Bombshell
PR-foto

Det konservative #metoo-opgør: Da kvinderne tog magten tilbage og nedlagde de liderlige mediebosser

Den nye stjernespækkede film ‘Bombshell – Opgørets time’ sætter fokus på sexchikane og #metoo-problematikker i mediebranchen. Men hvordan gik det egentligt de kvinder, der sagde fra?

Der er noget næsten profetisk over timingen, da en film om magtfulde mænds sexchikane får dansk biografpremiere samme uge, som den nu tidligere så magtfulde mand i Hollywood, Harvey Weinstein, findes skyldig i voldtægt og seksuelle overgreb.

I den nye film ‘Bombshell – Opgørets time’ fortælles historien om stærke kvinder, der tager kampen op mod sexchikane i mediebranchen. Filmen handler om den store Fox News-mediemogul Roger Ailes’ sexchikanesager, der i 2016 chokerede verden og pressede den konservative tv-kanal i knæ.

Men hvordan gik det egentligt de kvinder, der risikerede alt og sagde fra. Tidligere var det jo, som filmen også portrætterer, ellers en stensikker vej ud af mediebranchen. Det ser vi nærmere på her.

Charlie Theron i rollen som Megyn Kelly. PR-foto.

Millionkontrakter og blackfacekontrovers

Hvis vi starter med den største stjerne. Megyn Kelly var en af Fox News’ helt store trækplastre. Hendes succesfulde program ‘The Kelly File’ var en fast del Fox News primetime programflade. I 2017 fik det dog alt sammen en ende, på trods af at Fox tilbød hende en fire-årig kontrakt for det svimlende beløb på 100 millioner dollars.

Megyn Kelly afviste den og indgik i stedet en tre-årig kontrakt med NBC i stedet på 69 millioner dollars. Det indbefattede, at hun fik et morgen daytime talkshow samt et ugentligt nyhedsmagasin.

Det var for øvrigt ikke kun Roger Ailes, der røg på baggrund af sexchikane. Det samme gjorde eksempelvis den kontroversielle konservative kommentator Bill O’Reilly, der i foråret 2017 måtte sige farvel til sit tv-program. Det vil sige, at Fox News i 2017 mistede to af sine mest prominente værter.

Megyn Kelly har sammen med nogle af de kvinder, filmen handler om, lavet en reaktionsvideo.

Problemet for Megyn Kelly på NBC var bare, at hvad der fungerer på Fox News, sjældent fungerer andre steder. Nu var det ikke fordi, Megyn Kelly medbragte debatten om, hvilken hudfarve julemanden har. Et emne hun før har diskuteret på Fox News. Men seertallene raslende alligevel ned.

Helt galt gik det, da hun i forbindelse med et Halloween-indslag forsvarede blackface. En bemærkning hun siden hed undskyldte – både til de ansatte på kanalen såvel som seerne.

Men skaden var sket. Megyn Kelly blev fjernet fra skærmen, og efter en lang forhandlingsperiode gik NBC og Kelly hver til sit i januar 2019. Èn gang Fox News, altid Fox News.

Siden har Megyn Kelly ikke været meget på skærmen med undtagelse af et indslag hos den stærkt kontroversielle Fox News kommentators Tucker Carlsons program i oktober 2019.

Men i modsætningen til alle de mange kvinder, der har været udsat for sexchikane hos Fox News, bærer Megyn Kelly selv en stor del af ansvaret for, hvorfor hun ikke er på skærmen længere.

Tavshedserklæringer

Gretchen Carlson er i en lidt anden situation end Megyn Kelly. Skønt det var hende, der startede opgøret på Fox News, kan hun faktisk ikke selv tale om det. Hun underskrev nemlig en såkaldt ‘Non-disclosure agreement’, da hun underskrev forliget med den konservative tv-station og fik 20 millioner dollars. 

Nicole Kidman i rollen som Gretchen Carlson. PR-foto.

Det er heller ikke meget, vi har set til Gretchen Carlson på skærmen siden, men hun har dog skrevet New York Times bestselleren ‘Be Fierce: Stop Harassment and Take Your Power Back’, hvor en række kvinder, der er blevet udsat for sexchikane, kommer til orde.

Men hvad så med Roger Ailes og Fox News? Lige efter Roger Ailes og Fox News gik hver til sit, og Ailes fik sit gyldne håndtryk, blev han en del af Trumps valgkampagne. Her hjalp han med at forbedrede Trump til de store tv-debatter. Men i foråret 2017 døde Ailes. Han blev 77 år gammel.

Fox News derimod lever i bedste velgående. Bare i februar måned har Fox News’ primetime programmer fået de bedste seertale i 24 år. Så på trods af sexskandalerne, der bragte kanalen i knæ i 2016, må man sige de er kommet godt ud på den anden side.

Men selvom Fox News har kronede dage i disse Trump-tider, er det værd at huske på, at ‘Bombshell’ netop er historien om, at kvinderne vandt over de magtfulde mænd og deres sexchikane. Og magtfulde mænd som Roger Ailes og Bill O’Riley tabte slaget.

Se en trailer til filmen her:

Find mere om
Footer graphics