gange det år, og jeg blev ret fascineret af det talte ord og begyndte at skrive replikker. Det resulterede i, at jeg et par år efter debuterede som dramatiker med ‘DAMPHJERTE‘ på Aveny-T. Så hang jeg lidt med dramatikken og skuede lidt til film og tv-serier, søgte ind på DR’s talenthold og begyndte at skrive sketches for P3. Sidste år skrev og instruerede jeg min første tv-serie, ‘TOO SUNE’. Det havde jeg hellere ikke prøvet før. Det er ret karakteristisk for min karriere, at jeg tit gør ting for første gang igen og igen uden at ane, hvad jeg laver.”

Hvornår vidste du, at du var god?

“Jeg ved ikke, om jeg er god. Men jeg har store ambitioner om at blive rigtig god, og jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, men jeg øver mig hver dag.”

“For tiden tænker jeg over, hvornår jeg føler, at jeg er bedst. Jeg er stoltest af mine manuskripter, når de formår at forbinde humor med samfundskritiske tematikker. Mine værker skal få verden til at grine af sig selv og græde med sine fiktive gestaltninger.” 

Hvor har du din arbejdsmoral fra?

“Først og fremmest er jeg autodidakt og stolt. Jeg er drevet af den gode idé og ikke så meget mediet. Hvis jeg føler, at idéen er der, så løber jeg med den, og så tror jeg som oftest så meget på det, at jeg vil føre det helt til dørs. Min far sagde engang til mig: “Hvis man gør sig umage, så har man lov til at være heldig.” Ikke sagt, at man skal arbejde sig til kadavertilstand, men jeg tænker tit på det: “Sofie, hvis du mener det her alvorligt, så sætter du dig lige på din nums’, og så gør du det ordentligt,” og det gør jeg så.”

Vil selv bestemme

Hvad er det vigtigste for dig, når du arbejder? 

“Gode snacks.”

Hvad driver dig?

“Jeg tror, at meget kommer fra et stædigt-teenage-agtig sted i mig, hvor jeg gerne vil bestemme selv. Hvis jeg selv kunne bestemme, så ville jeg aldrig gøre noget, som nogen bad mig om. Sådan kan man ikke leve, men jeg lever på det.” 

“Mit reality-programkoncept, ‘Take over: Far og mor får magten’ bygger på samme energi. Det er mit værste mareridt, at mine forældre skulle bestemme noget som helst i mit liv, selvom jeg er meget sikker på, at de gerne ville. De ville nok sætte mig til at studere en bachelor, komme med på løntrappen og lære det der meditation.”

Hvad er den bedste beslutning du har truffet?

“Som 18-årig at gå op til min praktiserende læge og kræve at blive udredt for ADHD. Og jeg mener virkelig kræve, for i psykiatrien får man intet forærende, og man skal stå med jern-handsker og råbe for sin ret. Det er lort for alle, det er stadig lort, og det virker også til at være ret lort med det nye regeringsudspil.” 

“Psykiateren sagde, at jeg fik mit H (i ADHD red.), fordi jeg havde tanke- og følelsesmæssig hyperaktivitet. I starten tænkte jeg, at denne korte række bogstaver ville blive min trylleformular til at blive “normal”, så ingen nogensinde ville bemærke noget ved mig. Efter nogle år blev jeg klar over, at det nok aldrig helt ville blive en mulighed, og alt, der hed uger uden mulighed for opladning, kom med en pris: uoverkommelighed. Nu er jeg ligeglad og kalder tit mig selv diagnosebarn. Det føles rart ikke at kæmpe imod. Og det er også en beslutning.” 

“Jeg har faktisk aldrig rigtig talt om det, fordi jeg er en bangebuks. For et par uger siden læste jeg en tråd på Reddit, hvor en person spurgte ind til profiler på sociale medier, der talte om ADHD. Jeg trykkede på tråden og forestillede mig alle de nedladende kommentarer, der ville være på spørgsmålet. Men der var ingen. Kun positive tilkendegivelser og anbefalinger af profiler. Det gik op for mig, at der stadig sidder diagnoseskam i mig. Når det er sagt, så er det vigtigt for mig at bekende kulør, jeg vil gerne repræsentere neurodiversitet.” 

Ser du dig selv som en del af en særlig generation? 

“Jeg ved ikke, om vi er en særlig generation. Alle generationer har deres særheder og tematikker. Jeg tænker, at der er mange, der kigger på vores flok og tænker: “Hvordan kan I allesammen have ADHD og angst?” Jeg ved det heller ikke, men det har vi altså. På mange måde føler jeg, at min generation, med internettet og sociale medier er et af menneskehedens største eksperimenter. Nu har vi taget 20 år med det hele. Måske skulle man prøve fem år uden og evaluere?” 

“Jeg tror, at jeg er meget typisk for min tid, fordi jeg går meget op i spejling og genkendelighed a la: “Jeg har altid en tube Canesten i tasken” – “ej, det har jeg også, so relatable”. Men jeg prøver at være meget opmærksom på, at min skrift også løfter sig fra det. At den tager et ledigt standpunkt, provokerer eller opildner til revolution.”

Hvad er din generations største udfordring?

“At komme til magten i verden hurtigere. Væk.” 

Hvis du kunne ændre noget i verden med et fingerknips, hvad skulle det så være?

“Åh, der er så meget, og så i disse tider, og så blive sat i sådan et Marvel-Thanos-dilemma. Kvinderne i Iran og Afghanistan. Krige. Klima. Hungersnød. Sygdomme. Afgrund. Der er også mikroskopiske ting, som undrer mig. For eksempel hvorfor evolutionen ikke har taget menstruationssmerter. Kom nu med det pille-prævention til mænd. Et fingerknips er ikke nok. Jeg skal bruge et fingerknipskor, hvis mor skal i gang, og jeg gør altså sjældent rent og ting halvt.”

Hvad drømmer du om?

“At alt ovenstående løser sig og det privilegerede udgangspunkt at leve efter, hvad der føles rigtigt i min oppustede mave.”