Da jeg forleden gik på Spotify, sikkert for at lytte til en eller anden slags ligegyldig og rimelig gammel guitarrock, så jeg et stort banner på forsiden, hvor en flot kvinde, sikkert en stor amerikansk popstjerne, poserede inciterende ved siden af teksten ‘TikTok songs’. Og lige dér var jeg ved at få min hjemmelavede komælkscortado galt i halsen. Det var en væmmelig fornemmelse, som jeg naturligvis kun kunne få til at forsvinde ved at lukke min Macbook og sætte en vinyl på i stedet. En ukendt en fra slutfirserne.
Det skyldes, at jeg hører til den uddatarede del af befolkningen, som ingen nogensinde har villet være, men som man engang over en bred kam kaldte hipstere. Og vi hadede den kommercielle, overfladiske tilgang til musik, som handlede om hits og om at æde kalorierne i enkeltstående sange fra radioen som glubske hunde, uden omvendt at gå i dybden med musikken og interessere sig for albummet omkring hittet og kunstneren sådan rigtigt. Bare tanken om en liste af ‘TikTok songs’ kunne ikke være mere forrykt for mit autentiske, gamle musikhjerte.
TikTok er jo, tænkte jeg, den dårlige opmærksomheds Dødsstjerne, og antitesen til den hellige fordybelse. Det er et sted, hvor folk bare danser bekymringsfrit til Kate Bush uden at vide, hvem hun er, og hvor Fleetwood Macs drømme suges ind, føles det som, på en pølsefabrik af ligegyldige, korte hjemmevideoer uden ånd. Det er fandme ikke nogen, der bare skal doomscrolle henover mine helte sådan helt respektløst med tommelfingeren.
Nu viste playlisten (som jeg selvfølgelig lige blev nødt til at snuse til) sig at indeholde en masse musik, jeg ikke kendte til, og som jeg syntes lød skrækkeligt, så ingen ko på isen. Jeg har stadig masser af den gode musik for mig selv. Overordnet set er det selvfølgelig også godt for folk at opdage ny musik og gå på opdagelse i en playliste præsenteret af Spotify, jeg gør det selv ret tit, men det, som formentlig kommer til at ske, er det, som sker hele tiden lige for tiden, nemlig at brugerne bare lytter til den enkelte sang og skider på resten. Det er den store tendens indenfor musiklytning i disse år.
Det kan godt være, at musikere og bands som Kate Bush og Fleetwood Mac bliver genopdaget på grund af Tiktok, men brugerne genopdager ikke det fulde billede, de lytter bare til ‘Running up that hill’ og ‘Dreams’, hitsene. Ingen har et attention span til et helt album på 45 minutter, når man først har vænnet sig til at få tingene serveret indenfor de første tre sekunder.
Som en, der stadig elsker albummet, bands og musik i det hele taget, er det en bitter skam at konstatere. Men smerten ved at være en renhjertet hipster i 2023 er samtidig, at vi ikke selv har nogle steder at gå hen. Efter det gamle internets opløsning og her midt i techgiganternes stadigt heftigere monopolisering af bredbåndet bliver det sværere og sværere at gå på jagt efter ny musik – og sværere og sværere at følge de bands, man godt kan lide, og deres aktiviteter. Facebook egnede sig engang til den slags, men ikke længere. Instagram og Tiktok egner sig slet ikke. Spotify har meget travlt med at promovere udvalgte ting, men kan, hvis man fodrer den nok med ens aktiviteter, godt være god.
Det hjælper dog ikke på den snigende følelse – som hipster og forbandet millennial – af at blive mere og mere hjemløs på internettet. Og så er der ikke andet at gøre end at slikke sine sår med en gammel vinyl.
Hvor går man hen på internettet med sin melankolske musikhjerte, når man gerne vil finde ny musik? Indtil videre, tilbage til start.
