I går stod jeg alene i lufthavnen og fældede en tåre. Jeg skulle have rejst til Paris. En tur helt for mig selv. Jeg har slentret hånd i hånd langs Seinen mange gange, men jeg har længe fantaseret om at rejse alene til Paris. Den drøm forduftede pludselig væk til dunsten af pølser fra Steff-Houlberg i terminal 2, da mit fly blev aflyst lige før afgang uden mulighed for ombooking.
Mit sidste besøg i den romantiske hovedstad var sammen med min ekskæreste. Vi havde slået op ugen forinden, men rejsen kunne ikke refunderes. Med et håb om at fungere som venner satte vi os på flyveren med to knuste hjerter. Turen sluttede med, at en af os brød sammen i Orly Airport.
Nu ville jeg tilbage for at genleve smerten, nyde ensomheden og rense luften, men desværre sluttede rejsen, før den startede. I stedet sidder jeg nu gennemblødt af regn alene i Grand Teatret i København med min kaffe og en halvslatten croissant på en onsdag klokken halv ti om morgenen. Jeg skal se ’Elsker dig for tiden’.
En kærlighedsfilm om to modsætninger, der mødes. Den selvstændige Anna, der godt kan lide at være alene, og den håbløse romantiker Thomas, der er desperat efter at få en kæreste.
Jeg kan spejle mig i dem begge to.
Siden jeg var lille, har jeg til tider haft brug for at være alene. Jeg kan godt lide at forestille mig, at jeg er med i en film, mens jeg vandrer formålsløst rundt i regnvejret og dvæler ved min hjertesorg og ensomhed.
Mine regnfyldte gåture har for længst vasket hjertesorgerne væk. De er nu forvandlet til gråsorte minder, og jeg kan skimte regnbuen i den nære horisont. Men jeg kan stadig føle mig ensom.
Ensomheden er en gæst, der dukker uanmeldt op og forsvinder igen. Nogle gange er det et længerevarende besøg. Andre gange ænser jeg kun lige skyggen af den.
De fleste dage føler jeg mig glad og omringet af kærlighed, men indimellem får jeg lyst til at give mig hen til melankolien. Se en sørgelig film. Lytte til triste crooners. Og græde lidt. Komme ud med det.
Som single kan man virkelig øve sig i at være alene. En dag elsker jeg at være alene. En anden dag hader jeg det. I starten af mit singleliv undgik jeg alenetiden, fordi jeg var bange for den. Her et år efter tør jeg godt.
Det føles sundt at være alene. Virkelig mærke sig selv og sætte tankerne fri.
På gode dage føles alenetiden empowering. Jeg danser rundt og har det sjovt i mit eget selskab. Læser en bog. Tegner. Og dagdrømmer om kærlighed og eventyr.
På dårlige dage føles det ensomt.
Nogle dage kan jeg vågne med ondt i maven af ensomhed. Og være bange for, at jeg kommer til at dø alene. Det er min største frygt i livet.
Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der bliver ramt af ensomhed. Mange af mine venner oplever det samme.
Mine kinder er våde af tårer, da filmen slutter, men jeg føler mig let og lykkelig. Det har været virkelig skønt at være alene i biografen. I fremtiden vil jeg give mig selv lov til at være mere alene. Både på gode og dårlige dage.
Jeg afspiller ’La vie en rose’ af Édith Piaf i mit headset, mens jeg forlader salen og slentrer mod Restaurant La Petanque, hvor jeg skal spise en parodi på franske crepes og forestille mig, at jeg er i Paris for en kort stund. Bagefter skal jeg hjem og pakke min kuffert ud, der har stået i min gang, siden jeg kom retur fra lufthavnen i går.
Jeg er ved at lære at befinde mig i ensomheden. Og måske lærer jeg også snart, at afbestillingsforsikring er en god ide.