I sidste uge offentliggjorde CHART ArtFair, at man ved dette års kunstmesse udelukkende vil have kvindelige kunstnere med. Hvilket logisk nok omvendt betyder, at mandlige kunstnere ganske enkelt ikke får adgang til at vise deres kunst frem.
I kunstbranchen er CHART ikke ligegyldig. I de seneste syv år har begivenheden vokset sig til at være en af Københavns største kunstbegivenheder, der samler alle de betydningsfulde gallerier, som viser deres bedste kunstnere frem.
Men i år altså uden mænd. Surt, Kurt.
Det er naturligvis et opråb. Bag CHART står begavede mennesker, som selvfølgelig ved, at der er mange dygtige, mandlige kunstnere derude, som man kommer til at gå glip af. Men de mener altså, at det opråb er vigtigere end hensynet til den kunstneriske diversitet.
“Vores ambition var at skabe et radikalt statement for at sætte fokus på den her ubalance. Det ville vi hellere end at diskutere kønsfordeling,” sagde direktør Nanna Hjortenberg til Heartbeats i sidste uge.
Jeg er helt med. Et statement. Men et feministisk statement vil jeg kalde det, hvilket Nanna Hjortenberg afviste.
“Det må du gerne kalde det, men jeg vil hellere fokusere på det strukturelle problem, hvor vi alle sammen har nogle kæmpestore blinde vinkler i forhold til, hvordan kunsthistorien er blevet skrevet, og hvad vi er vant til at betragte som normer.”
Og jeg er stadigvæk med. 29 procent kvinder er repræsenteret i soloudstillinger på danske museer, kun 24 procent på internationale messer og sølle to procent på det globale auktionsmarked.
Og dog. Når kun to procent af det samlede auktionsmarked udgøres af kvindelige kunstnere, går jeg ud fra, at det udelukkende skyldes det historiske faktum, at der – desværre – er flere værker i omløb af Picasso, Van Gogh og Rembrandt end af deres kvindelige ækvivalenter, som desværre fik de samme muligheder.
Det efterslæb skal vi alle sammen gøre vores for at rette op på i fremtiden, og vi er på vej. Lige nu er 29 procent kvinder ifølge CHART repræsenteret på soloudstillinger. Det tal skulle gerne blive en del højere, men er det så dårligt, at der er behov for at skabe et feministisk statement, hvor man udelukker mænd. Er det ikke snarere omvendt diskrimination?
LÆS OGSÅ:
Historien skal man lære af og forsøge at forstå for at gøre tingene anderledes, men man kan ikke ændre den. Og man gør ikke uret om ved at straffe uskyldige. Eller ved at skabe feministiske statements, som udelukker det ene køn.
Når Louisiana i næste måned åbner en ny udstilling om kvindelige surrealister, ser de netop tilbage i historien for at sætte fokus på dengang, mandlige kunstnere fik opmærksomhed og berømmelse på bekostning af kvinder.
Og også andre steder i kulturlivet tager man initiativer for at pushe kvindelige kunstnere. HUN Solo – hvor kvinder afholder fælles koncerter – er et af dem. Spillestedet Forbrændingen i Albertslund – hvor man i hele 2019 udelukkende bookede kvindelige kunstnere – er et andet.
Hvis man så er mandlig kunstner, kan man jo bare lade tourbussen trille stille og roligt forbi. Det er ingen skam ikke at dukke op til en fest, man ikke er inviteret til. Og hvis man ikke gider se på kvindelige surrealister, kan man lade være med at tage til Humlebæk. Men det er ikke det, CHART gør. De udelukker derimod en gruppe fra en vigtig begivenhed, hvor der ikke er noget alternativ.
Jeg opdrager min datter til, at hun har alle muligheder i verden og kan blive, hvad hun vil, og gøre hvad hun vil. Men skal jeg begynde at fortælle min søn, at hans muligheder er begrænsede på grund af hans køn? At feminismen er ved at gøre ligestillingen ulige?
Jeg håber det ikke.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER
