Harpiks, hvinende gummisåler og husmandsfinter. For mange er det måske mest af alt nogle ord, der enten skaber reminiscenser til barndommens håndboldtræninger i højloftede haller eller til slutrunderne, der hver vinter optager al plads på sendefladen, når dame- og herrelandsholdet i håndbold forsøger at hive medaljer hjem til Danmark i en lydkulisse af klappepølser og Volbeat-fællessang.
Men vi er en lille skare, der stadigvæk troligt pakker sportstasken et par gange om ugen, smører skulderen ind i varmecreme, taper øreringene ind og hiver knæbeskytteren godt på plads til både træning og kamp. Nærmere præcist var vi i 2022 40.630 danskere i aldersgruppen 19 til 60+, der spillede håndbold. En lille sjat må man sige. Men hvorfor gør vi det egentlig? Afsætter så meget tid til at stå på et lakeret trægulv i en ofte iskold hal?
For klub-dedikationen koster en del timer i et for mange allerede presset hverdags-skema. Arbejde, vasketøj og ideer til aftensmaden kan tage pusten fra selv den bedste. Folk kæmper for at overleve, og løbeturene og fitness-abonnementerne bliver en del af de sure pligter, der bare skal overstås. For min egen del er netop den pressede hverdag især grund til, at jeg altid glæder mig til at komme til håndbold. Det er ikke en pligt at spille bold, det er en leg. Det er min ventil, det er de timer hver uge, hvor jeg ikke tænker på noget som helst andet end at lave en god aflevering til min fløj eller at forsøge at sætte et perfekt hopskud ind i nettaget. Og helt seriøst, hvilken befrielse det er at være til stede i nuet på den måde. Hvis jeg havde været derhjemme, havde jeg hånden på hjertet nok set Netflix i stedet for.
I Danmark er vi ellers stolte af foreningslivet. Bryster os af, at det er en særlig dansk ting. Men sandheden er, at foreningsidrætten – særligt blandt voksne – ikke er, hvad den har været. Antallet af personer i aldersgruppen 19 til 60+, der er medlem af en idrætsforening, er faldet med næsten 125.000 medlemmer siden 2014. Håndboldsporten har mistet tæt på 2.000 medlemmer, mens fitness-abonnementer er steget med næsten 50.000 i samme periode. Vi vil altså helt generelt hellere stå alene og svede på trædemøllen i et center og tage hjem i bad end at dyrke holdsport og holde tredje halvleg i omklædningsrummet bagefter med en øl eller sodavand.
Da jeg flyttede til København fra Aalborg som 21-årig, var det noget, der fik folk til at trække på smilebåndet. En rundkindet nordjyde, der gik til håndbold. Hvilken kliché. Provins-sporten over dem alle, fuldstændig blottet for det raffinement, som naturvinselskende hovedstadsborgere ofte mener, at både tennis og fodbold oser af. Hvem gad frivilligt være en del af en flok voksne amatører, der tonsede rundt efter en klistret bold og kæmpede for at hive en sejr hjem i serie 1, som om det var et spørgsmål om liv og død? Heldigvis bed deres hån og spot sig ikke fast, og jeg var heldig at finde en klub, der var fuld af jævnaldrende, som skulle vise sig at blive nogle af mine bedste venner. Og der er ikke meget, der slår at stå under bruseren i omklædningsrummet og drikke en kold øl sammen med dem efter en hård træning. Jeg ser mine holdkammerater langt mere end mine andre venner. Vi er opdaterede på hinandens liv på en helt anden måde, fordi vi ses så ofte, og det er virkelig rart at have nogen at fejre de små ting med. At et interview blev ekstra godt, eller at maden i kantinen var helt i top. Eller på samme måde at have nogen, der ved, at chefen var en klaptorsk i tirsdags.
Nu kan jeg naturligvis kun tale for mig selv, men det blev kun mere meningsfyldt for mig at gå til håndbold, efter jeg fik børn. Også selvom tiden på mange måder blev mindre, fordi… endnu mere vasketøj, hente og bringe til børnehave og snotnæser, der skulle tørres. Sporten gav mig – og giver mig stadig – skemalagt tid til mig selv, der endda indebærer motion og tid med mine venner. Når der er kamp i weekenderne, er børnene fast inventar på tilskuerbænkene. De skyder på mål i halvlegen og spiser bølge-pomfritter og bland selv slik, når kampen er i gang.
Det var min mor, der i sin tid introducerede mig til håndbold. Ikke at hun sagde, at jeg partout skulle vælge en sport at bruge min fritid på, hun tog mig bare med. Jeg fik en femmer til at gå i cafeteriet, og så kunne jeg købe for halvanden krone vingummibamser, halvanden krone til en lakrids-hat og et giga tyggegummi til en tokrone. Jeg løb rundt om banen, mens hun svedte og gav den gas derinde. Kiggede lidt, hinkede lidt mellem bænkene. Og når de var færdige derinde, kom jeg med ud i omklædningsrummet, hvor hun grinede med sine holdkammerater i tågen af badevand og deodorant. Jeg kan huske, at det var fedt at se min mor på den måde. Det så ud, som om hun legede og havde det sjovt inde på banen, og det var tæt på eksotisk at blive lukket ind i hendes verden på den måde. At se hende lave noget, som hun elskede, og som var langt væk fra den arena af pligter, jeg ellers så hende i det meste af tiden.
For det handler jo egentlig slet ikke om sporten. Det handler mindst lige så meget om den fælles begejstring, man deler inde på banen. Begejstringen, der driver én til at presse sig selv til at løbe lidt hurtigere og give hinanden highfives i forsvaret. Jeg håber virkelig, at jeg kan smitte mine børn med dén begejstring. Om så den udkrystalliserer sig i en passion for spejder, skak eller synkronsvømning. Begejstring holder hundrede. Og det er det fedeste som voksen at være en del af en arena, hvor man hepper på hinanden flere gange om ugen.
