Uden at overdrive kan vi vist godt sige, at der blev skrevet dansk tv-historie i seneste afsnit af ‘Gift ved første blik’.
Mig bekendt er der ingen, der i virkelighedens verden har bedt nogen om at underskrive en samtykkeerklæring om eventuelt samleje for rullende kamera. Det var imidlertid præcis det, som Morten fra Søborg gjorde på sin bryllupsrejse med konen Mette fra Ballerup. En kvinde, han har kendt et par dage, og som han rigtig godt kan lide.
Og her taler vi ikke om sådan en klassisk ja-nej-måske-seddel fra folkeskolen, det her var mere udførligt: Et downloadet afkrydsningsskema, hvor man kan angive præcist, hvad man er villig til i sengen. Analsex og en diskret finger i numsen, for eksempel. Om der skal råbes “laksemousse” eller “Birthe Rønn Hornbæk” som stop-ord, når legen på lagenerne (måske) går for vidt.
Ikke så mærkeligt, at den kommende sexpartner blev en smule befippet ved situationen. For hvordan kan man overhovedet vide sådan noget på forhånd? Har det ikke altid noget med stemningen at gøre, hvor langt man vil gå?
Som Morten sagde, er det jo 2021 nu. Vi er midt i en #MeToo-tid, hvor vi af gode grunde diskuterer samtykke heftigt. Det er under et år siden, at vi fik en samtykkelov herhjemme, og der hersker mange myter om, hvad det egentlig vil sige.
I det lys er det at hive en samtykkeerklæring frem måske på sin plads – en simpel og sund konsekvens af den moderne etik. Samtidig er det et socialt eksperiment af dimensioner, som vi nu har mulighed for at lære af foran tv’et. Virker samtykkeerklæringer som koncept i praksis? Jeg tror det ikke, det er jeg ked af at sige.
Spørgsmålet er nemlig, om det løser noget som helst for de to nybagte ægtefolk. Måske skaber det papir i virkeligheden flere problemer, end det løser.
Faren er i hvert fald, at det virker alt for offensivt for modtageren, og at den velmenende gestus i virkeligheden føles som en klamrians kamouflerede krydsforhør af ens private præferencer.
Faren er også, at samtykkeerklæringen forveksles med en spiseseddel, der giver carte blanche til alt, hvad der nu engang blev krydset af. Af åbenlyse årsager kan man jo godt have lyst til et klap i røven den ene dag og hade det den næste. Libido og lyst er ikke en statisk ting.
Uanset hvor mange samtykkeerklæringer, du hiver frem, er du stadig nødt til at kommunikere ret tydeligt med din partner undervejs i den seksuelle akt. Vi kan stadig ikke komme udenom, at vi skal være ekstremt lydhøre overfor hinandens kropssprog hele vejen igennem. Det er hele pointen med samtykke.
Men når man alligvel ligger der og diskuterer intimt, er papiret også overflødigt i sig selv.
Når det er sagt, er det noget af det mest respektaftvingende, jeg har set på tv i meget lang tid. Morten fortjener al mulig hæder og ære for sit move. Mange vil nok sidde derude og fnyse ad ham. I min optik er han en pioner.
Hans kone opfattede det mest af alt som en gimmick. “Gak og løjer,” kaldte hun det. Og det er nok meget sigende for, hvor splittet folk er omkring samtykke generelt: Hvorfor skal man råbe “laksemousse”, når man bare kan sige “nu stopper du!”? Hvor svært kan det være at mærke, om der er samtykke? Statistisk set er det sværere, end man skulle tro.
Man kan selvfølgelig aldrig vide, om det i virkeligheden var programmets producenter, der ansporede Morten til at printe den samtykkeerklæring, men det virkede oprigtigt set udefra. Som om han bare gerne ville opføre sig ordentligt, og som om han besindede sig, selvom han var vældig opstemt over sin viv. Med programmets historik in mente, kan man ikke fortænke ham i den beslutning. Intet er værre end at fremstå som en grænseoverskridende liderbasse på tv.
Nu vil tiden selvfølgelig vise, hvordan det hele udspiller sig for Mette og Morten. Umiddelbart virkede hele episoden rimelig aparte. Men hvor var det stort og inspirerende, at en midaldrende mand som Morten udviste moderne mandsmod og satte samtykke på dagsordenen på en måde, som de fleste af os nok ikke ville kunne få os til.
Han tog en for holdet dér. Og tak for det.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️