Når Danmarks første feministiske tænketank åbner, bliver det med paroler som menneskelig frisættelse, frihed og ligeværd på dagsordenen. Heartbeats har talt med bestyrelsesmedlem Jelena Bundalovic om foreningens visioner og formål.
I skriver, at I vil skabe vækstrum, der skal udvikle nye feministiske mål og metoder for alle. Hvordan vil I favne alle?
”Toras mission er at styrke et feministisk perspektiv i al samfundsudvikling, og vores inspirationsgrundlag består dels af alle de feministiske initiativer, vi ser i disse år, såsom økofeminisme, feministisk videnskabsteori/kritik, nye økonomiske modeller og projekter om køn og identitet. Feminisme i Danmark rummer nemlig mange aspekter og kan endda være indbyrdes uenige, men vi har sat os for at udvikle en ramme, der kan rumme alle perspektiver, og hvor alle grene af feminisme kan være med – og endda invitere en endnu bredere offentlighed ind, som ønsker at byde ind og arbejde seriøst med feminisme og ligestilling. Et af Toras primære mål er nemlig at skabe konkrete projekter og research, som inddrager så mange perspektiver som muligt”
Hvilke konkrete projekter og problemstillinger vil I arbejde med?
”Vi kigger egentlig mod alle områder – klima, miljø, kultur, kunst, uddannelse, sundhed – men i forlængelse af alle disse er der selvfølgelig presserende problemstillinger, som vi ønsker at tage fat i, eksempelvis hvordan vi skaber inkluderende fællesskaber, hvordan vi sikrer et bæredygtigt arbejdsmarked, og hvordan vi modarbejder den ulighed, som klimaforandringerne skaber? Dog er det i første omgang vores primære fokus at få skabt nogle gode arbejdsrammer for Toras medlemmer, som så kan skabe grobund for at udvikle projekter. Vi får heldigvis også snart en hjemmeside, hvor vi vil orientere om vores projekter.”
Hvad mener I med feministisk bæredygtighed?
“Feministisk bæredygtighed handler om en holistisk tænkning af samfundet, naturen og klimaet. Dét er netop en af kernerne i størstedelen af de feministiske teorier, som vi ser udvikle sig i disse år. Det er feminismens bud på bæredygtigeløsninger, som Tora tager fat i. Feminisme har i flere århundreder talt om bæredygtige løsninger, eksempelvis inden for naturfilosofi og politisk teori. Bæredygtighed er en af de motiverende grundsten i feminisme – også fra før kvindernes kamp for stemmeret i 18. og 1900-tallet. Det er faktisk feministiske tænkere og ledere, som har været med til at skabe mange af de tiltag for mere bæredygtige forandringer, som vi kender i dag.”
Hvorfor har Danmark brug for en feministisk tænketank?
Tora lanceres på søndag
Tænketanken Tora lanceres officielt til en ‘tankefest’ i Litteraturhaus på Nørrebro i København søndag 1. marts, hvor størstedelen af advisory boardet vil fortælle om deres visioner for Tora. Boardet består blandt andre af feminist og aktivist, Emma Holten, stifter af den Grønne Studenterbevægelse, Esther Michelsen Kjeldah, forperson i organisationen DareGender, Rasmus Hald Møller, normkritisk debattør aktivist, Anna Wandel-Petersen, direktør for KVINFO, Henriette Laursen, styrelsesmedlem af Dansk Kvindesamfund, Bushra Hanif og uddannelses- og kønssociolog, Cecilie Nørgaard.
”Året 2020 er et ”year of delivery” – et år hvor flere og flere byder ind og tager ansvar i forhold til ligestilling, repræsentation og anti-diskrimination. Der er kommet mere fokus på feminisme som metode, feminisme vinder indpas i flere og flere akademiske discipliner, og feminisme inspirerer mange unge mennesker, som vil et mere inkluderende fællesskab og en større grad af rummelighed. MEN det er vigtigt, at vi samler disse kræfter og får noget viden, der kan omsættes i praksis. Danmark har ingen tænketank, der eksplicit arbejder med ligestilling – for slet ikke at tale om en feministisk tænketank! Danmark skal kunne byde ind på arbejdet med rettigheder, anti-diskrimination og bæredygtighed.”
En tænketank giver råd og bringer nye ideer på banen inden for et bestemt område, og der findes tænketanke inden for næsten alle områder i dag. Hvorfor tror du, at der ikke har været en feministisk tænketank i Danmark før?
”I Danmark har der generelt været ringe fokus på de verdensmål, som går på ligestilling. Vi ser eksempelvis, at det er de færreste af de store fonde, der prioriterer dem. Jeg mener, at man, som med mange andre vigtige områder, har taget en del for givet fra dansk side. Rapporter om ligestilling i Danmark har også været mangelfulde, og vi ser en lang række væsentlige aktører underprioritere repræsentation generelt. I forhold til ligestillingsspørgsmål, har vi nok hvilet lidt for meget på laurbærrene de sidste to årtier.”
LÆS OGSÅ:
Hvad sker der efter lanceringen på søndag?
“Efter lanceringen skal der være fokus på at få mobiliseret kræfterne, vi skal have skabt god sammenhæng mellem bestyrelsen, Advisory Boardet og vækstrummet. Det er bevidst, at vi ikke låser os fast på én problemstilling eller case her i starten; det er de, der engagerer sig i Tora, der skal være med til at sætte dagsordenen. Det er klart, at Tora må forholde sig til de aktuelle problemstillinger og debatter – og derfor må have en vis fleksibilitet. I foråret og frem til sommeren har vi flere arrangementer i ærmet, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu!”