50 shades fri

Fifty Shades i tal: 12 små klap i numsen. 12 usikre bid i underlæben. 3 glimt af penis

En æra er slut. Den sidste 50 Shades-film er sendt i biograferne. Men hvor meget smæk for skillingen tilbyder trilogien egentlig? Heartbeats undersøger.

Christian Greys torso fylder så meget i filmene, at den burde have sin egen credit på rulleteksterne. Foto fra ‘Fifty Shades – Fri’

”Husmorporno” blev der hånligt vrænget of ‘Fifty Shades of Grey’, da denne første bog i trilogien blev udgivet i 2012.

Siden har genren vist en solid stayingpower, og bøgerne er (selvfølgelig) blevet filmatiseret med stor succes. De to første film alene har genereret en omsætning på 5,8 milliarder kroner.

Og en ny film baseret på bog 3 har netop fået premiere i de danske biografer

Men hvad er det egentlig, man får?

Heartbeats har set samtlige film igennem med en notesblok ved hånden og påtaget sig arbejdet med denne varedeklaration.

De seks timer film byder blandt andet på følgende scener:

  • Anastasia bider sig usikkert men lolitaerotisk i læben 12 gange.
  • Mr Grey klapper Anastasia blidt i numsen 12 gange.
  • Mr Grey bruger sit voldsomt ekstravagante og dyrt indkøbte torturkammer til at påføre decideret smerte 6 gange (i rap). Men så skrider Anastasia altså også.
  • Mr Grey fikserer Anastasia 9 gange: 3 gange med slips eller butterfly, 4 gange med lædermanchetter og 2 gange med reb).
  • Mr Grey kilder Anastasia med en påfuglefjer 1 gang.
  • Mr Grey kilder Anastasia med en dildo 1 gang (men så er det også, hun bruger sit safeword).
  • Mr Greys trimmede overkrop (meget mere pornografisk bliver det ikke rigtigt) ses 25 gange.
  • Anastasias bryster ses i alt 16 gange (tallet er støt stigende fra film til film).
  • Mr Grey ”tvinger” Anastasia til et gå til fest indført japanske elskovskugler 1 gang.
  • Parret smører flødeis ud over hinanden 1 gang
  • Mr Grey imponerer Anastasia med sit klaverspil (og tilbyder dermed et indblik i sit sammenknugede følelsesliv) 4 gange.
  • Mr Grey knalder Anastasia uden at gide tage sine bukser af 7 gange.
  • Mr Greys penis ses delvist i glimt 3 gange, men da hvert klip varer cirka et milisekund (man skulle jo nødigt støde nogen) overlades meget til fantasien.

Den absolut hårdeste medfart går faktisk ud over Beyoncé, Coldplay og James Brown.

Heartbeats har talt 3 gange ublid behandling af store hits, nemlig ‘Crazy in love’, ‘The Scientist’ og ‘I Feel Good’, der alle har fået sig en tur i feel good-maskinen. Se, dét er sadisme.

Er man alt i alt bare helt vild med universet, er den gode nyhed, at forfatteren E.L. James, som er kvinde og i øvrigt gift med filmenes manuskriptforfatter, har skrevet en fjerde bog, ‘Grey’, som er den samme historie, vi allerede har fået fortalt men set fra hans point of view.

Der skulle være endnu en bog på vej ‘Darker: Fifty Shades Darker as told by Christian’.

God fornøjelse.

Footer graphics