23-årige Nanna tog til Alanya og fandt en mand. Hun er ikke misundelig på sine danske veninder

Nannas højre fod har fundet sin egen rytme under stolen.

I et konstant tempo vugger barnevognen frem og tilbage, mens hun taler. Fra styret hænger en Chanel-taske – den slags, der i Alanya ikke nødvendigvis kræver en tur forbi Chanel. Hænderne følger med, som ordene kommer.

Hun fører samtalen på samme måde, som hun vugger vognen. Uden rigtigt at tænke over det og uden på noget tidspunkt at miste rytmen.

Vi sidder på en plads midt i Alanya. Ved siden af ligger tøjbutikken Bonderøven, hvor hendes mand, Emrah, arbejder. Indenfor hænger t-shirts og tasker tæt under et hvidt, klinisk lys. Der er ingen prisskilte at støtte sig til. Her prutter man om prisen.

Butikken er blevet et lille omdrejningspunkt i deres hverdag. Mens vi taler, bevæger danskere sig ind og ud. For dem er byen midlertidig. Det er den ikke længere for Nanna.

For et år siden gjorde DR-programmet ‘Prinsesser i Alanya’ danske kvinders liv i feriebyen til noget, mange danskere pludselig havde en mening om. Kærligheden, kulturforskellene, religioner og forestillingen om den danske kvinde, der rejser sydpå og bliver hængende, fordi hun har fundet kærligheden.

Nanna var ikke med i programmet. Hun er heller ikke konverteret til islam, som nogle af programmets deltagere. Det har hun heller ikke planer om, for troen er ikke hendes. Og selv efter fire år med Alanya som en fast del af livet føler hun sig stadig meget dansk.

Der er til gengæld mange, der gerne vil kigge med ind ad vinduet til livet i feriebyen. På TikTok alene følger knap 116.000 mennesker Nanna, mens hun også har store følgerskarer på Instagram og YouTube. Her deler hun om parforholdet med Emrah, moderskabet og tilværelsen, der begyndte som en ferieflirt og endte med fast adresse.

Så hvad får en 23-årig dansk kvinde, der var glad for både sit arbejde og sit liv derhjemme, til at bytte Odense ud med Alanya? Og er livet under den tyrkiske sol egentlig bedre, når charterferien er slut og hverdagen begynder?

Fra ferieflirt til flytning

Nanna var ny-single og på afbudsrejse med sin mor i Oba lidt uden for Alanya, da hun en aften fik øje på Emrah, der arbejdede i en tøjbutik. Hun havde fået noget at drikke.

– Jeg var nok en dum turist. Jeg gik hen til ham og sagde: You look so handsome.

Det, der kunne være endt som en ferieflirt, voksede først til et venskab, så et forhold og siden flere år med flyture frem og tilbage mellem Danmark og Alanya. Men Nanna drømte aldrig om at flytte sydpå. Tværtimod. Hun var uddannet frisør, glad for sit arbejde i Odense og havde både familie og venner tæt på.

– Jeg havde aldrig haft sådan en lyst til at bo hernede, faktisk.

Først da hun og Emrah fik deres datter, ændrede regnestykket sig. Nanna ville gerne være hjemme med hende, og i Alanya kunne familien indrette økonomien sådan, at hun ikke behøvede et fuldtidsjob på samme måde.

Den 1. marts 2026 pakkede hun derfor sit danske liv sammen og flyttede.

”Women’s job”

Nanna tjener stadig sine egne penge på blandt andet YouTube. Men når kameraet er slukket, er arbejdsdelingen derhjemme mere traditionel end i mange danske parforhold.

“Women’s job” og “men’s job”, kalder hun det selv.

Det er hovedsageligt hende, der putter datteren. Hende, der tager nætterne. Emrah arbejder og står for størstedelen af økonomien. Han har, fortæller hun, skiftet overraskende få bleer. Men det generer hende ikke synderligt.

– Jeg elsker at være mor. Jeg ser det lidt som mit arbejde.

Hun kan godt høre, at det lyder gammeldags med danske ører. Hun har veninder derhjemme, hvor faren står op og tager flasken om natten. Men det er ikke et liv, hun står og misunder. Hvis hun skal have lavet negle eller hår, tager Emrah datteren. Han hjælper også derhjemme. Bare ikke nødvendigvis på den måde, man ville forvente i en dansk fifty–fifty-fordeling.

Mens Nanna forklarer det, er der noget næsten komisk ved at kigge på hende. For kvinden, der fortæller om “women’s job”, virker ikke specielt underdanig. Hun holder interviewet kørende, barnevognen i bevægelse og menneskene omkring sig i gang. Da Emrah senere bliver spurgt, om livet i Tyrkiet har gjort hende mere tyrkisk, behøver han ikke lang betænkningstid.

– Nanna er stadig meget viking.

Bare med solskin

At bo i Alanya gør ikke nødvendigvis dagene mere eksotiske end derhjemme. Nanna står op omkring klokken otte. Hun laver mad til sin datter. Vasker tøj. Gør rent. Går på legeplads. Besøger Emrah i hans butik. Og så hjem igen.

– Der er ikke fest og farver. Det er jo bare en helt almindelig hverdag. Som en dag i Danmark, bare med solskin.

Det er måske den mest præcise beskrivelse af forskellen mellem det Alanya, danskerne besøger, og det Alanya, Nanna bor i. For feriebyen skifter karakter, når chartersæsonen slutter.

De pågående gadesælgere i bazaren, der normalt kan spotte en dansker på tyve meters afstand og lokke med ”special price, my friend”, pakker sammen. Musikken forsvinder fra barerne, og strandklubberne ligger stille.

Hun kan godt lide det. Om sommeren arbejder Emrah meget. Om vinteren får familien ham tilbage. Der er tid til fodbold, caféer, picnics og de ting, som de lokale, der lever af turisterne, ikke når i højsæsonen.

– Det er rart, at der ikke vælter tusind mennesker rundt over det hele. Så er det bare os, der bor hernede.

Men sæsonskiftet kan også mærkes i pengepungen. Mens sommeren giver lidt længere snor til spontane restaurantbesøg og takeaway, bliver vinterens økonomi strammere, og måltiderne rykker hjem i køkkenet. Bliver lavsæsonen lidt for stille, kan hun, som hun selv formulerer det, tjene lidt ekstra “pony money” på YouTube, hvor hun vlogger om shopping, tyrkisk mad og ‘min dag i Alanya’.

Stadig meget dansk

Nanna skiller sig også ud på gaden. Lyserødt hår. Makeup. Bikini på sociale medier. Nedringede toppe eller shorts, hvis hun har lyst. Og så den kurdiske mand ved siden af.

Hun fortæller, at hun føler sig dansk dagligt og jævnligt møder blikke. At mennesker antager, at Emrah må være sammen med hende for penge eller et europæisk pas.

– Man har lyst til at tage fat i dem og sige: “Vi har altså været sammen i fire år. Vi har en datter.”

Hun kender godt fortællingen. Hun ser den også selv omkring sig. Mænd, der arbejder i turistområderne, fortæller en kvinde, at hun er smuk. At de elsker hende. Og måske får de også lige sagt det samme til flere.

Derfor kommer spørgsmålet om DR-programmet ‘Prinsesser i Alanya’ også igen og igen.

– Der er mange, der spørger: “Skal du så være med i det der Prinsesser i Alanya?”

Men hun bryder sig ikke om automatisk at blive skrevet ind i hele den fortælling.

– Der er nogle meget søde personer og nogle meget søde par med. Men der er også nogle, hvor jeg tænker, at dem vil jeg ikke sammenlignes med.

Alanyas uofficielle kærlighedscentral

Nanna kalder sig selv en ”åben bog”. Og hendes eget liv på sociale medier har gjort hende til en person, danske kvinder opsøger, når deres ferie i Alanya pludselig udvikler sig til noget mere. Beskederne ligner hinanden:

Hvordan ved jeg, om jeg kan stole på ham?

Er han loyal?

Hvordan får man sådan et forhold til at fungere?

Nogle henvendelser stopper ikke engang på Instagram. Dagen før vores møde kom en kvinde hen til Nanna og spurgte direkte, om hun kendte en bestemt mand, der arbejdede på Queens Garden (bar i Alanya, red.). Det gjorde hun.

Hun vil ikke udstede garantier for mænd, bare fordi hun kender dem. Men hvis hun ved, at en mand samtidig har gang i en håndfuld kvinder, siger hun det.

– Jeg vil ikke udsætte andre for at blive såret, hvis jeg ved, hvad der foregår.

Det er en sær position at ende i. For fire år siden var hun selv turisten, der gik hen til en mand på arbejde. Og det gik jo meget godt.

Danmark eller Tyrkiet?

Alligevel er det ikke sikkert, at Nannas eventyr ender i Alanya.

Hun elsker fællesskabet. At man mødes ude. Stopper op og taler sammen. Men hun savner også Danmark.

– Jeg er meget splittet mellem Danmark og Tyrkiet. Jeg elsker at være hernede, men jeg savner også det danske system. Familie og venner er jo i Danmark.

Og så er der de mindre eksistentielle afsavn. Rugbrød og frikadeller. Og det danske system, når noget så banalt som et lægebesøg skal ordnes.

Til marts skal hendes opholdstilladelse fornyes. Hun ved endnu ikke, om hun gør det.

Alternativet er Danmark. Lejlighed. Frisørjobbet igen. Institution til datteren. Og tilbage i et langdistanceforhold, mens Emrah bliver hængende og fortsætter arbejdet i Bonderøven i Alanya.

På længere sigt er planen mere klar. Inden datteren skal begynde i skole, vil Nanna gerne have familien til Danmark. Men det er senere. Lige nu sidder hun stadig midt på pladsen i Alanya.

LÆS OGSÅ: