Flashback Friday: Da Kurt Cobain døde, tog han rocken med sig

1994 var det bedste og værste år i musikhistorien. Der findes andre år og perioder, der har været afgørende, men der findes næppe et år, hvor flere musikgenrer kulminerede kreativt med mesterværk på mesterværk. Og lige da man troede, at det var ’The New Normal’ døde det hele. Selvom Kurt Cobain ikke var ansvarlig for det, var det ham, der trykkede på aftrækkeren.

Nu er det 30 år siden i dag (5. april), at en elektriker kom hjem til hans hus blot for at opdage, at den verdensberømte sanger havde skudt sig selv i en alder af blot 27. Betydningen af hans korte liv og voldsomme død kan ikke undervurderes.

Det er svært at sige, hvorfor netop 1994 var toppen – og begyndelsen på faldet – i rockens historien, men der var flere interessante strømninger i tidsånden. Mange har fokuseret på 90’ernes optimisme på grund af murens fald og fremgang i økonomien, men det var bestemt ikke lyse toner og sind, der bragede igennem musikscenen.

Flere har brugt bands som Aqua og Poul Kjøllers comeback til at forklare en lalleglad ironi i tiden, men de var tilfældelige kommercielle skvulp og på ingen måde definerende for de bølger af grunge, britpop og hiphop, der skyllede over hele populærkulturen. Det var det, der var det reelle lydspor til generation x’s ungdom.

For lige at anskueliggøre, hvor vildt et år, det var, vil jeg lige opremse nogle af de seksstjernede klassikere, der kom i 1994. Det var fx Oasis’ debutalbum ’Definitly Maybe’, Stone Temple Pilots andet album ’Purple’, og på hiphopscenen slog Nas igennem med ’Illmatic’. Der var debuter fra Weezer og Portishead, og store plader fra The Notorious B.I.G, Blur, Green Day, Jeff Buckley, Nine Inch Nails, Massive Attack, Alice in Chains, og listen kunne fortsætte.

Der var tre store musikgenrer, der boblede af nye ideer, og som i kraft deres genialiteter aflivede det gamle. Især på den amerikanske rockscene.

Igennem 80’erne havde store rocknavne som Mötley Crüe, Poison og Guns N’ Roses domineret. Det var højt hår sat med hårspray, lange guitarsoloer og Jack Daniels i stride strømme. De solgte millioner af plader, og for hvert album voksede håret og den ekstravagante livsstil til absurde højder.

Men alt det døde med ét. Da Nirvana med Kurt Cobain i front stod med pjuskede halvlangt hår, en slidt striktrøje i videoen til ’Smells Like Teen Spirit’ ændrede det MTV og musikkulturen for evigt. Lige pludselig virkede hele den traditionelle rockscene (som blev kaldt puddelhunde-rock på grund af deres hang til at pynt) forældet og udspillet. Og den lyd kom aldrig tilbage.

Grunge-rocken var også et opgør med hele den amerikanske kultur, hvor det var afgørende at være anfører på fodboldholdet og dronning ved skoleballet. Dem, der så ned på alle de mærkelige, outsiderne og stenerne. Kurt & co. slog tilbage med en mur af strøm og støj. De skrev ’Zero’ på trøjen. Taberens hævn.

Kurt Cobain voksede op i Washington. I gymnasiet mødte han Krist Novoselic, og de to dannede band. Senere kom Chad Channing til på trommer, og efter forskellige navnekonstellationer endte de på Nirvana. Deres debutplade ’Bleach’ udkom allerede i 1989 til en lettere kølig modtagelse.

Chad Channing blev afløst af David Grohl, og de fik en kontrakt på et stort pladeselskab med superproduceren Butch Vig tilknyttet. De udsendte ’Nevermind’ i 1991.

Pladen smadrede ind på førstepladsen på den amerikanske hitliste, og med dem kom andre Seattle-navne som Stone Temple Pilots, Alice in Chains, Pearl Jam og Soundgarden. Fælles for dem var en ny tyngde, masser af støj på guitaren, og melodier, der holder den dag i dag. Man kan blot se på mainstream-hitlisten for mest spillede sange på de amerikanske rockstationer sidste år, hvor det kun er 90’er-navne på top 10 – med ’Smells Like Teen Spirit’ på førstepladsen.

Desværre var frontpersonerne i denne grunge-bølge stort set alle (på nær Pearl Jam) plagede genier. Massivt misbrug af især heroin fulgte de store forsangere, og det blev desværre afgørende. Sammen med psykosomatiske mavesmerter betød berømmelsen, at Kurt Cobain følte en større og større lede ved tilværelsen, og i marts 1994 blev deres turné aflyst efter en selvmordsforsøg med en blanding af champagne og nervepillerne Rohypnol. Under en måned senere gjorde han det forbi i sit eget hjem med en kort note, hvor han havde skrevet: ”Better to burn out than to fade away.”

Jeg ville ønske, at jeg kunne huske tydeligere, da jeg fik nyhederne om hans død. Der var ingen tvivl om, at det ramte hans fans med et knusende slag. Men for mig blev tabet først rigtig tydeligt et par år efter. Det var ikke kun hans personlige tragedie, men også hvad den betød for hele musikscenen. Alle grungens andre frontmænd døde også i de kommende år

Allerede i 1996 var britpoppen og grungen færdige som definerende for kulturen. Hiphoppen levede bedre videre, men rocken blev aldrig den samme. I dag er den famlet til andenviolin, og festivaler som Roskilde Festival må hyre gamle koryfæer som Foo Fighters for at finde nogen, der kan klare Orange Scene.


Smashing Pumpkins, som var et andet band fra 90’ernes grungescene, og forsanger Billy Corgan (der heldigvis stadig lever i bedste velgående) forklarede senere Kurt Cobains betydning for generationen. 



“Da Kurt Cobain tog livet af sig selv, forsøgte  vores generation forgæves på at finde nogen, der er villig til at være frontmand. Men hvem fra min generation er trådt op og betydet noget for andre end dem selv? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Jeg har prøvet mange gange, men det lykkedes ikke.”